dannelsens historie

Den pædagogiske idéhistorie frembyder en lang række eksempler på forskellige kombinationer af menneskesyn, dannelsesideal og undervisningsindhold.

Begrebet blev først brugt i nyhumanismens kunstforståelse under den tyske idealisme i anden halvdel af 1700-tallet, og det er derefter blevet overført til at indfange menneskets tilblivelse eller dannelse i filosofisk belysning (det som Wilhelm von Humboldt kalder dannelsesfilosofi).

Dannelse kom således også til at blive et pædagogisk begreb: I fri og samtidigt disciplineret vekselvirkning med verden skal mennesket blive til et harmonisk, alsidigt og helt menneske.

Mens dannelse hurtigt blev en del af det danske sprog i 1800-tallet, er begrebet blevet til ”bildning” på svensk. Idet der ikke findes ækvivalente oversættelser til andre sprog, bruges ofte det oprindelige ”Bildung” på engelsk og i romanske sprog. Den nyhumanistiske forståelse af dannelse har dog sine forløbere i middelalderens latinske udtryk som imitatio (efterligning) og formatio (formning), som betød menneskets dannelse i Guds billede. I en moderne sekulær sammenhæng bliver det mere og mere til en forståelse af at individet selv bidrager til sin dannelse i eget billede.

I oldtidens Grækenland udviklede det klassiske paideia-ideal sig. Det byggede oprindelig på fagene gymnastik og musik, men hos sofisterne, Vesterlandets første egentlige lærere, blev grunden lagt til et sprogligt veltalenhedsideal, der brugte ordet som magtmiddel i overtalelsens tjeneste.

Sofisterne byggede i deres undervisning især på fagene retorik og grammatik. Men med Sokrates og Platon formuleredes et nyt syn på mennesket som et primært tænkende fornuftsvæsen, og de betragtede sproget som et erkendelsesmiddel til opnåelse af indsigt.

Platon lagde i dialogen Staten grunden til en ny paideia, baseret på et indhold for en højere undervisning, der gjorde selve menneskedannelsen, og ikke primært individets kvalificering, til undervisningens og opdragelsens egentlige formål.

I modsætning til sofisterne opstillede han et andet og mere matematisk betonet indhold i form af en fagplan, der tillige udgjorde en trinfølge. Efter tallæren, aritmetik, fulgte geometri, astronomi og musik. Men alle disse fag tjente kun som en forberedelse til den disciplin, som han anså for kronjuvelen blandt alle videnskaber, dialektikken.

Dialektikken var for ham forudsætningen for den højeste grad af erkendelse, forstået som indsigt i idéernes verden. Denne idéverden var ikke tilgængelig gennem sansning, men kun gennem tænkning. Det var dialektikkens opgave at skærpe tænkningen til denne højeste grad af indsigt. Gennem sine egne arbejder, der alle var affattet i dialogisk form, demonstrerede Platon selv indirekte brugen af dialektikken.

På længere sigt var det dog sofisternes sproglige veltalenhedsideal, der vandt udbredelse. I hellenistisk-romersk tid blev retorik, dvs. veltalenhed, dannelsens højeste mål.

Indholdet blev fastlagt som de syv frie kunster — frie forstået som kendetegnende for en overklasse af frie mennesker — bestående af trivium 'stedet, hvor tre veje mødes', dvs. de sproglige discipliner grammatik, retorik og dialektik, samt quadrivium 'stedet, hvor fire veje mødes', dvs. de matematiske og reale discipliner, aritmetik, geometri, astronomi og musik.

Man genkender i denne berømte fagrække inspiration fra både sofisterne og Platon. Romerne, bl.a. Cicero og Quintilian, overtog denne læreplan, som de anså for det bedste og mest alsidige grundlag for uddannelsen af den fremtidige taler. Men de gjorde den samtidig tosproget, så den omfattede både græsk og latin, og lagde langt større vægt på grammatikken, end grækerne havde gjort.

Veltalenhedsidealet og den læreplan, der fremstod på baggrund heraf, blev overtaget af den romerskkatolske kirke og holdt sig som skoleuddannelsens dannelsesideal gennem hele middelalderen.

Latin blev kirkens officielle sprog. Som en understregning af det religiøse element blev veltalenheden nu suppleret med fromheden, således at dannelsesidealet blev eloquentia et pietas, 'veltalenhed og fromhed'.

De syv frie kunster bevarede deres ydre form, men indholdet blev i løbet af middelalderen mere sprogligt-formalistisk med hovedvægt på grammatikken og især dialektikken.

De frie kunster blev grundlaget for tidens teologisk-filosofiske retning, skolastikken, og andre videnskaber, især fra grundlæggelsen af universiteterne omkring 1200. Den dialektik, der nu dyrkedes, var Aristoteles' logik og metafysik.

Opgøret med senmiddelalderens skolastiske dannelsesidealer begyndte i renæssancen, hvis tanker, studia, bredte sig ud over Europa, senere under navn af humanisme.

Humanismen havde rødder i antikken. Det græske ord for opdragelse, paideia, der også omfattede den personlige dannelse og kultur, var allerede af Cicero blevet erstattet med det latinske ord humanitas.

Dannelse blev derved ensbetydende med opdragelse til humanitet, dvs. 'det, der vedrører mennesket', i modsætning til det guddommelige og det animale, 'dyrenes verden'. Hertil hørte fortrolighed med det specifikt menneskelige: sprog og kultur, dvs. historie, litteratur, kunst og filosofi, med andre ord den fagrække, vi i dag omtaler som humaniora.

Respekten for det menneskelige førte i 1700-tallet i oplysningstiden til, at der i humanismens dannelsesbegreb indgik forestillinger om tolerance, menneskevenlighed og tanker om menneskerettigheder. Derved blev det humanistiske dannelsesbegreb på én gang en pædagogisk, moralsk og politisk norm.

Det humanistiske dannelsesideal, der altså i sin oprindelse var et opgør med middelalderens skolastik, kom dog selv hurtigt under anklage for ensidig sproglighed og grammatisk pedanteri.

Kritikken førte til forsøg på reform af sprogundervisningen indefra. En første reformbølge søgte at knytte sprogundervisningen tættere sammen med undervisningen i de øvrige fag, som det bl.a. kom til udtryk i Erasmus af Rotterdams værker.

Men de i pædagogisk henseende mest vidtrækkende reformer af sprogundervisningen blev skabt et århundrede senere af den tjekkiske pædagog Johann Amos Comenius under den anden humanistiske reformbølge.

Han blev ophavsmand til den såkaldte universelle dannelse, der havde som mål: at lære alle alt og at gøre det så grundigt og alsidigt som muligt. Foruden at indføre nye metoder i sprogundervisningen tilstræbte han en konsekvent sidestilling af "ord" og "ting" i undervisningen. I den berømte lærebog Orbis pictus 'den malede verden' fra 1658 demonstrerede han overbevisende denne sidestilling. Den var både en introduktion til "sprogene", dvs. latin og modersmålet, og til "tingene", som omfattede hele den sansede verden.

Den gamle fagplan, der byggede på de syv frie kunster, blev brudt op i tre nye faggrupper: sprogene, videnskaberne og kunsterne.

Den alsidighed og balance, der kendetegnede Comenius' dannelsesideal, blev ikke opretholdt i de efterfølgende århundreder. Der skete atter en stærk betoning af det sproglige element i undervisningen med latin som det vigtigste fag i læreplanen.

Den tredje humanistiske reformbølge indtraf omkring 1800 under navn af nyhumanisme, denne gang begrænset til en reformbevægelse inden for den højere skole.

Nyhumanismen udsprang af utilfredshed med undervisningen i latinskolerne, som på trods af tidligere reformforsøg havde fastholdt hovedvægten på en grammatisk-sproglig oplæring.

Målet med undervisningen skulle være fortrolighed med den klassiske kultur som forbillede for eftertiden, herunder med dens sprog som en del af den kulturelle arv.

Selvsyn (autopsi) og tekstlæsning blev derfor sat i højsædet i stedet for grammatisk oplæring. Nyhumanisternes nøglebegreb var ordet dannelse, forstået både materialt og formalt som en udviklet evne til at bringe orden i forestillinger og til selv at danne nye forestillinger: materialt ved kendskabet til den almene og æstetiske kultur gennem læsning af de klassiske tekster på originalsprogene, dvs. latin og for nyhumanisternes vedkommende især græsk, og formalt ved den karakterdannende virkning, der udgik fra lærestoffet; de klassiske sprog blev opfattet som en uforlignelig slibesten for forstanden.

Samtidig blev den "gamle" sprogskoles dannelse genstand for mere radikale angreb: et reformpædagogisk og et nationalromantisk.

Den reformpædagogiske bevægelse, hvis repræsentanter alle gik til angreb mod "bogskolen", begyndte allerede i oplysningstiden med bl.a. Jean-Jacques Rousseau. I Émile (1762) betonede han med overbevisende kraft barnets naturlige udvikling og sanseopdragelsen, og Émile skulle tillige lære sig et håndværk.

Ud over disse træk tilførte Rousseau dannelsesbegrebet et kulturkritisk element, der stadig indgår som en væsentlig bestanddel af et nutidigt begreb om dannelse. I 5. bog af Émile, også kaldt Sophie, beskrev han tillige pigeopdragelsen, der afveg radikalt fra den opdragelse, der blev Émile til del.

Den britiske filosof og pædagog Herbert Spencer slog i bogen On Education (1861) til lyd for at lægge den biologiske nytte til grund for opdragelsen, dvs. den nytte, der tjener til menneskets overlevelse som biologisk artsvæsen. Et moderne fag som miljølære ville være faldet helt i Spencers smag. Han opstillede et opdragelsesprogram, der stærkt afveg fra tidens herskende sproglige.

Den amerikanske filosof og pædagog John Dewey, der også var inspireret af den biologiske videnskabs landvindinger, valgte at anskue mennesket som et handlende og problemløsende væsen, der befinder sig i en fortsat aktiv-passiv tilpasningsproces i forhold til omgivelserne.

Deweys dannelsessyn førte til en pædagogik, der først og sidst betonede tilegnelsen af metode, dvs. en problemløsningsmetode, af andre senere omsat til en projektmetode. Retningslinjerne for sin problemløsningsmetode redegjorde han for i bogen How We Think (1910). En dybtgående fremstilling af sin pædagogik gav han nogle år senere i den amerikanske progressivismes hovedværk Democracy and Education (1916), et kulturfilosofisk værk, hvor han knyttede uddannelse og demokrati sammen som hinandens forudsætninger.

Endelig undsagde tyskeren Georg Kerschensteiner i begyndelsen af 1900-tallet det gamle begreb "almendannelse" med den begrundelse, at tyngdepunktet her lå i det boglige og kundskabsmæssige. Som mål for dannelse opstillede han i stedet "den brugbare statsborger", og midlet, der skulle føre frem til dette mål, beskrev han som "arbejdsskolen", hvor vægten blev lagt på de manuelle håndværksfag. Han fremhævede den opdragende virkning, der udgik fra disse fag, og begrundede deres værdi ud fra såvel sociologiske som psykologiske overvejelser. Det var en færdighedsskole snarere end en bogskole, han ønskede. Han beskrev arbejdsskolens mål og mening som "med et minimum af kundskaber at udløse et maksimum af færdigheder".

Også repræsentanterne for den nationalromantiske bevægelse angreb den lærde skoles dannelsesideal og ønskede i stedet vægten lagt på modersmålet, den nationale historie og litteratur.

Bevægelsen hører 1800-tallet til, og den fik i kraft af N.F.S. Grundtvig stor gennemslagskraft i Danmark. I sine skoleskrifter fra 1830'erne rettede Grundtvig sin kritik mod latinskolen, som han kaldte "dødens skole", og ønskede den erstattet med "livets skole", dvs. en skole for det borgerlige og folkelige liv, baseret først og fremmest på modersmålet.

For "da nu Modersmaalet baade i sig selv er Folkelivets Sjæl og er Tale-strømmen, som enten forbinder os med eller adskiller os fra Folket, saa er Brugen, Behandlingen og Oplysningen af Modersmaalet paa den Danske Høiskole i alle Maader Hovedsagen, saa forfeiles eller forfuskes den, da hjelper alt andet igrunden slet ikke, men redder og reiser kun Modersmaalet sig, da staar alt andet Dansk til Opreisning".

Den "danske Høiskole" tænkte han sig placeret i det gamle ridderakademi i Sorø. Den skulle være en skole for "det Levende, det Fælles og Almindelige". Det er især hans forkærlighed for folk og folkelighed, der leder tanken hen på indflydelsen fra romantikken. Men denne indflydelse inspirerede ham til en original udlægning af hævdvundne pædagogiske begreber som oplysning, dannelse, dannelsesindhold og metode.

Set i et idéhistorisk tilbageblik har det pædagogiske dannelsesbegreb altid været brugt til at rette op på en eller anden form for ensidighed.

En fremtidig forvaltning heraf omfatter derfor også spørgsmålet om at finde frem til den rette balance i dannelsesindholdet mellem de sider i dannelsesbegrebet, som ovenstående gennemgang har afdækket: balancen mellem det tænkende og det handlende, det sproglige og det sansede, det boglige og det færdighedsmæssige, det fælles og det personlige, det traditionsbestemte og det kritiske.

Man kan i den forbindelse minde om Wilhelm von Humboldts definition af dannelse som “den højeste og mest afbalancerede udvikling af mennesket”.

• dannelse
• almendannelse
• danskundervisning
• opdragelse
• pædagogik