Hans Jonathan

Hans Jonathan blev født til slaveri på Sankt Croix (nu Saint Croix) i 1784, sandsynligvis på den store sukkerplantage Constitution Hill. Både plantagen og dens arbejdsstyrke på 163 slavegjorte ejedes af Ludwig Schimmelmann, som var generalguvernør over Dansk Vestindien (nu U.S. Virgin Islands).

Hans Jonathans mor var Emilia Regina, en såkaldt husslave fra Schimmelmanns anden plantage La Reine. Hvem, der var Hans Jonathans far, vides ikke med sikkerhed, men formentlig var det Schimmelmanns unge danske sekretær, Hans Gram. I forbindelse med Hans Jonathans dåb betegnedes barnet som mulat, så faren har i hvert fald været en hvid mand.

Ludwig Schimmelmann flyttede i 1788 til Danmark og tog Emilia Regina med sig, men først nogle år senere fulgte hendes søn, Hans Jonathan. Hvad han lavede i mellemtiden, vides ikke, dog har han sikkert som andre slavegjorte børn været sat i arbejde, siden han var helt lille.

Hans Jonathan ankom til København i 1793 og blev genforenet med sin mor i familien Schimmelmanns store ejendom i Amaliegade 23. Her voksede drengen op under forholdsvis gode forhold, idet han lærte både at læse, skrive og regne og vist også at spille musik. Han var døbt på Sankt Croix og blev nu konfirmeret i Garnisons Kirke i København.

Samme år, som Hans Jonathan kom til København, døde Ludwig Schimmelmann, og hans enke Henriette arvede en stor formue, som også inkluderede fem slavegjorte i København. Ved folketællingen i 1801 omfattede husholdningen i Amaliegade Henriette Schimmelmann (60 år), hendes tyveårige søn, fem danske tjenestefolk samt de slavegjorte: kammerpigerne Emilia Regina (36 år) og Sabina Helena (40 år), stuepigen Juliane Sophie (17 år) og tjenerne Michael (21 år) og Hans Jonathan (17 år). Henriette Schimmelmann var nu gift for anden gang, hvorimod alle hendes folk i huset var ugifte.

Skønt slavegjort kunne Hans Jonathan frit bevæge sig rundt inden for byens volde. Her gjorde han bekendtskab med andre unge mennesker og fik flere venner. Forholdet til husets overhoved blev dog forværret, blandt andet fordi han begyndte at komme sent hjem om aftenen.

Helt galt gik det i foråret 1801, da Hans Jonathan erklærede, at han ville melde sig som frivillig ved forsvaret af København i den tilstundende krig mod England. Henriette Schimmelmann forbød ham det, og da han nægtede at adlyde, pryglede hun ham med en stok. Da besluttede den unge mand at flygte fra hende og melde sig under fanerne. Han, der var noget lavstammet, flygtede fra Amaliegade iført blå jakke, lange bukser og korte støvler. Henriette Schimmelmann meldte det straks til politiet og krævede at få ham – som jo var hendes ejendom – tilbage.

Under Slaget på Reden den 2. april 1801 var Hans Jonathan ombord på blokskibet ”Charlotte Amalie”, som var en kasseret kinafarer med 26 kanoner. Den fik 241 mand ombord, fortrinsvis frivillige uden maritim eller militær erfaring. Resultatet af den blodige kamp mod de krigsvante briter var, at det danske skib have 39 døde eller hårdt sårede og endnu flere lettere tilskadekomne.

Hans Jonathan var blandt de uskadte. Han fik 15 rigsdaler for sin indsats, og orlogsflåden antog ham til fortsat tjeneste.

Henriette Schimmelmann beklagede sig, idet hun hævdede, at Hans Jonathan var hendes personlige ejendom, og at han ved at løbe bort havde gjort sig til tyv – han havde stjålet sig selv! Dette kom den regerende kronprins Frederik (6.) for øre, og han skrev i maj 1801 til admiral Steen Bille, at ”da jeg ingen ufri Mand kiender i Dannemark, … saa kan dette Menneske ei heller ansees som Slave”.

Hans Jonathan skulle altså betragtes som en fri mand. Orlogsflåden tilbød derpå at godtgøre fru Schimmelmann tabet af den unge mand, men hun forlangte 400 rigsdaler i godtgørelse – dagsprisen for en ung mandsslave i Vestindien – hvilket flåden fandt alt for meget. Så påkaldte hun sig stædigt sin ejendomsret og krævede derfor ”min slave” tilbage, da hun nu ville sende ham tilbage til Dansk Vestindien.

Det endte med, at Hans Jonathan den 5. december 1801 blev arresteret og indsat i stadens fængsel, indtil retten kunne afgøre den spegede sag.

Under retssagen påberåbte Hans Jonathan sig kronprinsens udsagn, men da han ikke kunne bevise sin påstand, nægtede de fem dommere – med en ung A.S. Ørsted som pennefører – at tro på ham. De anerkendte i deres dom, som det var sædvane i tilsvarende sager, sagsøgerens ejendomsret til ”slaven” Hans Jonathan, idet den lovligt erhvervede ejendomsret i kolonien ikke ophørte ved ophold i Danmark. De anerkendte også hendes ret til inden 15 dage at føre ham ud af Danmark og til Vestindien, hvor egentligt slaveri var indiskutabelt, og hvor der ikke var ringeste tvivl om retsforholdet mellem slavegjorte og deres ejere.

Dommen blev afsagt den 31. maj 1802, og umiddelbart derefter flygtede Hans Jonathan ombord på et skib, som sejlede til Island. Som en fri mand slog han sig ned på den fjerne ø som agerdyrker og blev senere leder af den danske handelsstation i Djupivogur på Islands østkyst. Han blev i 1820 gift med islandske Katrin Antoniusdottir, og de fik tre børn. Hans Jonathan døde i Island i 1827.

• Ludwig Schimmelmann
• Henriette Schimmelmann
• dansk slaverihistorie 1660-1848