Valmiera

I 1224 kom stedet i Sværdriddernes besiddelse. De byggede en fæstning af træ. Efter at Sværdridderne var gået op i Den Tyske Orden, byggedes en borg – hvoraf der er bevaret ruiner – og en kirke senest i 1287. I beskyttelse af borgen udviklede sig en by, der fik Rigas byret i 1328 og blev medlem af Hanseforbundet i 1365. Byen lå på landevejen fra Riga over Cēsis (på tysk Wenden) og Valga (Walk) til Tartu (Dorpat) og deltog derfor i fjernhandelen.

Ufredsårene i 1500- til 1700-tallet tog hårdt på byen. Den blev i flere omgange erobret af russerne, polakkerne og svenskerne. Desuden hærgede ildebrande udenfor krigstiderne. Byretten blev ophævet i 1684.

Der kom lysere tider efter 1785, hvor Valmiera fik bystatus igen. I 1839 blev der grundlagt et lærerseminar (flyttet til Valga i 1849). 1889 blev Valmiera station på jernbanen fra Riga til Valga.

I 1821 havde byen 529 indbyggere (404 tyskere, 100 letter og 25 russere). I 1897 talte man 5050 indbyggere (603 tyskere, 3862 letter, 327 russere, 161 jøder, 45 polakker, 45 estere og 7 øvrige). I 1935 boede 8482 personer i byen (96 tyskere, 8056 letter, 119 russere, 93 jøder, 30 polakker, 31 estere og 57 øvrige).

Disse tal spejler en almindelig udvikling i Østersøprovinserne. Inden industrialiseringen var de fleste byboere tyskere. Deres absolutte tal forblev indtil 1. Verdenskrig næsten konstant, men industrialiseringen og urbaniseringen førte til en stor tilflytning af letter fra landet. Efter Letlands uafhængighed skrumpede tyskernes andel ind. Det havde to årsager: Dels udvandring til Tyskland, dels en omvending af assimilationsretningen: Letterne blev ikke længere germaniseret, men nogle tyskerne blev nu lettificeret.

I 1600 skrev historikeren Arild Huitfeldt og i 1732 Ludvig Holberg om et slag i Livland i 1219. Danskerne vandt under kong Valdemar Sejr og ærkebiskop Anders Sunesen, efter at Dannebrog var faldet ned fra himmelen. Den nærliggende by skulle derefter være blevet opkaldt Wolmer efter kongen. Wolmer er et plattysk og dansk navn for Valmiera. Volmerslaget er derfor oprindeligt opkaldt – som de fleste slag – efter stedet og ikke efter sejrherren. Slaget ved Valmiera med den dalende dannebrog blev malet i 1809 af Christian August Lorentzen og omsat til en radering af Georg Haas.

Lokaliseringen til Valmiera er næppe overbevisende, da Huitfeldt og Holberg lader kong Valdemar sejle med en stor flåde til stedet, hvor slaget fandt sted. Valmiera ligger langt inde i landet. Det eneste rigtige i deres fortælling er, at Valmiera er opkaldt efter en Valdemar, men det er uklart, om der sigtes til den danske konge eller en fyrste af Pskov . Selve Volmerslaget i 1219 omtales også hos den samtidige Henrik af Letland , der stedfæster det til Lyndanise og dermed til Tallinn , men Henrik omtaler ikke flaget. Flaget nævnes første gang i 1527, hvor begivenheden forlægges til Viljandi i 1208. Slaget er fortsat kendt som Volmerslaget, men forskningen er enig om at lokalisere det til et ellers ukendt sted i Tallinn. Og Dannebrog er flyttet med.

• Cēsis
• Lyndanise
• Tallinn
• Valga
• Viljandi