fabrik

De første fabrikker i moderne forstand opstod i England i den sidste del af 1700-tallet. Ofte nævnes det spinderi, som Richard Arkwright lod bygge i Cromford i starten af 1770’erne, som verdens første fabrik. Fra den engelske tekstilindustri bredte fabrikken sig til mange andre brancher, og fra England til mange andre lande, indtil den blev et globalt fænomen. Og fra fremstillingsindustrien bredte dens grundlæggende principper sig til andre sektorer i samfundet.

Den skoleform, som var dominerende i Danmark i en stor del af 1900-tallet, hvor klokken styrede dagens gang og elevernes læring var lagt i stramt skema, var på mange måder inspireret af, og en forberedelse til industriarbejdet.

Arbejdet i fabrikken adskilte sig naturligvis fra arbejdet i landbruget, men også fra den måde man arbejdede på i det traditionelle håndværk. I håndværket kunne der godt være flere, der arbejdede sammen på et værksted, men sjælden så mange som på fabrikken. Håndværkssvendene var også typisk mere eller mindre selvstyrende i gennemførelsen af deres arbejde, og ofte deltog de i hele processen med at fremstille et produkt, fra start til slut. Endelig var arbejdsdagen typisk bestemt af de konkrete opgaver, mere end af bestemte arbejdstider.

I modsætning til i håndværket, blev arbejdsdelingen langt mere udbredt i fabriksarbejdet. I en tekstilfabrik fandtes der specialiserede funktioner som karder, spinner, væver, farver og meget andet, og den der gjorde det ene, gjorde sjældent noget af det andet. Selvstændigheden i arbejdet var mindre. Og så var arbejdsdagen som regel nøje fastlagt i timer.

Den umiddelbare forklaring på, at fabrikkerne opstod, er teknologisk: for at udnytte nye typer af maskiner, typisk drevet ved vandkraft, måtte de samles i større antal, i bygninger indrettet til formålet. Richard Arkwright, som altså tillægges æren af at have bygget den første fabrik, var også opfinderen af en spindemaskine, som blev drevet ved vandkraft. Hans fabrik – og andre, bygget senere efter samme mønster – blev anlagt ved en flod, og konstrueret på en sådan måde, så kraften fra de store møllehjul, via aksler og remtræk, kunne fordeles rundt til maskinerne på den mest effektive måde.

Men der var formentlig også andre årsager til, at fabrikken opstod. I 1700-tallets engelske tekstilproduktion var det almindeligt at bruge det, der kaldtes forlagt arbejde. Forlæggeren var typisk en købmand i købstaden, som indkøbte uld og bomuld, som han så fik spundet og vævet på landet. Væverne havde måske en smule jord, som han ikke kunne leve af at dyrke. Væveriet var derfor en betydelig del af indtægten, og hele familien involveret: kone og børn spandt, mens manden vævede.

Set fra forlæggerens synspunkt var problemet, at varerne ikke altid var færdige som aftalt, når han kom for at hente dem. For måske betød vejret eller årstiden, at væveren havde været nødt til at bruge sin tid på at dyrke sin jordlod i stedet.

Løsningen på det problem bestod i at samle arbejdskraften i en særlig bygning. Det skete i de såkaldte manufakturer. Her foregik produktionen hovedsageligt med samme teknologi som i det forlagte arbejde, dvs. ved hånddrevne spinde- og vævemaskiner. Til gengæld kunne man holde en højere arbejdsdisciplin, for ville man have arbejde, så måtte man møde tidligt om morgenen og ar arbejde 10-12 timer, 6 dage om ugen – eller blive helt væk. Der var ingen mellemvej.

Det har fået nogle historikere til at argumentere for, at den væsentligste grund til at organisere arbejdet i først manufakturer, og siden den egentlige fabrikker, ikke var ny teknologi, men derimod et behov for at kunne disciplinere arbejdskraften. Omvendt må man sige, at der med udviklingen af den egentlige fabriksproduktion, faktisk også var tale om et teknologisk nyt, og mere effektivt produktionsapparat.

Det forekommer derfor rimeligt, at både ny teknologi såvel som ønsket om større arbejdsdisciplin var med til at fremme fabrikssystemets udvikling.

På samme måde kan man sige, at den historiske udvikling af forskellige typer af fabrikker både afspejler teknologiske forandringer, og forandrede måder at organisere arbejdet på.

Den oprindelige, engelske fabriks-type var indrettet efter datidens teknologi. Ikke bare sådan, at kraften fra et vandhjul kunne ledes frem til maskinerne med aksler og remtræk, med det mindst mulige tab af energi undervejs. Den var også høj og smal, fordi dagslyset udefra, som den væsentligste lyskilde, skulle kunne oplyse hele arbejdsrummet.

Langt op i tid var fabrikken også kendetegnet ved, at arbejderne skulle passere gennem en port på vej til og fra arbejde, så man kunne kontrollere deres tilstedeværelse. I de tidlige fabrikker var der ofte en plakat i porten, som oplyste om det af fabriksejeren dikterede arbejdsreglement. Når man passerede gennem porten, sagde man også symbolsk ja til at acceptere arbejdsvilkårene.

Op igennem tiden skabte den teknologiske udvikling mulighed for, og behov for nye typer af bygninger, som f.eks. fladebygninger med ovenlys og stadig større haller, bygget i jernbeton. Dertil kom stadigt mere specialiserede typer, som f.eks. kemiske fabrikker og tilsvarende proces-anlæg.

Ændrede ledelsesformer har også påvirket udviklingen af industriens bygninger. Et godt stykke op i 1900-tallet var det almindeligt med et ”værkførerbur”, et centralt beliggende, hævet kontorer, hvorfra mellemledere kunne overskue de arbejdende i produktionen. De findes ikke i så høj grad længere. På samme måde spiller den skarpe opdeling imellem arbejdere, funktionærer og ledelse, som tidligere afspejlede sig i fabrikkernes indretning, heller ikke helt samme rolle som tidligere.

• industribyggeri
• industrialisering
• den industrielle revolution
• bedrift