Pskov er en by i Rusland nær grænserne til Estland og Letland med 185.500 indbyggere (2025). Den er en af Ruslands bedst bevarede fæstningsbyer fra middelalderen. Katedralen er fra 1600-tallet, men den har på stedet haft tre forgængere, af hvilke den ældste, en trækirke, blev opført i 900-tallets anden halvdel på storfyrstinde Olgas initiativ. I dag er Pskov et jernbaneknudepunkt for Baltikums forbindelser med Sankt Petersborg.

Faktaboks

Også kendt som

på estisk Pihkva, på lettisk Pleskava, på tysk Pleskau (alle sandsynligvis af samme oprindelse)

Pskovs historie

Pskov er en af Ruslands ældste byer. Den er første gang omtalt i 903 i Nestorkrøniken, hvor årstallet dog må anses for fiktivt. Arkæologisk er der ingen tvivl om, at bosættelsen var ældre.

Byen var Novgorods vigtigste udpost mod sydvest og udviklede sig til en betydelig handels- og fæstningsby, der knap stod tilbage for Novgorod. Fra 1200-tallet ses separatistiske tendenser, og i perioden 1348-1510, da byen blev underlagt Moskva, var Pskov med opland i realiteten uafhængig.

Som fæstningsby var Pskov i middelalderen med tre forsvarslinjer nærmest uindtagelig. Det sås under den Livlandske Krig, da den polske konge Stefan Batory, efter at zar Ivan den Grusomme havde afvist Batorys fredsforslag, belejrede byen med store styrker mellem august 1581 og februar 1582, men måtte opgive.

Fra 1777 var byen centrum for et guvernement af samme navn. I og omkring byen findes flere klostre og kirker, som repræsenterer den særprægede Pskovarkitektur, der i 1500-tallet øvede betydelig indflydelse på moskovitisk kirkearkitektur.

Læs mere i Lex

  • Olga (storfyrstinde af Rus)

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig