hypoxi

Ilt transporteres i blodet hovedsageligt bundet til hæmoglobin. En normal iltlevering er afhængig af:

• At en tilstrækkelig mængde ilt optages i blodet via lungerne.
• At ilt binder sig normalt til hæmoglobin som oxyhæmoglobin. Andelen af oxyhæmoglobin i forhold til den totale mængde hæmoglobin betegnes iltmætning (SaO₂) og kan måles med et pulsoximeter (SpO₂, normalt > 94 procent). Partielt ilttryk (PaO₂) er gastrykket (partialtrykket) af ilt i blodet. SaO₂ afhænger af PaO₂, og dette forhold vil fremgå af oxyhæmoglobinets dissociationskurve.
• At der er en tilstrækkelig mængde hæmoglobin i blodet til transport af ilt rundt til kroppens celler. Lav hæmoglobinkoncentration i blodet betegnes anæmi.
• At hjertet cirkulerer en tilstrækkelig mængde blod til kroppens væv. Mængden af blod, der cirkuleres i kroppen til enhver tid, bestemmes af hjertets evne og mulighed til at generere et hjerteminutvolumen.
• at ilt optages og udnyttes på celleniveau, således at en aerob metabolisme er mulig. Fx vil forgiftning med cyanid hindre cellernes udnyttelse af ilt på celleniveau via hæmning af enzymet cytokrom oxidase, selvom tilførslen af ilt fra blodet er normal.

Ved iltmangel på celleniveau vil cellerne gå over til anaerob metabolisme og producere mælkesyre (laktat). Mængden af ilt, der er knyttet til hæmoglobin, er betydeligt større end mængden, der er opløst frit i blodet, og under normale forhold er ilt knyttet til hæmoglobin vigtigere for iltleveringen. Ved hyperbar behandling kan PaO₂ øges kunstigt, så mængden af ilt opløst i blodet i større grad kan bidrage til iltleveringen.

Ved visse medicinske tilstande kan iltleveringen være normal, men udnyttelsen af ilt på celleniveau være nedsat, fx ved alvorlig SIRS. Ved forgiftning med cyanid vil cellernes evne til at udnytte ilt være stærkt hæmmet, selvom iltleveringen er normal, og døden kan indtræffe i løbet af kort tid.

Moderat iltmangel giver øget produktion af mælkesyre, uden at cellerne får varig skade. Alvorlig iltmangel giver efter få minutter celleskade, som nedsætter organfunktionen. Hvis ilttilførslen ikke genoprettes, indtræffer der celledød i løbet af minutter i hjernen eller i løbet af timer i de fleste andre organer, hvilket giver uoprettelig organskade.

Hypoxi er en generel betegnelse for en ubalance mellem ilttilbud og iltforbrug på celleniveau. Begrebet bruges imidlertid både om hypoxi i alle væv (generel hypoxi), i enkelte væv (regional hypoxi) og på celleniveau.

Begrebet hypoxi bruges ofte om tilfælde, hvor der egentlig er tale om hypoxæmi, som mere præcist betegner lavt iltindhold i blodet. Imidlertid vil en person kunne være hypoxæmisk, men alligevel have en tilstrækkelig iltforsyning til, at cellernes iltbehov er opfyldt, altså at en normal aerob metabolisme kan foregå. Men dette vil afhænge af, at hjertets minutvolumen og hæmoglobinniveauet er tilstrækkeligt højt.

En nedsættelse af blodcirkulationen til et væv vil give et fald i iltleveringen og dermed hypoxi for cellerne i dette væv. I dette tilfælde bruges primært iskæmi som en betegnelse for utilstrækkelig blodforsyning, som også indbefatter utilstrækkelig levering og fjernelse af andre stoffer, der er nødvendige for normal cellefunktion.

Generel hypoxi i kroppens væv er normalt en følge af hypoxæmi. Hypoxæmi kan skyldes:

• Nedsat ilttryk i indåndingsluften, fx ved ophold i højder eller forgiftning med gasser. Ved fx 5000 meters højde vil trykket af ilt i atmosfæren være faldet til et niveau, der svarer til at trække vejret med ti procent ilt ved havniveau (mod normalt 21 procent). På toppen af Mount Everest er tilsvarende værdi cirka seks procent.
• Nedsat ilttryk i blodet på grund af mangel på frie luftveje eller svigt i respirationssystemets evne til at tilføre blodet ilt (respirationssvigt).
• Lav koncentration af hæmoglobin i blodet (anæmi), som medfører, at kroppens kapacitet til at transportere ilt til cellerne er reduceret, fx ved større blødninger.
• Forgiftninger med stoffer, der forhindrer ilt i at binde sig til hæmoglobin, fx kulilte, eller som påvirker cellernes evne til at udnytte ilt, fx cyanid.
• Ved hjertestop vil ilten, der allerede er i blodet, dels blive brugt op og dels være ubrugelig på grund af mangel på blodcirkulation.

Ved hypoxæmi er der størst fare for skade af væv, der har et stort iltbehov, fx hjernen. Alvorlig forgiftning med cyanid vil også give en generel hypoxi (uden hypoxæmi) på grund af, at vævene ikke kan udnytte den ilt, der er i blodet.

Nedsat blodstrøm til kroppens organer på grund af kredsløbssvigt vil kunne give hypoxi på celleniveau i enkelte væv og organer på grund af en overordnet prioritering af blodstrømmen. Hvilke organer, der prioriteres, afhænger blandt andet af graden af aktivering af det sympatiske nervesystem og hormonudslip, blandt andet af adrenalin. Organer som hjerne, hjerte og nyrer vil prioriteres ved kredsløbssvigt, mens hud og muskulatur vil nedprioriteres og vil kunne udsættes for iskæmi og hypoxi.

Hos personer, der trækker vejret selv, består primær behandling af hypoxi, uanset årsag, i at sørge for frie luftveje og tilførsel af ekstra ilt til indåndingsluften (iltbehandling). Hos personer, der ikke trækker vejret normalt og er livløse, startes der hjerte-lunge-redning ved mistanke om hjertestop. Specialiseret sundhedspersonale kan vurdere nærmere, om en person, der trækker vejret dårligt, kan have behov for assisteret ventilation (overtryksventilation). Ved mere alvorlige tilfælde af iltningssvigt på grund af sygdomsprocesser vil respiratorbehandling kunne være nødvendigt.

Hvis årsagen til manglende iltlevering til et væv eller organ skyldes iskæmi, vil behandlingen være afhængig af, hvilket organ og hvilken sygdomsproces der pågår. Ved fx hjerteanfald eller slagtilfælde vil det kunne være nødvendigt at give medicin eller udføre interventioner, der vil åbne tilstoppede blodårer, så leveringen af ilt og andre stoffer til cellerne genoprettes.

• lungerne
• blodkredsløb
• blodgasser
• respiration