Begrebet kunst, som det kommer til udtryk i ordforbindelser som krigskunst, elskovskunst og kogekunst, dækker enhver særlig udviklet færdighed (kunnen). Siden oplysningstiden i 1700-tallet er kunst imidlertid blevet fællesbetegnelse for de såkaldt skønne kunster: i første række maleri, skulptur, arkitektur, teater, musik, dans og digtning, men siden har kunstbegrebet bredt sig til et væld af andre genrer og hybrider mellem dem, der i praksis har udfordret kunstens binding til skønhed – heriblandt fotografi, film, performance, readymades, installation, konceptkunst og computerkunst.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet kunst kommer af middelnedertysk kunst, afledt af kunnen 'kunne'; græsk techne, latin ars.
I denne moderne betydning dækker begrebet alle æstetisk frembragte fænomener, der tilføjer nye lag til publikums verdenserfaring. Kunsten opfattes nu som højdepunktet af menneskets kreative evne, dvs. evnen til at frembringe noget nyt gennem intuition snarere end fornuft. Kunsten forbindes her med autonomi, dvs. frihed fra udefra pålagte formål af politisk, religiøs eller praktisk art.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.