trakealtube

Trakealtuber findes i mange forskellige længder og dimensioner, tilpasset forskellige alderstrin og kropsstørrelser. Tuben kan være påført en oppustelig ballon (cuff), der tætner rummet i luftrøret uden for trakealtuben, når denne er på plads. Alternativt har tuben en glat overflade uden ballon, hvilket er mest almindeligt at bruge hos små børn.

Trakealtuber bruges oftest i forbindelse med generel anæstesi (narkose), ved genoplivningsforsøg og ved respiratorbehandling af personer, der modtager intensivbehandling.

Trakealtuben placeres som regel ved hjælp af et laryngoskop. Proceduren kaldes intubation. Proceduren er så ubehagelig, at den normalt udføres, når personen er bevidstløs. At have en trakealtube i luftrøret vil de fleste også opleve som meget ubehageligt, og derfor gives intuberede personer oftest stærk smertestillende medicin eller anæstesimidler.

Hos nogle personer kan det være svært at placere trakealtuben korrekt på grund af usædvanlige anatomiske forhold i svælget og struben, stiv nakke eller sygdomsprocesser, fx epiglottitis. Fejlagtig placering af trakealtuben med spidsen i spiserøret i stedet for i luftrøret kan derfor opstå, hvis det er svært at få overblik over de anatomiske forhold.

Tegn på fejlagtig placering kan være:

• manglende ventilationslyd over lungerne
• snorkende lyd op fra svælget, når der blæses luft ind i tuben
• øgning af mavens størrelse, fordi luft blæses ned i mavesækken i stedet for i lungerne
• en efterhånden blålig misfarvning af læber og huden (cyanose), fordi kroppen ikke får luft til lungerne.

Hvis ikke fejlplaceringen korrigeres hurtigt, kan der opstå alvorlig iltmangel i blodet, fx asfyksi, hypoxi, hypoxæmi.

Ved vanskelige anatomiske forhold kan gentagne forsøg på at placere trakealtuben i luftrøret give hævelse (ødem) i slimhinden og eventuelt skade stemmebåndene.

Ved langvarig brug af trakealtube kan der opstå sår på eller skade af stemmebåndene. Hos personer, der stadig har brug for tube efter 10–14 dage, eller hvor det antages, at behovet for respiratorbehandling vil vare ud over en sådan periode, foretages der derfor ofte trakeostomi, og trakealtuben skiftes ud med en trakealkanyle. Gennem en trakealkanyle kan vejrtrækningen ved behov fortsætte i årevis.

Hvis tubens diameter er så stor, at den trykker mod luftrørets slimhinder, kan der opstå hævelse på det snævreste sted lige under stemmespalten (subglottisk ødem). Denne hævelse kan først vise sig, når tuben fjernes, og den kan i værste fald helt eller delvist blokere luftrøret. Derudover kan luftballonen, især hvis trykket i den er højt over lang tid, skade slimhinden og ødelægge ringbrusk i luftrøret (tracheomalaci).

• anæstesi
• intubation
• trakealkanyle