Rodresorption er en proces, hvor tandens rod gradvist nedbrydes og absorberes af kroppen.

Typer af rodresorption

Rodresorption inddeles i fysiologisk rodresorption, patologisk rodresorption, ekstern rodresorption og intern rodresorption.

Fysiologisk rodresorption

Fysiologisk resorption er en naturlig proces, der primært forekommer ved mælketænder. Mælketænder kan resorberes for at gøre plads til de permanente tænder. Denne type resorption er ekstern, fordi den starter fra ydersiden af roden og bevæger sig indad. Det kan opfattes som en del af den normale tandudvikling og vækst. Under deres udvikling i kæben stimulerer de permanente tænder nedbrydningen af rødderne på mælketænderne, så de kan falde ud og give plads til de nye tænder.

Patologisk rodresorption

Patologisk rodresorption er en unormal nedbrydning af tandens rod, som kan opstå som følge af skader, infektioner, tandregulering (ortodontisk behandling) eller andre medicinske tilstande. Patologisk resorption kan enten være ekstern eller intern afhængigt af, hvor resorptionen starter.

Ekstern rodresorption

Ekstern patologisk resorption opstår på ydersiden af tandroden og kan skyldes slag mod tanden, overdreven eller hurtig tandflytning i tandregulering, eller betændelsestilstande omkring tanden. Denne type resorption nedbryder tandens ydre rodstruktur fra knogleoverfladen og indad mod tandens nervevæv. Både tandroden og tandkronen kan påvirkes og kan føre til synlige skader såsom løsning af tanden.

Intern rodresorption

Intern resorption starter inde i tandens indre nerve og blodkar (pulpa) og nedbryder roden indefra. Det er en patologisk proces, der kan skyldes skader (traumer) eller en infektion i pulpa, som aktiverer kroppens resorptive mekanismer.

Intern resorption er sjældnere end ekstern resorption, men kan være sværere at opdage, da det foregår inde i tanden, og symptomerne kan være mindre tydelige, såsom misfarvning eller ændret form af tanden.

Behandling af rodresorption

En ekstern eller intern rodresorption opdages typisk ved rutinekontrol med røntgenbillede hos tandlægen. Hvis en ekstern rodresorption efterlades ubehandlet i længere tid, kan området efter den ødelagte rod erstattes med knogle, der vokser ind fra kæbeknoglen, hvor tanden sidder. Dermed vokser tanden fast i kæben og bliver totalt immobiliseret. Denne proces kaldes tandrodsankylose.

Behandling af en intern rodresorption er at rodfylde tanden. Dette kan helt eller delvis stoppe ødelæggelsen af tanden, sådan at den kan fungere i kæben som normalt for kortere eller længere tid. Behandling af en ekstern rodresorption er kirurgisk, hvor tandlægen åbner til resorptionen, renser den ud og indlægger et fyldningsmateriale.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig