termotryk

Den mest simple form for termotryk er den, vi kender fra supermarkedets kasseboner. Papiret er såkaldt termopapir, hvor små blækdråber er indlejret i papiret. Selve printeren er kasseapparatet, eller en lille kassebonprinter, der er tilknyttet kasseapparatet. Når printerens opvarmede printhoved rammer termopapiret der, hvor der skal være tekst, brister de indlejrede blækdråber, og der opstår en tekst – indefra.

Termopapiret kan have et fortrykt motiv på for- og bagside, trykt i en anden trykmetode (offset eller flexografi).

Ved termotransfer overføres farven fra et farvebånd, der indeholder farvepartikler blandet med hotmelt-lim. Ved denne proces opvarmes printhovedet dér, hvor der skal være motiv, og farvepartiklerne fra farvebåndet klæber til, fx den etiket, som vi kender det fra supermarkedets ”vej-selv-grøntsager". Her er motivet typisk en pris, en tekst og en stregkode. Termotransfer-printere findes dog i mange varianter og de anvendes i etiketbranchen. Man kan derfor få farvebånd i mange andre farver end sort.

Ved dye sublimation foregår trykprocessen ved, at en fast form for trykfarve ændres til en gasagtig luftart når den tilføres varme.

Trykfarven er unik ved, at den kan gå fra fast form til gas/luftart uden først at blive flydende. Dermed kan farven trænge ind i det, der skal trykkes på. Når farven køler af, opstår der dermed et permanent trykt motiv.

Det fungerer bedst på substrater af plast (inkl. nylon, polyester) eller på substrater, som er forbehandlet til at kunne modtage sublimationsfarven. Når substratet samtidig udsættes for varmen, åbnes substratets porre og lader farven komme ind, hvorefter den forsegles i materialet.

Metoden adskiller sig dermed fra traditionel inkjet, som anvender flydende ink, der overføres til substratets overflade. Dog findes der også sublimation inkjet, så området udvikler sig.

• digitaltryk
• trykmetoder