nyplatonisme

Nyplatonismens grundsynspunkt er, at den egentlige virkelighed er transcendent, immateriel og overindividuel. På grundlag af Platon udformedes et hierarkisk metafysisk system, klarest, enklest og mest indflydelsesrigt formuleret i 200-tallet af nyplatonismens førstemand, Plotin. Øverst står det højeste princip (den første hypostase): Det ene, der er princip for alt eksisterende og for al erkendelse, men selv hinsides væren og erkendelse.

Denne hypostase afspejles ved en art udstrømning (emanation) i den anden hypostase, ånden eller fornuften (på græsk nous), enheden af erkendelse og intelligible objekter, og denne hypostase afspejles igen i sjælen — verdenssjælen eller enkeltsjæle, der styrer og former materien. Mennesket er en del af den åndelige verden og har mulighed for at identificere sig med de højere, overindividuelle hypostaser; med et Platon-citat "at blive Gud lig så vidt mulig".

Plotins system videreførtes af hans elev Porfyrios (200-tallet). Jamblichos (ca. 300) udarbejdede et kompliceret metafysisk system, hovedsagelig kendt gennem Proklos (400-tallet). Nyplatonismen spillede en væsentlig rolle i debatter i den kristne teologi i 300-tallet, hvor blandt andre konvertitten Marius Victorinus gjorde brug af nyplatonsk filosofi.

I den sene kejsertid eksisterede der en nyplatonisk skole i Athen, indtil kejser Justinian lukkede Akademiet 529, og en i Alexandria, der ophørte med arabernes erobring 641. Nyplatonismen efter Plotin er karakteriseret af en udstrakt kommenteringsvirksomhed af såvel Platons som Aristoteles' skrifter.

Nyplatonismen har øvet betydelig indflydelse på senere filosofi og teologi. I den vestlige, latinske verden er Augustin en hovedrepræsentant for den overførelse til et kristent tankeunivers, der dominerede tidlig middelalder. I østen fik navnlig Pseudo-Dionysios Areopagitten betydning. Disse to tendenser forenedes hos irske Johannes Scotus Eriugena, der i 800-tallet oversatte blandt andre Dionysios til latin.

Nyplatonismen fik stor betydning for middelalderens kristne mystik. Fra senmiddelalderen kan nævnes Meister Eckhart og Nicolaus Cusanus. Renæssanceplatonismen (Marsilio Ficino, Pico della Mirandola) var hovedsagelig nyplatonisk inspireret. Direkte eller indirekte rækker indflydelsen videre fx til Cambridge-platonikerne i 1600-tallet og til romantisk filosofi og digtning.

• Platonisme
• hypostase
• senantik religion
• mystik