Baltikum

Landområdet ved Østersøens østlige kyst og syd for Finske Bugt var i vikingetiden befolket af en række forskellige folk (estere, livere, kurer, letter, litauere med flere). Bortset fra litauerne kom disse folk under tysk og dansk indflydelse i takt med den tyske, svenske og danske ekspansion mod øst i 1100- og 1200-tallet, og estlandssvenskerne bosatte sig i kystområderne. Det område, som tyskerne og danskerne herskede over, blev opkaldt efter liverne og fik navnet Livland. I reformationstiden blev Livland luthersk.

Litauerne udviklede en egen stat, der fra 1385 i personalunion med Polen blev katolsk, hvilket den er forblevet frem til i dag.

Den Livlandske Krig (1558–1583) og de følgende krige endte med, at næsten hele Livland nord for floden Daugava i 1629 ved Altmarkaftalen kom under svensk herredømme; undtagelsen var den sydøstlige del, Polsk Livland, senere kaldt Letgallen, der forblev hos Polen-Litauen og blev katolsk. Området syd for Daugava var allerede i 1561 blevet et hertugdømme under den polske krone med tysksproget øvrighed og luthersk konfession. Den nordlige del af det gamle Livland kaldtes siden midten af 1500-tallet for Estland, den sydlige for Kurland og den midterste for Livland. Estland havde allerede i 1561 begivet sig under svensk herredømme; også her blev konfessionen luthersk.

I 1710 erobrede russerne Estland og Livland, men ændrede kun styreformen i ringe grad. Lutherdommen forblev den vigtigste religion. Ved de polske delinger i 1772 og 1795 kom også Polsk Livland under Rusland; desuden blev Litauen i 1795 indlemmet i det russiske rige. I løbet af 1800-tallet forsøgte russerne i voksende grad at russificere området, samtidig med at de lokale befolkningers nationale bevægelser udviklede sig.

I 1918 opnåede de tre baltiske stater selvstændighed, men i 1940 og atter i 1944/1945 blev de indlemmet i Sovjetunionen, der sovjetiserede Baltikum og også forsøgte at russificere det. Ved Sovjetunionens sammenbrud i 1991 blev landene igen selvstændige.

De latinske betegnelser Mare Balticum og fretum Balticum (mare og fretum betyder ‘hav’) forekommer for første gang i Adam af Bremens latinske krønike om de hamborgske ærkebisper fra ca. 1075. Adam afleder tillægsordet balticus af balteus (‘bælte’), fordi havet sagdes at have en sådan form. Han var utvivlsomt bedre informeret om Østersøens vestlige farvande end om de østlige. Det er derfor muligt, at han gik ud fra en lokal betegnelse for området omkring Storebælt, og at ordet derfor er beslægtet med bælt. Balticus er dog også blevet sat i forbindelse med ord i andre sprog (fx lettisk balts ‘hvid’) og med øen Baltia (eller Balcia), der nævnes i Plinius den ældres Naturalis historia.

Hvornår og hvor overgangen fra tillægsordet balticus til et navneord fandt sted, er ikke helt klarlagt. Muligvis skete det først i engelsk, hvor Baltic siden begyndelsen af 1700-tallet har kunnet betegne ‘Østersøen’ eller ‘landene omkring Østersøen’.

Fra ca. 1870 anvendtes Baltikum på tysk og i de nordiske sprog for ‘landene omkring Østersøen’, gerne i regionale opdelinger som Østbaltikum (der ofte svarede til Østersøprovinserne), Sydbaltikum (omtrent fra Pommern til Østpreussen; Østpreussen og Kurland havde dengang en fælles grænse, Litauen – eller snarere guvernement Kovno – strakte sig ikke til Østersøen), Vestbaltikum (fra Mecklenburg over Slesvig-Holsten og Danmark til Sydsverige) og Nordbaltikum (Nordsverige og Finland).

Delvis anvendtes også Baltikum i samme betydning som Østbaltikum; denne snævrere betydning synes at være opstået i Østersøprovinserne, som jo også kaldtes for de baltiske provinser.

Terminologien med Baltikum brugtes gerne i videnskaber som arkæologi, geologi og botanik, hvor de politiske grænser ikke passede sammen med de undersøgte fænomeners udbredelse.

Generelt brugtes lærde endelser på -um, -ium og -icum til latinske adjektiver på -us, -ius og -icus hyppigt i slutningen af 1800-tallet til at skabe navneord af intetkøn med. Disse nye ord betegnede ofte perioder (fx neolitikum) og kun sjældent regioner.

Efter de tre baltiske staters uafhængighed i 1918 fik ordet Baltikum hurtigt en ny hovedbetydning som fællesbetegnelse for Estland, Letland og Litauen, selv om det indtil 2. Verdenskrig fortsat kunne anvendes begrænset til Estland og Letland, dvs. de gamle Østersøprovinser.

Betydningsudviklingen af ordet Baltikum hænger nøje sammen et andet ords historie, nemlig baltisk, der rummer endnu flere nuancer end Baltikum.

Selv om der med begrebet Baltikum findes en fællesbetegnelse for de tre stater, har de langt mindre til fælles end fx de lande, der tilsammen kaldes for Skandinavien eller Norden.

Letland og Litauen har omtrent samme arealstørrelse, men Litauen har 50 % flere indbyggere. Letland og Estland udviser samme befolkningstæthed, men Estlands areal er kun 70 % af Letlands.

Baltikums naturlandskab er et resultat af istiderne, et overvejende fladt og fugtigt lavland, drænet af et net af floder. Det adskiller sig ikke væsentligt fra nabolandskaberne, ikke engang på den anden side af Østersøen.

• balter
• baltisk
• de baltiske lande
• baltiske sprog
• de baltiske stater
• cordon sanitaire
• Estland
• Kurland
• Letland
• Litauen
• Livland
• Polsk Livland
• randstaterne
• Øsel
• Østersøprovinserne