Faktaboks

Travis Kelce
Født
5. oktober 1989, Westlake, Ohio
Nationalitet
Amerikaner
Travis Kelce i en kamp for Cincinnati Bearcats den 10. november 2012.
Travis Kelce
Af /Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Travis Kelce er tight end for Kansas City Chiefs i National Football League (NFL) og kendt for at danne par med sanger og musiker Taylor Swift. Han har vundet Super Bowl tre gange og betragtes som en af de bedste tight ends i NFL-historien.

Sammen med sin storebror, Jason Kelce (f. 1987), der i 13 år spillede center for Philadelphia Eagles og vandt Super Bowl LII, har han podcasten ’New Heights’.

Opvækst og ungdom

Travis Kelce er født i Westlake, men voksede op i Cleveland Heights. Begge byer er forstæder til Cleveland i Ohio.

Travis og Jason Kelce var uadskillelige som børn. Ligesom sin storebror var Travis Kelce bidt af al sport og spillede amerikansk fodbold, baseball, basketball og ishockey som barn. Først da han gik på Cleveland Heights High School, dedikerede han sig til amerikansk fodbold. Hans far, Ed Kelce, arbejdede som sælger i stålindustrien, mens hans mor, Donna Kelce, var ansat i en bank. Forældrene blev skilt, da børnene var voksne.

College-karriere

Ligesom sin storebror gik Travis Kelce på University of Cincinnati i Ohio. Modsat Jason Kelce fik Travis Kelce, der dengang spillede quarterback, et stipendium og blev også regnet for et større talent.

De to brødre fik kun sporadisk spilletid sammen, for efter at have fejret Cincinnati Bearcats’ sejr i Allstate Sugar Bowl i 2009-sæsonen i Bourbon Street i New Orleans med hash og alkohol blev Travis Kelce tilfældigt udtaget til narkotest og suspenderet i hele den efterfølgende sæson, som var Jason Kelces sidste i college. I 2011-sæsonen blev Travis Kelce taget til nåde. Her skiftede han permanent til tight end og blev kåret til den bedste college-spiller på positionen efter sæsonen.

NFL-karriere

Travis Kelce i aktion for Kansas City Chiefs. Foto fra 2015.
Travis Kelce
Af /Shutterstock/Ritzau Scanpix.

De disciplinære problemer i college bevirkede, at Travis Kelce først blev valgt som nummer 63 i tredje runde af NFL-draften i 2013, selv om hans talent egentlig rakte til mere.

Andy Reid (f. 1958), der to år forinden havde valgt Jason Kelce i sjette runde af draften som cheftræner for Philadelphia Eagles, var i mellemtiden blevet cheftræner for Chiefs og lod sig overbevise af Jason Kelce om at vælge Travis Kelce. En skade holdt ham dog ude af det meste af 2013-sæsonen, men allerede året efter var han med 67 grebne bolde for 862 yards den Chiefs-spiller, der noterede sig for flest receiving yards.

Hans første optræden i slutspillet kom i 2015-sæsonen, og fra 2016 og frem til 2024 var Travis Kelce en af grundpillerne på det Chiefs-mandskab, der vandt AFC West-divisionen i alle årene. I løbet af den periode blev det til fem optrædener i Super Bowl på seks år fra 2019 til 2024, hvoraf de tre blev vundet. Ingen andre har grebet lige så mange bolde i Super Bowl-historien som Travis Kelce. I Super Bowl LVII stod han over for Jason Kelce og Philadelphia Eagles. Det var første gang, at to brødre mødtes i Super Bowl som spillere. Lillebror endte med at vinde 38-35.

Privat

Travis Kelce og Taylor Swift efter Kansas City Chiefs' sejr over Buffalo Bills i AFC Championship-kampen den 26. januar 2025.
Travis Kelce
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Travis Kelce deltog i 2016 i datingshowet ’Catching Kelce’ på E! Entertainment Television. Den opmærksom, det medførte, var dog intet at regne for den bevågenhed, der er tilfaldet ham, siden han i 2023 blev kæreste med sanger og musiker Taylor Swift. Deres romance førte til en sand mediestorm, og tv-stationerne klippede jævnligt til Swift, når hun var blandt tilskuerne til Kelces kampe. Som følge deraf steg seertallene til Chiefs’ kampe, ligesom klubbens billetsalg og salg af merchandise steg mærkbart.

I august 2025 annoncerede Kelce og Swift, at de skal giftes. Deres opslag var i december 2025 det ottendemest likede opslag på Instagram nogensinde.

Podcasten New Heights

I september 2022 lancerede Travis Kelce og Jason Kelce podcasten ’New Heights’, hvor de to brødre fra hver deres hjem tager nyheder fra NFL og andre sportsligaer, deres egne kampe og populærkultur under kærlig behandling. Podcasten bliver også optaget på video og lagt ud på YouTube.

Få uger efter lanceringen var ’New Heights’ allerede den mest lyttede podcast på Spotify, og i 2023 toppede den Apple Podcasts’ liste over mest lyttede podcasts. I 2024 solgte brødrene distributionsrettighederne til ’New Heights’ til Amazon for 100 millioner dollars. Fra tid til anden indeholder podcasten også besøg af berømtheder eller familiemedlemmer. Mest berømt er Taylor Swifts besøg i august, hvor hun annoncerede udgivelsen af sit album ’The Life of a Showgirl’.

I et afsnit af ’New Heights’ afslørede brødrene, at deres efternavn egentlig udtales ’Kels’ – med et stumt ’e’ til sidst – men at deres far begyndte at bruge ’KEL-see’, fordi han blev træt af at rette folk, der udtalte navnet forkert.

Travis Kelce er reklamesølje for et hav af brands – heriblandt McDonald’s, Pfizer, Nike, Old Spice, Bud Light og forsikringsselskabet State Farm. Derudover er han involveret i flere selskaber, ligesom han har stiftet sit eget selskab, Hilo Nutrition, som sælger kosttilskud, og sit eget tøjmærke, Tru Kolors.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig