traner

Traner bliver 90-175 cm høje og har oftest hvide eller grå farver og nøgne, røde hudpartier i hovedet samt forlængede indre armsvingfjer, der hænger ned over halen. Vingerne er lange og brede, og flugten er kraftfuld; nordlige arter er udprægede trækfugle. Mange traner har gjaldende, trompeterende stemmer, som kan høres på flere kilometers afstand; hos disse arter danner en udbugtning fra luftrøret et resonansorgan i brystbenet.

Føden er blandet vegetabilsk og animalsk. Uden for yngletiden lever traner i flok, men parrene yngler enkeltvis, ofte i store moseområder. Kuldet er normalt på to æg og ruges af begge mager, og de redeflyende unger bliver sammen med forældrene til begyndelsen af ynglesæsonen det følgende år, også hos trækkende arter.

Ødelæggelse af levesteder, forstyrrelser og jagt har reduceret mange tranebestande, og hele 11 arter er rødlistede, heraf syv som sårbare, tre som truede og en (snetrane, Leucogeranus leucogeranus) som kritisk truet.

I Danmark forsvandt tranen (Grus grus) som ynglefugl i 1800-tallet, men nogle få par genindvandrede i 1950'erne til Nordjylland. I 1990'erne begyndte bestanden at vokse hurtigt, og i 2017 ynglede 413-546 par i moser i Danmark. Størstedelen af bestanden findes i Nord-, Vest- og Sydjylland, men der er også en tæt bestand på Bornholm.

Desuden trækker en stor del af de svenske og norske bestande over den østlige del af landet, både forår og efterår. Om foråret samles tusinder af traner på rastepladser i Sydsverige (bl.a. ved Hornborgasjön), hvor de udfører dramatiske danseopvisninger som led i pardannelsen.

Jomfrutranen (Grus virgo) fra Sortehavsområdet og Centralasien og den nordamerikanske prærietrane (Antigone canadensis) er truffet enkelte gange i Danmark.

Tranen symboliserer bl.a. vagtsomhed, udødelighed, kontakt med guderne, forårsbebuder, lykke, men forbindes dog i Indien med svig og i keltisk kultur med dårligt varsel. I middelalderens bestiarier og emblematik er den symbol på årvågenhed, lat. vigilantia, ud fra et sagn om, at tranerne, når de hviler sig, putter deres hoveder under deres vinger, men sørger for, at en af dem er vågen og har hovedet fremme. Et andet sagn, fortalt af Aristoteles, beretter, at tranen under hvil tager en sten i kloen eller i munden, så den straks vil vågne, hvis den falder hen. Det fortælles også – og gengives ikonografisk – at traner udkæmper slag med pygmæerne.

De store, langbenede og -halsede fugles flugt er majestætisk, et motiv der ofte spilles på i kinesisk og japansk billedkunst; en smuk russisk film af M. Kalatzov fra 1957 hedder Tranerne flyver forbi, et ledemotiv i en suggestiv krigs- og kærlighedshandling. I parrings-perioden udfører tranerne et spil med bl.a. gjaldende stemmer, baskende vinger og hop, den såkaldte tranedans, jævnfør udtrykket “en spurv i tranedans”, tillige navn på en komedie af J.C. Hostrup, 1846. Denne tranedans har undertiden været mimet under initiationsriter i fx det antikke Grækenland og i Kina.

I Kina og Japan er tranen et vigtigt emblem. Den symboliserer visdom og kontemplation, årvågenhed, social opstigning, lykke og langt liv, og den bruges i udpræget grad som dekorativt motiv. Den er en budbringer fra guderne, og den kan bære sjælene til det vestlige paradis og selv bo på de saliges øer.

Forlaget Gyldendals logo er en trane og bruges på alle dets bøger; to billigbogsserier er blevet kaldt Tranebøger og Traneklassikere. Forfatteren Ole Wivel var i en årrække direktør i Gyldendal, og hans erindringer om den periode hedder Tranedans, 1975.

• tranefugle