Bisfosfonater er en gruppe lægemidler, som bruges til at hæmme nedbrydning af knoglevæv.

Virkning

Skelettet består af knoglevæv, som konstant nedbrydes og derefter genopbygges i en proces kaldet knogleremodellering. Dette er for at skelettet hos børn kan vokse og blive vedligeholdt hos voksne. Cellerne, der nedbryder knoglevævet, kaldes osteoklaster. Cellerne, der står for opbygningen af knoglevævet, kaldes osteoblaster. Normalt er der en balance mellem aktiviteten af osteoklasterne og osteoblasterne. Osteoklaster og osteoblaster supplerer altså hinanden. I tilfælde, hvor aktiviteten af osteoklasterne bliver unormalt høj, kan det forårsage en ubalance, hvor knoglevævet bliver nedbrudt i større omfang end det bliver genopbygget. Bisfosfonater virker ved at hæmme osteoklasterne og deres aktivitet, hvilket fører til at knoglevævet i mindre omfang bliver nedbrudt.

Anvendelse af bisfosfonater

Bisfosfonater anvendes både hos mænd og kvinder til at forebygge eller behandle knogleskørhed (osteoporose).

Derudover anvendes bisfosfonater ved sygdomme med for højt indhold af calcium i blodet (hypercalcæmi), hvor lægemidlet kan være med til at nedsætte udstrømningen af kalk fra knoglevævet til blodbanen (f.eks. ved visse former for kræft).

Omkring en procent af befolkningen bruger bisfosfonater til enhver tid.

Præparater

Den kemiske strukturformel for alendronsyre. Alendronsyre er et eksempel på et bisfosfonat.
Strukturformel for alendronsyre
Af .
Licens: CC BY NC ND 4.0

Lægemidler, der tilhører gruppen bisfosfonater, inkluderer blandt andet alendronsyre (Alendronat, Binostro), risedronsyre (Risedronat), ibandronsyre (Bonviva), og zolendronsyre (Aclasta).

Nogle af præparaterne tages blot én gang om ugen enten som en almindelig tablet (Alendronat) eller som en brusetablet (Binostro – der også indeholder alendronsyre). Nogle præparater tages som en tablet én gang om måneden (Bonviva, Ibandronsyre). Injektionspræparater tages hver tredje måned (Bonviva) eller én gang om året (Aclasta).

Bivirkninger ved bisfosfonater

Almindelige bivirkninger er blandt andet lettere gener i mave-tarm-kanalen, såsom kvalme, oppustethed, diarré og mavesmerter. Bisfosfonater kan virke ætsende på slimhinderne i spiserøret og kan føre til lokale ætseskader og sårdannelser i spiserøret eller spiserørsbetændelse (øsofagitis). Der er en risiko for at få for lidt calcium i blodet (hypokalkæmi). Muskelsmerter kan også forekomme. Efter mange års behandling er der en lille risiko for at slimhinden i kæben kan have svært ved at hele, hvis man har behov for at få fjernet en tand eller at der kan opstå såkaldte atypiske brud af lårbenet.

Forsigtighedsregler

Bisfosfonater som tabletter kan give ætseskader i spiserøret, og derfor bør lægemidlerne indtages med rigeligt vand. Man bør også stå oprejst i mindst 30 minutter efter indtagelse. Bisfosfonater i form af tabletter anbefales ikke, hvis man har synkebesvær eller har problemer med at stå oprejst.

Bisfosfonater bør indtages fastende og ikke tages med mad (herunder mælk eller mælkeprodukter), da dette kan reducere optagelsen i tarmen. Kosttilskud med calcium og D-vitamin bør heller ikke tages samtidig med bisfosfonater.

Ved nedsat nyrefunktion skal man være forsigtig ved brug af bisfosfonater, da en del af lægemidlet udskilles gennem nyrerne med urinen.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig