UFFE CHRISTOFFERSEN

At male akvarel er pragtfuldt, man er i tæt kontakt med papiret, og er nødt til at være bevidst om det, mens man maler med sine farver. Akvarellen kræver en enorm sikkerhed af sin udøver. Hvis man laver fejl i et oliemaleri, er det stadig muligt at rette det. Når det gælder akvarellen, er der ingen fortrydelsesret
Hemmeligheden i al akvarelteknik ligger i at få farverne til at lyse ved at lade det hvide papir skinne igennem dem. Blander man hvidt med akvarelfarve, mister den farveintensiteten, og ikke mindst sin særlige transparente karakter.

Min akvarelpalet består af ca. 16 farver. Gule og røde kadmium farver, brændte og naturlige okker, umbra farver, ultramarin blåt, og 2 grønne en kold og varm. En sort der er fremstillet af vinstokke, som er en naturlig ting for mig, da jeg bor i et vinland. De hører alle til de uorganiske pigmenter.
Til akvarelfarvens bindemiddel bruger jeg gummi arabicum (lat. ‘arabisk gummi’) blandet med vand. Når jeg laver mine egne farver er jeg 100% sikker på at farverne er rene, uden nogen indblandning af tilsætningsstoffer, der svækker farvernes intensitet og kulører.
Jeg river favepigmentet, og mit bindmiddel med en glasløber, på en stor glat stenflise. Farven rives i små portioner. Den revne masse lader jeg tørre til en stiv pasta konsistens, hvorefter det fyldes i skåle.
Når jeg maler med de våde farver, er de mørkere, end når de tørrer, for der bliver de noget lysere. Farvekornene bindes til hinanden og til malergrunden ved bindestofpartiklerne, men mellem farvekornene efterlader det fordampede vand luftporer, som har et andet lysbrydningsforhold end vandet.

Lysægtheden af akvarelfarver kan man prøve ved at male striber af alle de farver, man bruger, lægge en sort strimmel papir tværs over halvdelen, og lade prøverne henstå i et sydvendt vindue en sommer. Efter nogle måneders forløb vil man måske se ændringer i nogle, medens andre farver er ganske uforandrede, selv efter års forløb.
Selvom akvarelfarver er lysægte, og her taler vi om en farve der kan modstå sollyset i 1000 timer, så kan en akvarel i en indramning godt bleges, når den hænger i flere år i en stue, hvor solen skinner ind på den fra et vindue. Akvareller har det bedst  ved at hænge på steder uden direkte sollys.
I oliemaleriet er farven meget mere lysægte. Det skyldes at linolien lægger sig som en beskyttende hinde rundt om hvert farvekorn, hvorimod i akvarelmaleriet beskytter Gummi arabicum, der er en meget mild form for lim, ikke farvepigmentet på nogen som helst måde, det eneste limen gør, er at fastholde farvestrøget på papiret.

Følgende farver jeg bruger til mit akvarelmaleri, er uorganiske pigmenter, de er uopløselige i vand og derved vandægte:

Koboltgult (aureolin) der er en voldsom og stærk gul farve. Den erstatter den tidligere brugte indiskgul. Pigmentet fremstilledes tidligere af urin fra køer, som blev holdt på en pinefuld diæt af mangoblade. Det anvendtes i akvarel og som lasur i olie fra slutningen af 1700-t. til ca. 1920, da produktionen ophørte.
Okker, en naturlig jordfarve, som findes i lysere og mørke varieteter. De mest almindelige jordfarver som er lysægte i akvarel, og som er uopløselige i vand og derved vandægte er Brændt okker/Siena, Caput Mortuum eller rødbrune jordfarver.
Kadmium gul er en farve med flere varianter, lige fra citrongul, mellemgul og orangegul.
Kadmiumrødt kan danne en række smukke røde farver, der strækker sig fra orangerødt til violetrødt.
Koboltblåt er den mest bestandige af de blå farver.
Ultramarinblåt er en kraftig blå farve der har noget violet i sig.
Kromoxyd eller kromilte grønt er en meget dækkende farve, men kan bruges.
Kromoxydhydrat, vert emeraude, er det bedste grønne farvestof, og ved blanding med en gul kadmium, fås nogle med fine gulgrønne farve klange.
Umbra, Jordfarve, beslægtet med okker, men farvet brun af manganforbindelser. Lysægte og billig.
Brændt Umbra, er ligeledes en fin rødbrun farve.
Druesort, en sort jeg selv bruger meget af.

Akvarellens malergrund har gennem tiderne haft vidt forskellige stoffer, som bærere af billedet, bl.a. pergament eller bleget hørlærred. Papir har dog haft langt den største anvendelse.
Papir er sammenfiltrede plantetaver. Allerede i århundredet e.v.t. fandt kineserne metoder til at fremstille papir af morbærtræets bark, og i begyndelsen af middelalderen blev metoden kendt i Europa. Her benyttedes desuden linnedklude af hør som et vigtigt råmateriale.
Papiret bliver fremstillet af hørklude, som er absolut ligninfrit for at bevare sin hvidhed. Bliver det med alderen brunt er det ødelæggende for billedet, som det vil blive hvis man malede på træholdigt papir.
Det fineste akvarelpapir er stadig kludepapir. Det er uforandret gennem lange tider blevet fremstillet som håndgjort papir eller bøttepapir, der kendes på sin særlige kant og tillige som regel på vandmærket. Disse papirsorter er stærkere og tåler bedre bøjning end selv de bedste sorter af træcellulose.
Som nævnt er råmaterialet hvide linnedklude af hør. bomuld er mindre værdifuldt. Kludene renvaskes og klippes i strimler. Dernæst sønderdeles de i en “hollænder”, der er et ovalt trug med en væg i midten. I denne maskine rives kludenes taver fra hinanden, idet papirmassen for hvert omløb i beholderen må passere en roterende tromle med skinner.
Håndgjort papir, bøttepapir, fremstilles ved, at en sigte med messingtrådnet i bunden dyppes ned i stofmassen. Sigtens kanthøjde bestemmer stofmængden og derved papirets tykkelse. Når vandet er rystet af sigten, lægges det bløde ark på en filtdug. En hel stabel ark presses på én gang fri for overflødigt vand, hvorefter de hænges til tørring.
Det papir jeg bruger er håndlavet her i Frankrig. Det vejer 400 gr. og er fremstillet på Moulin de Larroque.

Fortolkningen af et billede er direkte forbundet med en persons indstilling i det øjeblik det ses. Ved at se på det samme objekt, kan en person se to helt forskellige ting afhængigt af, hvilket humør og stemning personen er i på det givne tidspunkt.
Som et eksempel vil en person der ser på et maleri af en brølende tiger med munden vidt åben, og som føler sig lykkelig i det øjeblik, kunne fortolke dette billede som en tiger der ler højt.
Men hvis den samme person, af en eller anden grund var i mere sort humør, kunne det samme billede ses som en tiger, der skreg af smerte.
Der vil være mange forskellige opfattelser, nogen vil se mere på farverne, og tolke sin mening ud fra det, og andre vil kigge på udtrykket i øjenene osv. osv.
Det er selvfølgelig udmærket, men det kunne måske også være  spændende at forstå, hvad kunstneren fortæller os gennem sine billeder, så man derved fik en “dialog” med sine egen opfattelse og malerens.

På ovenstående akvarel, (Tiger Leap. 20 x 25 cm. 2013), ser man en tiger der angriber. Det har jeg vist, ved at lade tigeren springe ud fra det øverste højre hjørne af billedet, ned mod det nederste venstre hjørne.
Dette bliver undestreget af dyrets stærke gule farve der springer beskueren i øjenene, mod den violette farve, der er komplementær til den gule, og her bliver en farve der træder i baggrunden.
Det giver derved en “bevægelse i billedet” og det har ikke umiddelbart noget at gøre med om billedet viser et motiv i bevægelse.
Bevægelse angiver den rejse rundt i billedet, beskueren aktivt foretager med sine øjne mellem billedets forskellige elementer, og som derved bygger en handling op. Den kan vises i tegningen, i kompositionen, eller Pi farverne.
Det hvide papir bruger jeg til at opnå hvide eller meget lyse områder. Ved at undlade at male farve på disse, kan de bruges til at understrege tigerens skarpe tænder.