Trykmetoder og trykprincipper er de teknologier, der anvendes til at overføre et tryk (et motiv bestående af fx tekst, billeder, illustrationer og farver) til et substrat (et materiale som papir, karton, pap, bølgepap, plast, glas eller træ).
Alle de trykmetoder der findes kan i princippet inddeles i to kategorier:
- trykmetoder med trykform
- trykmetoder uden trykform
Første kategori, som består af alle de traditionelle trykmetoder, kan grupperes i fire hovedprincipper (trykprincipper), som er navngivet efter den type trykform, der anvendes:
- højtryk
- dybtryk
- skabelontryk
- plantryk
Disse fire traditionelle trykprincipper har én ting til fælles; trykformene indeholder et fast trykbillede/motiv, som trykkes gentagne gange. Det er altså det samme motiv, der trykkes på hele oplaget. Når der skal trykkes nye motiver, skal der skiftes trykform.
Anden kategori (trykmetoder uden trykform) er primært karakteriseret ved at indeholde en række nye trykteknologier, som ikke anvender en trykform til at overføre farve til tryksubstratet. Siden midten af 1900-tallet er der udviklet mange andre trykprincipper og trykmetoder, som går under navnet kontaktløse trykmetoder eller non-impact printing technologies, hvilket dog er misvisende, da nogle af metoderne faktisk har kontakt med tryksubstratet. I disse trykteknologier bliver ”trykformen” fornyet før hvert eneste tryk (fx ved det elektrofotografiske trykprincip), eller trykfarven overføres direkte til substratet uden brug af trykform (fx inkjet). På denne måde kan hvert enkelt tryk, der kommer ud af trykmaskinen/printeren, indeholde forskellige motiver, hvorfor nogle af disse metoder også kaldes variabelt digitaltryk.
Alle eksisterende trykmetoder kan derfor kategoriseres i femoverordnede trykprincipper:
- højtryk, som indeholder trykmetoderne bogtryk, folietryk, foliepræg, Letterset (tøroffset) og flexografi;
- dybtryk, som indeholder trykmetoderne kobberstik, emballagedybtryk, magasindybtryk og tampontryk;
- skabelontryk, som indeholder trykmetoderne Serigrafi (fladbed), Transfer serigrafi og Rotationsserigrafi;
- plantryk, som indeholder trykmetoderne Litografi, litografisk arkoffset, litografisk rotationsoffset (heatset), litografisk rotationsoffset (coldset), tøroffset, bliktryk (offset); og
- digitaltryk, som indeholder trykmetoderne elektrofotografisk med tør eller våd toner, Inkjet (DOD, CIJ) og dye sublimation.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.