senator (USA)

Hvor Repræsentanternes Hus repræsenterer befolkningen proportionalt efter indbyggertal, repræsenterer Senatet delstaterne som samlede politiske enheder.

Senatorerne vælges længere tid ad gangen end medlemmer af Repræsentanternes Hus (6 år mod 2 år). Senatorer vælges ved almindelige, direkte valg i deres delstat. Siden 1913 har denne valgproces været på plads med den 17. forfatningsændring. Inden da var det delstaternes kongresser, der udpegede senatorerne. Valgene afholdes på faste tidspunkter – typisk samtidig med andre valg i november i lige år.

Senatorens vigtigste opgave er at deltage i det føderale lovgivningsarbejde. Den føderale lovgivning kræver, at både Repræsentanternes Hus og Senatet vedtager den samme version af lovforslag, hvorefter USA's præsident underskriver eller nedlægger veto.

I det daglige indebærer arbejdet ud over behandling af lovforslag også forhandlinger i komitéer, høringer med eksperter, interesseorganisationer og embedsmænd, samt kontrol med den udøvende magt via undersøgelser og høringer.

USA's forfatning giver senatorerne en række væsentlige opgaver, der ikke deles med Repræsentanternes Hus. Det gælder godkendelse af præsidentens nomineringer af blandt andet dommere til USA's Højesteret, føderale dommere, ministre og ambassadører. De kan kun tiltræde deres post, hvis et flertal i Senatet godkender dem.

Det er også Senatet, der godkender de internationale traktater, som præsidenten og vedkommendes stab forhandler på plads. Traktaterne træder først i kraft, når to tredjedele af de tilstedeværende senatorer stemmer for. Det giver Senatet en nøglerolle i USA's udenrigspolitik.

Repræsentanternes Hus kan rejse tiltale mod føderale embedsmænd, herunder præsidenten, men det er Senatet, der fungerer som domstol i sager om impeachment. En domfældelse kræver et kvalificeret flertal, og den mulige sanktion er afsættelse og eventuel udelukkelse fra fremtidige embeder.

Et særtræk ved Senatet er den såkaldte filibuster: muligheden for at forsinke eller blokere lovgivning ved at fortsætte debatten og dermed forhindre en afstemning. Historisk har dette krævet langvarige taler fra Senatets talerstol, men i moderne praksis er det ofte nok, at et mindretal signalerer, at de vil bruge filibusteren.

For at afslutte en debat og gå til afstemning om de fleste lovforslag kræves traditionelt 60 ud af 100 stemmer i Senatet. Det betyder, at et mindretal på 41 senatorer kan blokere meget lovgivning, og at brede kompromiser ofte er nødvendige. Nogle typer sager – fx visse budgetlove – kan dog vedtages med simpelt flertal. Der har været gentagne politiske diskussioner om at ændre eller afskaffe filibusteren, netop fordi den giver et mindretal stor magt til at stoppe flertallets lovgivning.

Alle senatorer er medlemmer af et antal komitéer, som behandler lovforslag og fører tilsyn med den udøvende magt inden for bestemte områder, fx: udenrigspolitik, forsvar, finans og budget, jura, sundhed og uddannelse.

Det meste af det konkrete arbejde i Senatet foregår i disse komitéer, hvor senatorer specialiserer sig i politiske områder og opbygger tætte relationer til ministerier, interesseorganisationer og eksperter. Formænd og ledende medlemmer i magtfulde komitéer kan få stor national betydning, selv om de ikke nødvendigvis er kendt af brede vælgergrupper uden for deres egen delstat.

Senatorer repræsenterer deres delstat som helhed og skal balancere nationale hensyn (partilinje, præsidentens program, USA's sikkerhed og økonomi), med delstatens særlige interesser (erhverv, landbrug, miljø, militærbaser, universiteter, m.v.). Det gør, at senatorer ofte agerer som mellemmænd mellem lokale myndigheder, erhvervsliv og den føderale regering – fx når der skal skaffes føderale midler til infrastruktur, katastrofehjælp eller forskningsinstitutioner. Sammen med delstatens guvernør er senatorerne ofte blandt de mest synlige politiske aktører hjemme i delstaten.

En plads i Senatet er et magtfuldt embede i sig selv, og det er et springbræt til andre topposter i amerikansk politik. Flere præsidenter sad først i Senatet, bl.a. John F. Kennedy, Lyndon B. Johnson, Richard M. Nixon, Barack Obama og Joe Biden.

Den høje synlighed, adgang til nationale medier og det tætte netværk i partiet gør senatorposten til en central platform for politikere med ambitioner ud over delstatens grænser.

Gennem USA's historie har en række senatorer sat markante spor, enten gennem lovgivning, udenrigspolitik eller politiske konflikter. Nogle har været kendt som forligseksperter, som fx Henry Clay i 1800-tallet og Lyndon B. Johnson i midten af 1900-tallet, der begge reddede større politiske projekter gennem svære kompromiser. Andre er blevet set som ideologiske bannerførere, der snarere har trukket partiet eller offentligheden i en bestemt retning, som fx Ted Kennedy, der blev kaldt “Løven i Senatet” og sad i kamret i næsten 47 år, hvor han fokuserede på borgerrettigheder, sundhedsreformer og immigrationspolitik. Bernie Sanders er et lignende senere eksempel.

En af de mere berygtede senatorer er Joseph McCarthy, der sad som republikaner for delstaten Wisconsin fra 1947 til 1957. Han blev en prominent politisk figur i de tidlige år af 1950'erne med den såkaldte Red Scare ('rød skræk'). McCarthy brugte høringerne i Senatet til at gå på jagt efter hundredevis af påståede kommunister i udenrigsministeriet og andre dele af det føderale statsapparat samt i det amerikanske samfund.

• Senatet
• Kongressen i USA
• Repræsentanternes Hus
• USA's præsident
• guvernør (USA)
• USA's forfatning