digitaltryk

Det elektrofotografiske princip fungerer ved, at trykbilledet dannes ved hjælp af lyspåvirkning og elektrisk ladet farve/toner. De fleste vil kende denne metode fra laserprintere og kopimaskiner med tør pulvertoner.

Som ved traditionelle trykmetoder kræver denne trykmetode et ”billedbærende“ element (som fx pladecylinderen i offset). Ved det elektrofotografiske princip er det en billedcylinder (image-carrier) eller OPC-tromle (Organic Photoconducter), som er behandlet med en lysføl-som overflade kaldet photoconductive. Denne overflade er elektrisk ”isoleret” i mørke men bliver mere ”ledende” ved belysning.

I 1938 opfandt Chester Carlson fra Halon (som senere blev til virksomheden Xerox) ”Det elek-trofotografiske princip”, som han fire år senere tog patent på. I 1949 blev den første Xerox kopimaskine med tør pulvertoner sat på markedet. Princippet blev i daglig tale kaldt ”xerografi” (udledt af det græske ”xeros” (tør) og ”graphos” (at skri-ve)). I 1959 blev den første xerografiske kopimaskine til almindeligt papir installeret og i 1970 kom den første xerografiske printer.

Første trin i trykbilleddannelsen er at generere en elektrostatisk ladning på den mørke trom-les lysfølsomme overflade. Et ”skjult/usynligt” trykbillede bliver dannet, når den lysfølsomme overflade bliver belyst forskellige steder og dermed bliver afladet. Der hvor tromlen ikke har fået lys, vil den altså stadig være ladet og dermed ”elektrisk tiltrækkende”, således at den kan tiltrække og fastholde toner. Ved en traditionel kopimaskine bliver ladningen af de ikke-trykgivende partier dannet af det reflekterede lys fra den original, der ligger på kopimaskinens glasplade, som kastes tilbage på den lysfølsomme overflade. Ved det elektrofotografiske princip bliver overfladen belyst med fx laserlys eller LED-dioder (Light Emitting Diode).Andet trin i den elektrofotografiske proces er at ”fremkalde“ det latente/skjulte trykbillede. Farven/toneren har en elektrisk ladning, der gør, at den bliver tiltrukket af det elektrisk lade-de trykbillede på trykbilledcylinderen. Når tromlen således kører forbi tonerpatronen, bliver den ”opladede” toner tiltrukket af det ladede trykbillede på tromlen. Efter denne ”fremkald-ning” eksisterer trykbilledet på trykbilledcylinderen som en distribution af tonerpartikler. Dette elektrisk ladede trykbillede bliver overført til papiret ved hjælp af såkaldte ”corona-tråde” der er placeret bag ved papiret, på dét sted hvor papiret har kontakt med trykbilledcy-linderen. Da corona-trådene har en ladning, der er modsat tonerens ladning, bliver trykbille-det (= pulvertoneren) på den måde ”suget” over på papiret. Til sidst bliver papiret med farven/toneren opvarmet (til ca. 200 grader), således at farven ”smelter” ind i papiret eller bliver ”brændt” ind i papiret.

Xeikons version af det elektrofotografiske princip blev solgt til andre maskinleverandører, som forholdsvis hurtigt tilbød deres version af 4-farve digitaltryk

Indigos version af det elektrofotografiske princip var yderligere raffineret, idet Indigo havde udviklet en ”våd pulvertoner” (ElektroInk), som kunne få farven til at trænge ind i papiret, i modsætning til alle de versioner, som anvender tør pulvertoner. Desuden anvendtes en gummidugscylinder, som gav en bedre trykafvikling, og der var mulighed for andre farver end CMYK. Indigo-maskinerne har altså potentiale til at give det pæneste tryk. Metoden kaldes også digital offsettryk, da der anvendes indirekte tryk via en gummidug. Indigo fremstillede maskiner, som kunne trykke på plast, CD’ere og på almindeligt kontorpa-pir. I dag er Indigo ejet af Hewlett Packard, og alle maskinerne hedder derfor HP Indigo.

I denne inkjet-metode skydes de enkelte farvedråber ud efter behov. Dråberne kan placeres meget tæt på hinanden eller oven på hinanden, hvilket kan give en høj opløsning på ca. 600–1000 dpi. Derfor er denne metode også velegnet til digitale prøvetryk, men også posterprintere og de store flat-bed-printere anvender DOD.

En interessant udvikling kan findes i de flad-bed-printere, der er ved at vinde udbredelse. I disse maskiner er det fx muligt at trykke et kvalitetstryk i farver på fx en dør. Virksomheden Inca var en af de første med maskiner, der kan tage trykemner med format helt op til 3,2 x 1,6 meter og med en tykkelse på 4 cm. Virksomheden Lüscher har en tilsvarende maskine, der kan tage formater på 3,5 x 3 meter, ligeledes med en tykkelse på op til 4 cm. Sidstnævnte hævdes at kunne trykke 100 m2 i timen (dette afhænger naturligvis af den ønskede opløsning og antallet af farver).

I denne inkjetmetode sidder en lang række dyser, som i en jævn strøm lader en række dråber falde ned imod papiret/substratet. De dråber, der skal anvendes oplades, og ”skubbes ud” af rækken, så de rammer substratet, mens de dråber, der ikke skal anvendes, blot falder videre ned i et opsamlingskar. Den lange række dyser og den frekvens, dråberne falder med, resulterer i, at dråberne falder i en fast matrix/”bitmap” – således at man i printet vil kunne se de enkelte dråber. Opløsnin-gen bliver derfor noget lavere end DOD (kun ca. 75 dpi). Men denne metode er til gengæld noget hurtigere end DOD.

CIJ inkjet anvendes typisk til såkaldte ”out-door”, megaformat digitalprint, som har en lav opløsning, da det oftest skal ses på mange meters afstand (fx de enorme udendørs reklamer). Første gang vi i Danmark for alvor så digitaltrykte ”out-door-reklamer”, var da Galle & Jes-sen-bygningen på Vibenshus Runddel skulle renoveres i 1999-2000. Bygningen blev helt indpakket af digitaltryk (trykt på PVC-plast), som var en reklame for American Express, trykt hos Vester Kopi, på en NUR-printer med en banebredde på 5 meter. De enkelte baner var ”svejset sammen”, og hele tryksagen var monteret med sejl-ringe på stilladset.

Denne digitale printmetode anvender en fast form for trykfarve som ændres til en gasagtig luftart når den tilføres varme. Trykfarven er netop unik ved, at den kan gå fra fast form til gas/luftart, uden først at blive flydende. Dermed kan farven trænge ind i det der skal trykkes på. Når substratet samtidig udsættes for varmen åbnes substratets porre og lader farven komme ind hvorefter den forsegles i materialet. Når farven køler af, opstår der dermed et permanent trykt motiv, som er trængt ind i materialet og fremstår som om, at motivet er indfarvet eller broderet. Det fungerer bedst på substrater af plast eller på substrater som er forbehandlet til at kunne modtage sublimationsfarven.

Det bruges blandt andet til: kmussemåtter, tekstil (fx sportstøj med klubdesign) , key-hangere og meget andet. Der anvendes typisk FM-raster og CMYK-farver, inkl. CcMmYyKk