Plinius (den ældre)

Ved Vespasians tronbestigelse i 69 e.v.t. blev han atter aktiv som embedsmand og blev sendt som guvernør (prokurator) til adskillige provinser i imperiet. I løbet af denne tid skrev han også sit hovedværk, Naturalis Historia. I 79 var han udstationeret som befalingsmand for den romerske flåde i Syditalien, hvor han fra havnen Misenum blev vidne til vulkanen Vesuvs udbrud.

Hans nevø, som skildrede hans liv og død i to udførlige breve til Tacitus (ep. 6.16 og 6.20), berettede, at Plinius sejlede ufortrødent mod udbruddet for at redde, hvem han kunne fra villaerne langs kysten, hvor han døde kvalt i røgen. Disse forherligende breve er vores hovedkilder til Plinius’ liv. I et andet brev (ep. 3.5) skildrer han onklens forfatterskab og den utrættelige aktivitet, der gjorde det muligt for ham at indtage og nedfælde så meget viden, mens han var fuldt beskæftiget som embedsmand.

Meget lidt af indholdet i Naturalis Historia er originalt. Det var Plinius’ bestræbelse ikke ”bevidst at forbigå noget, som han nogetsteds har læst”. Efter eget udsagn har han uddraget 20.000 nævneværdige fakta fra 2.000 bind af henved 100 græske og romerske. I mange tilfælde er det eneste kendskab, vi i dag har til disse værker, gennem Plinius.

Naturalis Historia er opdelt i 37 bøger. Groft er strukturen som følger:

• 1: Forord, indholds- og kildefortegnelse.
• 2: Kosmografi, astronomi og meteorologi.
• 3-6: Geografi og etnografi.
• 7-11: Zoologi, startende med mennesket.
• 12-27: Botanik.
• 28-32: Medicinsk anvendelige dyreprodukter.
• 33-37: Mineralogi.

Som navnet antyder er udgangspunktet den naturlige verden, men set fra en antropocentrisk vinkel. Plinius går som regel meget hurtigt over til kulturhistorie, i det han beskriver, hvordan de forskellige naturobjekter er blevet brugt af mennesker.

Således handler bog 23-27 om planteprodukters brug i medicinen, hvilket i en naturligt glidende overgang går over til de medicinske egenskaber, som diverse animalske produkter har i bog 28-32. Bog 17 handler om frugttræer, hvilket fører til bog 18, som nærmest er en landbrugshåndbog.

Bog 36, der formodes at omhandle sten, er i høj grad en skulptur- og arkitekturhistorie indlejret under opslagsordet ”marmor”. Det er således ham vi har at takke for den viden at Laokoon-gruppen, som han anser for det bedste kunstværk overhovedet, stod i kejser Titus’ hus.

Plinius' forhold til magi og overtro er dobbelttydigt. På den ene side udtrykker han gentagne gange skepsis over for trolddom og varselskunst og afviser dem som "tomme løgne". Han kritiserer fx skarpt de persiske magere (magi) og deres påståede evner.

Han er dog mere tilbageholdende, når det kommer til traditionel romerske varselkunst såsom tydningen af lynnedslag, og han vil ikke udelukke, at der måske er en måde at fremmane regn og torden.

Grænsen mellem stoisk kosmografi og astronomi på den ene side og astrologi på den anden bliver til tider uskarp.

Plinius er ikke empiriker. Han fortæller ofte ting videre, som han har læst eller hørt fra mindre pålidelige kilder, hvilket ofte får ham til at fremstå godtroende og ukritisk. Uden forbehold berettes det for eksempel, at pindsvin skulle rulle rundt på faldne frugter for at samle dem ind på deres pigge. Dette billede har sat sig fast i europæisk folklore uden at have noget hold i virkeligheden.

Han er dog ikke helt ukritisk. Samme sted fortæller han, at gnaverne ved Sortehavet skulle have en særdeles skarp smagssans, ”dog undrer jeg mig over, hvordan forfatterne har fundet ud af det”, skriver han. Plinius tager forbehold over for mange af de mest forunderlige ”fakta” ved at introducere dem med ordene ”Man siger…” eller affærdiger dem med lignende tørre bemærkninger.

Når han beretter, at mange eksotiske skytiske stammer er kannibaler, bemærker han, at dette kan synes svært at tro, men man må betænke, at selv her ”i verdens midte” gjorde kykloperne og laestrygonerne, begge mytiske folkeslag fra Homer, engang noget tilsvarende.

Homer er altså ifølge Plinius et pålideligt sandhedsvidne, en mening der var udbredt men ikke universel i antikken. ”Det er forunderligt”, udbryder han på den anden side efter en beskrivelse af varulve i Arkadien, ”hvor vidt den græske godtroenhed går. Ingen løgn er så uforskammet, at der ikke er nogen, der vil stå inde for den!”.

Ikke al Plinius’ viden kommer fra skrevne kilder. Meget af hvad han kan tilføje af nyere materiale, kommer fra Romerske soldater og feltherrers beretninger. I afsnittet om rav, fortæller han fx først med skadefryd, at de græske autoriteter tager fuldstændig fejl, når de melder, at der findes rav ved floden Po i Norditalien. Rav kommer fra ”Germaniens kyst”, omtrent 600 romerske mil (ca. 900 km) nord fra Carnuntum i det nuværende Østrig – et overraskende præcist anslag for afstanden mellem Carnuntum og Østersøen, hvis man følger ravruten. Dette vidste han fra en ridder, som var blevet sendt derop på en ekspedition under Nero, og som stadigvæk var i live da Plinius skrev.

Som samler af andenhåndsviden afhænger Plinius' kritiske sans i høj grad af kildens holdning: hvor Theophrastos er rationalistisk, er Plinius det også; hvor Ktesias er fantastisk, følger Plinius med.

Denne inkonsistens afspejler mindre Plinius' egen tankegang end en grundlæggende metodologisk udfordring i hans forehavende – at formidle den samlede viden uden altid at kunne bedømme dens troværdighed. For den moderne forsker gør dette ham til et særligt værdifuldt vidne om netop det spektrum af holdninger og forestillinger, der eksisterede i den romerske verden.

Til trods for det renommé, som Plinius nød allerede i antikken, var Naturalis Historia med sine omtrent 400.000 ord for omfattende til hyppigt at blive læst og kopieret fra ende til anden. Et enkelt håndskrift fra det niende århundrede, Lipsius 7 i Leiden, er stamfader til alle fuldstændige håndskrifter, der findes.

Langt de fleste håndskrifter er altså uddrag og udvalg. En kondenseret version af de medicinske bøger kaldet Plinii Medicina nød enorm udbredelse i senantikken og middelalderen som en håndbog for læger. I det tredje århundrede skrev paradoxografen Solinus en bog om ”mindeværdige ting”, et kompendium af ”fun facts” der for tre fjerdedeles vedkommende stammer fra Plinius.

I middelalderen cirkulerede der en stor mængde af håndskrifter med udvalgte bøger af særlig interesse. Angelsakseren Alcuin sendte bud til England efter en kopi, da han skulle besvare Karl den Stores astronomiske spørgsmål, og vi ved fra Beda og irlænderen Dungal, at bog 2 om astronomi og meteorologi må have været standardværket om de emner på de britiske øer.

Fra det tolvte og trettende århundrede, hvor den middelalderlige leksikografiske tradition kom i fuld sving, har vi flere håndskrifter af Naturalis Historia og uddrag baseret på værket i dets helhed, og Plinius citeres regelmæssigt ordret af forfattere såsom Bartholomaeus Anglicus (ca. 1240) og Vincent af Beauvais som en autoritet på linje med Aristoteles.

Plinius gjorde særligt lykke blandt de tidlige renæssancehumanister. Trykken ophævede de barrierer, som værkets længde førhen havde sat for dets udbredelse, og der findes ikke mindre end 46 forskellige trykte udgaver fra før 1550.

Den stigende interesse for både den antikke og den naturlige verden og den lethed, med hvilken ny viden kunne udbredes, blev dog også dødsstødet for Plinius’ omdømme som en pålidelig forfatter. Således udgav Nicolò Leoniceno, en læge fra Ferrara, i 1492 en gennemgang af de medicinske fejl i Plinius. Dette førte til en 17 år lang dyst i pamfletform med historikeren Pandolfo Collenuccio, der prøvede at forsvare Plinius og bortforklare fejlene. Problemerne blev i løbet af det sekstende og syttende århundrede kun tydeligere.

De brister, der skæmmer Plinius som en naturvidenskabelig forfatter – hans mangel på systematisk tankegang, hans ukritiske udvalg, hans forkærlighed for det pudsige og finurlige fremfor det regelmæssige – er dog lige præcis det, som gør ham uvurderlig for oldtidsforskeren. Han bevarer meget, som ellers ville være gået uigenkaldeligt tabt, og et bedre vidne om den romerske videnshorisont og dens begrænsninger end Plinius kan man dårligt ønske sig.