funktionsharmonik

I den snævre betydning henvises der til harmonik, som kan beskrives ved hjælp af den såkaldte funktionsteori og funktionsanalyse, som blev opfundet af tyskeren Hugo Riemann (1849-1919) og videreudviklet i Danmark samt en række andre, primært europæiske, lande. Her forstås alle akkorder som repræsentanter for tre funktioner, tonika, subdominant og dominant.

I den lidt bredere betydning henvises til musik, hvor de enkelte akkorder relaterer sig hierarkisk i forhold til et tonalt centrum – uden brug af Riemanns funktionsteori.

Begrebet functional harmony benyttes fx i engelsktalende lande, hvor funktionsteori sjældent benyttes. I stedet bruges fx trinanalyse, hvor akkorder benævnes i forhold til deres position i skalaen, således at førstetrinsakkorden er den akkord, der har grundtone på skalaens første trin. Denne bredere betydning åbner op for at tale om nogle former for jazz- og populærmusik i 1900-tallet og 2000-tallet som værende funktionsharmonisk.

• funktionsanalyse
• Hugo Riemann
• harmonilære