Udvikling af computerprogrammer og it-systemer er en central del af dansk it-branche. Frem til midten af 1970'erne blev der i Danmark kun udviklet generel software hos Regnecentralen. Udvikling af brugerprogrammer og -systemer foregik hos leverandører, brugere, servicebureauer og selvstændige konsulentvirksomheder.
Servicebureauerne blev drevet af såvel leverandører som af fx staten (Datacentralen, grundlagt 1959, i 1996 overtaget af CSC), de kommunale organisationer (Kommunedata, grundlagt 1972, se KMD) og landbrugsorganisationer (Landbrugets EDB-center, LEC, grundlagt 1962, i 1999 overtaget af Mærsk Data, senere IBM).
Med den faldende pris på computerudstyr er servicebureauernes betydning mindsket. Til gengæld vinder facility management-firmaer frem. De påtager sig udvikling, drift og vedligeholdelse af store it-systemer, og kunderne "outsourcer" således disse opgaver. Både IBM, CSC og KMD påtager sig outsourcingopgaver, og de tre virksomheder er de største it-serviceselskaber i Danmark i dag (2006).
Pc'ernes succes fra 1980'erne og frem fik softwarebranchen til at vokse stærkt. Især opstod en række virksomheder omkring generel software, fx Damgaard Data (grundlagt 1983, i 2000 fusioneret med Navision, i 2002 købt af Microsoft), som udviklede økonomistyringssystemet Concorde, og Prolog Development Center (PDC, grundlagt 1984) med produktet PC-Prolog.
Endvidere dannedes et stort antal firmaer, der udarbejdede programmer til konkrete opgaver eller hele systemer med computere, netværk og software.
I begyndelsen af de 21. århundrede betragtes it i højere grad som et strategisk værktøj for virksomhedsledelsen end som ren teknologi for it-afdelingen. Det har betydet, at it-virksomhederne har fået konkurrence fra de store konsulenthuse som fx Accenture.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.