Iltbehandling er tilsætning af ekstra ilt til indåndingsluften, så den får et højere procentvist indhold af ilt end atmosfærisk luft. Iltbehandling anvendes til behandling af tilstande, hvor arterieblodets indhold af ilt er nedsat. Atmosfærisk luft indeholder 20,9 % ilt. Tilsætning af ilt til atmosfærisk luft øger gastrykket af ilt i lungernes alveoler, hvilket øger iltindholdet i arterieblodet.

Faktaboks

Også kendt som

oxygenbehandling

Anvendelse af iltbehandling

Iltbehandling kan anvendes ved lungesygdomme, der fører til lavt iltindhold i blodet, eksempelvis lungeødem, lungebetændelse, ARDS og kronisk obstruktiv lungesygdom.

Iltbehandling bruges også, når ilttilbuddet til kroppen er nedsat som følge af nedsat blodcirkulation, eksempelvis ved chok og hjertesvigt, lavt hæmoglobinindhold i blodet (anæmi), røgforgiftning og højdesyge. Iltbehandling er desuden vigtig behandling ved anfald af klyngehovedpine.

Procedurer

Iltbehandling i akutte situationer, i ambulancer og på hospitaler sker normalt ved, at ren oxygen (100 % O2) fra gasflasker eller fra centralanlæg tilføres gennem plastikrør, der går ind i næseborenes ydre del (næsekateter) eller ledes ind i en perforeret maske, der dækker næse og mund (åben ansigtsmaske). Ved denne type behandling fortyndes det rene oxygen med almindelig luft under indåndingen, og oxygenkoncentrationen i indåndingsluften bliver sjældent over 50 %. Hos børn kan oxygenbehandling også gives ved, at luften i en kuvøse eller et såkaldt oxygentelt tilføres ekstra oxygen.

Man kan opnå høje oxygenkoncentrationer (op til 100 % O2) i indåndingsluften ved, at rent oxygen indåndes via et mundstykke eller en tætsiddende maske med reservoir eller gennem et rør, der går ned i luftvejene, eksempelvis en trakealtube, trakealkanyle eller en larynxmaske.

Ved oxygenbehandling i hjemmet af personer med kronisk lungesygdom anvendes ofte maskiner, der koncentrerer oxygenmængden i luften, såkaldte oxygenkoncentratorer. Små bærbare kolber med oxygen i gas- eller flydende form er en alternativ kilde til oxygenbehandling for disse personer og gør, at de kan bevæge sig friere.

Brandfare

Ved enhver form for oxygenbehandling vil oxygenkoncentrationen i luften omkring personen også øges, hvilket øger brandfaren og gør, at rygning eller brug af åben ild i rummet er farligt.

Komplikationer ved iltbehandling

Indånding af 100 % oxygen kan over lang tid have skadelige effekter på lungerne. Risikoen for sådan skade må dog accepteres, hvis alternativet er livstruende oxygenmangel i blodet. I særlige situationer kan sådan behandling give øjenskader hos nyfødte eller fremkalde kramper ved høje barometertryk.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig