Røntgenbillede af to kindtænder med flere rødder. Den rodfyldte kindtand er til højre. De blå pile peger på rodfyldningen, som fylder tandrødderne, der fremstår hvide pga. kontraststoffet i fyldningsmaterialet. Til venstre ses en sund kindtand. Den sunde tandnerve og blødtvæv fremstår sort på røntgenbilledet.
Rodbehandling
Af /Coronation Dental Specialty Group.

En rodbehandling foretages på en tand, når karies eller en skade på tanden har forårsaget en rodbetændelse af tandpulpa (bindevæv og nerver inde i tanden). Rodbehandling kaldes også for endodontisk behandling og foretages af en tandlæge. I visse lande uden for Danmark er endodonti et tandlægeligt speciale.

Fremgangsmåde

Ved rodbehandlingen åbner tandlægen op til tandens indre med et bor, hvorefter bindevæv og tandens nerver fjernes fra tandens rodkanal ved hjælp af specielle tynde tandfiler, som samtidig anvendes til at afglatte rodkanalens vægge. Rodkanalen renses omhyggeligt for bløddelsrester og bakterier, og ofte indlægges et desinficerende lægemiddel i rodkanalen nogle dage, før rodbehandlingen afsluttes.

I fortænderne er der som oftest én rodkanal, mens der i kindtænderne er flere. Rodbehandlingsproceduren kan derfor tage lang tid og kræver ofte flere tandlægebesøg. Behandlingen skal udføres aseptisk, hvilket skal forhindre, at der kommer bakterier til under behandlingen. Dette opnås ved at isolere tanden, der skal rodbehandles, med en desinficeret gummidug samt at bruge sterile instrumenter. Man skyller rodkanalen med en bakteriedræbende væske under udrensningen.

Selve rodbehandlingen består af et tæt fyldningsmateriale, der fylder rodkanalerne. Det mest almindelige rodbehandlingsmateriale er små gummispidser (guttaperka). Mellem guttaperkaen og rodkanalvæggen anvendes et tyndt lag af forseglingsmateriale.

Både før, under og efter behandlingen kan forløbet følges ved hjælp af røntgenbilleder af tanden.

Efter at rodbehandlingen er færdig, restaureres tanden med en fyldning eller krone.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig