Ali Khamenei

Khamenei blev født som den anden af otte søskende i en from shiitisk familie. Faderen var islamisk lærd, og i 1957 rejste Khamenei selv til Najaf i Irak for at studere ved et islamisk præsteseminar. Et år senere vendte han tilbage til Iran for at fortsætte sine studier i Qom, landets teologiske centrum.

Trods en interesse for skønlitteratur forfulgte Khamenei en karriere som gejstlig. Som andre af sine samtidige teologistuderende blev han tilhænger af ayatollah Ruhollah Khomeini, som blev sendt i eksil i 1964 på grund af sin kritik af Irans daværende monark, shah Mohammad-Reza Pahlavi.

Sikkerhedstjenesten fængslede Khamenei adskillige gange, angiveligt blev han også tortureret. Denne erfaring blev en del af grundfortællingen om Khamenei som frihedskæmper.

Ruhollah Khomeini vendte hjem til Iran fra sit eksil i 1979, da revolutionen havde styrtet shahen. Khamenei blev en del af det nye styre, og i 1981, under Den Iransk-Irakiske Krig, blev han valgt til præsident og var en af Khomeinis tætteste allierede.

Det var han stadig, da Khomeini i sommeren 1988 udstedte en hemmelig befaling om massehenrettelse af politiske fanger. Mellem 2.800 og 5.000 blev dræbt, og i 2024 fastslog FN's særlige rapportør, at massakrerne udgjorde forbrydelser mod menneskeheden.

Khameneis religiøse rang var ikke høj. Så da Khomeini lå for døden i 1989, og der skulle findes en afløser, blev forfatningen ændret, så kravet om religiøs rang blev lempet. Khamenei blev hasteforfremmet til ayatollah, og kort efter Khomeinis død udnævnte det klerikale Eksperternes Råd ham til Øverste Leder.

I de efterfølgende 20 år konsoliderede ayatollah Khamenei sin magt. Gradvist underlagde han sig Revolutionsgarden, efterretningstjenesten, domstolene og statsmedierne. Gennem den såkaldte Lederskabsorganisation opbyggede han en overvågningsstat ved at placere sine egne repræsentanter overalt i samfundets vigtigste institutioner.

I 1990’erne stod Khameneis efterretningstjeneste bag en række drab på forfattere, systemkritikere og medlemmer af oppositionen samt politiske modstandere. Khamenei eksporterede også repressionen til Europa: I 1989-1992 blev bl.a. en tidligere premierminister, kurdiske eksilledere og systemkritikere dræbt i Frankrig, Tyskland og Østrig.

Da den såkaldte reformvenlige Mohammad Khatami vandt en jordskredssejr ved præsidentvalget i 1997, kom han efter kort tid i konflikt med Khamenei. Khatami og hans regering, der stod for en vis åbning af samfundet, en stærkere retsstat, øget pressefrihed og dialog med omverdenen, blev konsekvent og systematisk undergravet.

Ved hjælp af domstolene fik Khamenei lukket systemkritiske aviser og ført processer mod politikere og journalister, der dengang havde bred folkelig appel. Samtidig sørgede han via det klerikale Vogternes Råd for, at alle reformer fra parlamentet blev afvist, og at reformistiske kandidater blev forhindret i at stille op til valg.

Et studenteroprør i 1999 blev slået brutalt ned, og Revolutionsgardens officerer truede Khatami med militærkup – sandsynligvis med Khameneis opbakning.

Ti år senere, i 2009, var der på ny oprør i landet. Præsident Mahmoud Ahmadinejad, som var tiltagende upopulær blandt reformkredse, var blevet genvalgt efter omfattende valgfusk, og millioner af iranere gik på gaden i Den Grønne Bevægelse. Under disse protester hørte man jævnligt kampråbet "Død over diktatoren" med henvisning til Khamenei.

Igen blev oprøret slået brutalt ned; hundredvis af demonstranter blev dræbt, titusinder arresteret, og lederne blev sat i husarrest. Overlevende har senere kunnet dokumentere systematisk vold i fængslerne, herunder seksuel vold mod både mænd, kvinder og børn.

Samtidig strammede Khamenei grebet om religiøse mindretal, så som tilhængere af den ulovliggjorte bahai-religion, om seksuelle mindretal og om kvinder. Iran blev et af de lande i verden, der har flest henrettelser per indbygger.

Fra 2000-tallet opbyggede Khamenei en sikkerhedspolitisk strategi, som dels beroede på samarbejde med militser og terrorgrupper uden for Iran, dels på at gøre Iran til en tærskelmagt. Altså en stat, der er i stand til at berige uran til en grad, at det potentielt vil kunne bruges til kernevåben.

Særligt de sidste seks år af Khameneis styre er Irans økonomi blevet konstant forværret. Kombinationen af årtiers dårlig forvaltning af landets ressourcer, omfattende korruption og et internationalt sanktionsregime ført til inflation, tårnhøj arbejdsløshed og millioner af iranere under fattigdomsgrænsen. Endelig kollapsede den iranske valuta i december 2025

Den dårlige økonomiske situation i landet har flere gange fået folk til at gå på gaden i protest, hver gang med hård repression til følge. Og med små og store civile ulydighedsaktioner har iranske kvinder i årtier kæmpet for retten til at bestemme over egen krop. Khamenei svarede igen, at den obligatoriske hijab ikke var til diskussion.

Den 28. februar 2026 indledte Israel og USA et fælles angreb mod Iran, og det erklærede mål var et regimeskifte i landet. På krigens første dag blev en række centrale personer i det iranske styre dræbt. Blandt disse var ayatollah Khamenei, som døde under et luftangreb mod hans kontor i Teheran. Samtidig døde også hans datter, svigersøn, barnebarn og en svigerdatter.

Reaktionerne blandt iranerne var polariserede: landet over gik folk på gaden og dansede og fejrede ophøret af diktaturet; andre gik i sørgedemonstrationer, bl.a. på den ikoniske Naqsh-e Jahan plads i Isfahan.

• Irans historie fra 1978
• Irans historie 1900-1978
• Irans militær
• Irans atomprogram
• ayatollah
• houthierne
• Hormuzstrædet
• Modstandsaksen
• Tolvdageskrigen
• Hamas
• Israels historie
• krigen mod terror