Antonio Labriola

I studieårene i Napoli fulgte Labriola undervisningen hos filosoffen Bertrando Spaventa (1817-1883), der var kendt for sin læsning af Hegel. Den tyske filosof havde dannet en særlig skole i Italien, som Spaventa var en førende eksponent for. Baggrunden for denne udbredelse var, at Hegels idéer var i samklang med den samlingsproces som stat og nation, Italien var inde i midten af 1800-tallet.

Labriola ernærede sig ved at undervise og skrive artikler til pressen og fik i 1872 offentliggjort sine Lettere Napoletane (Napolitanske breve) i den florentinske avis La Nazione. De beskrev indgående de sociale opløsningstendenser i Napoli, efter at byen med Italiens Samling havde mistet sin status som hovedstad i det, der før hed Kongeriget Begge Sicilier. Sideløbende med dette arbejde fortsatte Labriola sine akademiske studier bl.a. af den tyske filosof Johann Friedrich Herbart (1776-1841), der i 1874 førte til, at han fik et professorat ved universitetet i Rom i filosofi og pædagogik.

I 1877 blev han af undervisningsministeriet gjort til leder af Museo d’istruzione e di educazione (Museum for uddannelse og dannelse), hvis mål var at løfte debatten og lovgivningen på undervisningsområdet. Labriola vendte sig imod den katolske kirkes indflydelse og hyldede princippet om ‘en fri kirke i en fri stat’. Han bakkede op om et monument midt i Rom for Giordano Bruno, der år 1600 blev brændt på bålet for sit kætteri.

Labriola var stærkt kritisk over for udviklingen i Italien efter Samlingen. Politisk bevægede han sig fra de moderat liberale til de mere demokratiske og progressive holdninger for fra 1890’erne at slutte op om den socialistiske bevægelse og det italienske socialistparti, Partito Socialista Italiano (PSI). I denne periode indledte han en omfattende korrespondance med Friedrich Engels og lederen af PSI Filippo Turati (1857-1932) og en lang række andre socialistiske og socialdemokratiske ledere.

Det var dog tydeligt, at Labriolas interesse især gjaldt de teoretiske aspekter af den internationale arbejderbevægelses førende teori: marxismen. I 1800-tallets sidste tiår udgav Labriola sine tre vigtigste afhandlinger 1. In memoria del Manifesto dei comunisti (1895, I erindring om Det kommunistiske Manifest), 2. Del materialismo storico (1896, Om den historiske materialisme), 3. Discorrendo di socialismo e di filosofia (1897, Om socialisme og filosofi), der gjorde op med de utopistiske og forsimplede versioner. På Georges Sorels initiativ blev værkerne hurtigt oversat til fransk.

Labriola indrømmede, at den socialistiske tanke var inde i en længere krise, og at doktrinerne og begreberne ikke helt stod mål med verdens kompleksitet. Han meldte sig dermed ind i den såkaldte revisionismedebat, som socialdemokraten Eduard Bernstein havde rejst i Tyskland.

I sine sidste år så Labriola positivt på den italienske kolonipolitik. Han argumenterede for, at den skærpede konkurrence mellem de imperialistiske stater ville fremme en udvikling, der igennem en styrkelse af de nationale borgerskaber på længere sigt ville sikre bedre betingelser for socialismen.

Labriola satte markante spor hos to af Italiens betydeligste tænkere i første halvdel af 1900-tallet.

Den første var Benedetto Croce, der var elev af Labriola og udgav de tre store afhandlinger fra 1895-1897. Croce deltog selv i revisionismedebatten, men han gik et skridt videre end sin læremester i kritikken af marxismen og afviste den helt. I 1938 og på et tidspunkt, da Mussolinis regime havde den største opbakning, valgte Croce at genudgive Labriola med et berømt forord, hvori han bekræftede sin tidligere afvisning af marxismen fra 1890’erne. Dette initiativ skabte imidlertid en fornyet interesse for den næsten glemte Labriola i de overlevede antifascistiske kredse, hvoriblandt socialisterne og kommunisterne var stærkt repræsenteret.

Den anden var Antonio Gramsci, der til forskel fra Croce brugte Labriola til at nytænke arven fra Marx og videreudvikle sit centrale begreb praxisfilosofi. Labriola blev dog aldrig det samme omdrejningspunkt i marxistiske debat efter 2. Verdenskrig som Gramsci og opnåede heller ikke samme globale udbredelse. Labriola står dog tilbage som en markant figur i debatten omkring den første af ‘marxismens kriser’.