Puffadderen har en potent gift, som primært er hæmotoksisk og cytotoksisk (vævsnedbrydende), og bid kan være alvorlige uden behandling. Giften har i høj grad en cytotoksisk virkning, hvilket vil sige, at den fører til celledød og vævsnekrose omkring bidstedet. Puffadderen er hvert år skyld i mange alvorlige forgiftninger og dødsfald i Afrika. Det skyldes både dens størrelse og dermed store giftmængde, giftens styrke og dens store udbredelse. Samtidig stoler den ofte på sin camouflage og bliver liggende stille frem for at flygte, når den møder mennesker, hvilket kan resultere i, at mennesker kommer i tæt kontakt med slangen, fordi de ikke ser den.
Giften består af en kompleks blanding af toksiner, især metalloproteaser (SVMP), serinproteaser (SVSP), fosfolipaser A₂ (PLA₂) og forskellige peptider, som påvirker blodets koagulation, blodkar og væv. Metalloproteaserne er blandt de vigtigste toksiner og nedbryder komponenter i blodkar og bindevæv, hvilket fører til blødninger, hævelse og vævsnekrose omkring bidstedet. Serinproteaserne påvirker blodets evne til at koagulere ved at aktivere eller hæmme forskellige koagulationsfaktorer, hvilket kan resultere i koagulopati. Fosfolipaserne A₂ bidrager til inflammation, vævsskade og i nogle tilfælde muskelnedbrydning. Sammen med andre mindre toksiner bidrager disse komponenter til både lokal vævsskade og systemiske effekter.
Forgiftning forårsaget af puffadderen er derfor typisk kendetegnet ved kraftige smerter, hævelse, omfattende vævsskade og blødningsforstyrrelser. Samlet set er puffadderens gift et komplekst hæmotoksisk og cytotoksisk toksinsystem, der primært virker ved at nedbryde væv, beskadige blodkar og påvirke blodets koagulation.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.