Begrebet kammertone, som også kaldes normaltone eller stemmetone, dækker tonen enstreget a (a1), som musikinstrumenter stemmes efter. I symfoniorkestre er det oboen, som spiller tonen, som alle stemmegrupper skal rette ind efter. Frem til midten af 1800tallet har der ikke været nogen fælles eller internationalt anerkendt kammertone; selv nabobyer kunne ofte have forskellig kammertone, og komponister kunne have forskellige idealer. Opfindelsen af stemmegaflen i 1711 gjorde det muligt at fastholde en bestemt tonehøjde. Georg Friedrich Händels stemmegaffel fra 1751 var fx på 422 Hz.
I barokken var kammertonen typisk omkring en halv tone lavere end i dag, hvor den siden 1955 har været fastsat til 440 Hz. Med musiklivets voksende internationalisering fulgte behovet for en entydig kammertone; i 1858 blev den i Paris sat til 435 Hz ("diapason normal"), internationalt vedtaget i 1889. Jo højere stemmetonen er, des mere glansfuldt klinger musikken. I flere moderne symfoniorkestre anvendes der af samme grund ofte stemmetoner højere end 440 Hz.
Den udbredte opførelse af ældre musik på historiske musikinstrumenter har på ny aktualiseret lavere kammertoner. Mange sangere nyder at synge i fx a=415 Hz, fordi stemmen ikke bliver presset unødigt.
Læs mere i Lex:
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.