pike

En pike var et langt stagevåben.

Piker kendes allerede fra oldtiden, men de havde deres storhedstid fra 1300- til 1600-tallet. Selv efter at større dele af infanteriet blev bevæbnet med skydevåben i form af musketter, fortsatte man med at have afdelinger som var bevæbnet med de lange piker. De soldater som benyttede dette våben blev benævnt pikenerer. De var særligt effektive, når angribende kavaleri skulle holdes på afstand, men pikenerer kunne også anvendes offensivt til at drive fjenden infanteri baglæns, så han ikke fik tid og ro til at genlade sine enkeltskuds musketter.

Indførelsen af bajonetten i 1680’erne gjorde det muligt at anvende musketten som et stagevåben, og de fleste hære i Europa valgte derfor at afskaffe piken.

Piker var normalt fremstillet af asketræ med en od og en dupsko af stål. Længden var normalt ca. 6 m.

På orlogsskibe blev der anvendt en ca. 2,5 m lang pike (entrepike) som nærforsvar, hvis skibet blev forsøgt bordet af fjenden.

Under Englandskrigene blev der i 1801 oprettet en kystmilits, og den blev delvis udrustet med lange piker, de såkaldte kystmilitsspyd, da man ikke havde skydevåben nok. Tanken var, at de kunne afvise fjenden fra at gå i land fra robåde.