australske sprog

Det regnes for sandsynligt, at alle de australske sprog i sidste ende er indbyrdes beslægtede, men det er ikke med sikkerhed påvist. Ifølge seneste optællinger tilhører sprogene 21 forskellige sprogætter eller sprogfamilier, hvoraf 6 er isolater, hvilket vil sige sprog, der ikke har nogle påviste slægtninge. Den største sprogfamilie, pama-nyungan, dækker 9/10 af kontinentet og omfatter langt de fleste sprog. De øvrige sprogfamilier er alle koncentreret på den nordvestlige del af kontinentet.

Et slægtskab mellem de australske sprog talt på det australske fastland og sprogfamilier uden for Australien er ikke påvist. På de østlige øer i Torres Strait tales sproget meriam mir, som er et transnyguineansk sprog, som er en familie af sprog, der ellers tales i Papua Ny Guinea.

Derudover regner man med, at der tidligere blev talt mellem otte og seksten sprog på Tasmanien, men man ved meget lidt om disse. Siden 1990’erne har The Tasmanian Aboriginal Centre arbejdet på at genoplive et fælles tasmansk sprog, palawi kani. Det bygger på overleveret viden om de forskellige sprog, der blev talt på Tasmanien før kolonialisering af øen og efterfølgende politik om at fjerne børn fra deres familier, hvilket medførte stort tab af viden om traditionelle kultur.

Ud over de oprindelige australske sprog er der flere nyligt opståede kreolsprog, som især tales af oprindelige australiere. De to vigtigste er de engelskbaserede kriol (også kendt som aboriginal English) og yumplatok, som i stigende grad er i brug blandt oprindelige australiere. På trods af ligheder med engelsk klassificeres disse sprog som selvstændige sprog med egen grammatik. Kriol tales primært i det nordvestlige Australien, mens yumplatok (også kendt som Torres Strait Island Creole, Broken English eller ailan tak) tales på Torres Strait Islands og i mindre grad af oprindelige australiere på Cape York-halvøen på fastlandet.

Før den europæiske kolonisering blev mere end 550 oprindelige australske sprog talt af 750.000 oprindelige australiere. Begge tal er siden gået stærkt tilbage. Ifølge en rundspørge lavet af AIATSIS (Australian Institute of Aboriginal and Torres Strait Islander Studies) mellem 2018 og 2019 tales der i dag 123 australske sprog. Heraf læres kun 14 stadig af børn. Disse sprog er alyawarr, anindilyakwa, bininj gun-wok, cundelee wangka, kalaw lagaw ya, kulypantjatjara, mawng, murrinh-patha, ngaanyatjarra, pintupi, pitjantjatjara, walpiri og wik-mungkan. Flere af disse blev tidligere kategoriseret som et enkelt sprog under betegnelsen western desert.

Mange sprog i området er tidligere blevet anset som dialekter af det samme sprog, hvorfor det anslåede antal af sprog i Australien varierer meget. Tidligere har tallet 250 været anset som det bedste bud på antallet af sprog før kolonialiseringen, men nyere studier viser, at antallet af sprog sandsynligvis har været over dobbelt så højt som dette bud.

Ud over de oprindelige australske sprog læres de to nye kreolsprog, yumplatok og kriol også af børn, og er de mest udbredte sprog blandt oprindelige australiere med over 6000 talere hver.

Andelen af oprindelige australiere, der bruger et oprindeligt australsk sprog, er faldende, og alle oprindeligt australske sprog anses for truede. Det gælder især de mange sprog, der ikke længere læres af børn. Dette på trods af diverse tiltag for at øge brugen af oprindelige sprog.

De seneste år er oprindelige sprog i stigende grad blevet brugt i officielle sammenhænge som fx parlamenter og andre lovgivende forsamlinger. Ydermere, hvor der tidligere har været forbud mod at tale dem i skolerne, anvendes de nu visse steder som undervisningssprog. Derudover er der pr. 2020 initiativer i gang for at genoptage brugen af 31 sprog, som ellers har været anset som ”uddøde” eller ”sovende”. Det foregår ved, at samfund af oprindelige australiere arbejder med at genoplive og promovere brugen af sådanne sprog.

Udforskningen af de australske sprog kom først for alvor i gang i 1960'erne – siden er der gjort en stor indsats for at registrere og beskrive dem. Denne kortlægning er vigtig for udviklingen af såvel den almene sprogteori som for sprogtypologien, for udforskningen af sprogenes slægtskab og for afdækningen af Australiens forhistorie. Blandt de mange fremtrædende forskere inden for studiet af australske sprog kan nævnes Barry Blake, Claire Bowern, R.M.W. Dixon, Jane Simpson, Kenneth Hale, Luise Hercus, David Nash, Michael Walsh, Nicholas Evans og Rachel Nordlinger.

Tidligere beskrivelser af oprindelige australske sprog har hovedsagelig fokuseret på beskrivelsen af grammatiske strukturer. Mens sådanne beskrivelser har bidraget markant til sprogvidenskaben, er den mindre brugbar for de oprindelige australiere, der gerne vil lære deres sprog eller arbejde med at udvikle undervisningsmateriale for sproget. Derfor er mange nylige tiltag målrettet beskrivelse af hverdagssprog, såsom traditionelle hilsner, vittigheder og godnatsange. Den type beskrivelse er typisk anført af sprogcentre i de oprindeligt australske samfund.

De australske sprogs ordforråd udviser stor tværsproglig variation, også inden for de enkelte sprogfamilier. Dette skyldes bl.a. navnetabu: Når en person, der bar navnet på et naturfænomen, dør, bliver dette ord og navn tabueret. Et andet ord må i stedet dannes eller lånes fra et nabosprog.

Tabusprog (engelsk avoidance speech) er et udbredt fænomen i de australske sprog. Visse familiære relationer, fx til svigermødre, kræver fx en særlig sprogbrugg. Ved tabusprog er grammatikken den samme, men ordene er udskiftet; fx hedder 'kind' på sproget wik-mungkan aath eller wal alt efter den familiære relation. I andre sprog involverer tabusprog også indirekte sprogbrug, hvor man fx ikke bøjer verber i anden person.

I andre kulturer på kontinentet er tabusprog tæt forbundet med sorgperioder og andre ritualer, hvor der i længere perioder kulturelt kræves en bestemt sprogbrug.

Der har traditionelt været et meget højt niveau af flersprogethed blandt oprindelige australiere. Der er naturligvis variation på tværs af kontinentet, men det har ikke været unormalt, at oprindelige australiere har talt omkring fire eller flere sprog og i visse ekstreme tilfælde haft kendskab til op til 30 forskellige sprog. Det er normalt og uproblematisk at blande forskellige sprog i samtaler (såkaldt kodeskift eller på engelsk code-switching). Denne type sprogbrug hænger sammen med flere forskellige kulturelle faktorer, såsom hvordan folk har giftet sig på tværs af grupper (og taget sprog til sig); generelt fravær af et lingua franca (fællessprog); små sproggrupper; samt en tæt sammenhæng mellem ejerskab over landområde og det, sprog man taler. I mange områder anses sproget som sammenhængende med det landområde, en klan bebor, hvilket menes at have fremmet en kultur, hvor selv små sprog har været vigtige politiske, kulturelle og sociale markører.

I mange oprindelige australske samfund er der ud over de talte sprog også en udbredt brug af tegnsprog. Disse tegnsprog er typisk en del af det talte sprog, hvilket vil sige, at det primært bruges af normalt hørende som supplement til det talte sprog. Typisk deler disse tegnsprog altså grammatik med det talte sprog i sprogsamfundet (modsat fx dansk tegnsprog, der ikke deler grammatik med talt dansk).

I flere af de australske tegnsprog er der dokumenteret mere end 1000 tegn, og de bruges i mange forskellige sammenhænge, fx i taburelationer; ved handel mellem forskellige grupper, der ikke deler et talt sprog; i støjfyldte omgivelser, som fx i en bil; eller ved jagt, hvor et bytte ikke må forstyrres.

Ligesom for de talte sprogs vedkommende er meget viden om de australske tegnsprog gået tabt, og man ved fx ikke meget om, hvor udbredte de tidligere har været.

Typologisk er der flere fællestræk på tværs af australske sprogfamilier; det gælder især sprogene i Top End. Påfaldende mange australske sprog mangler helt hæmmelyde, og sprogene er generelt syntetiske og agglutinerende, dvs. at bøjninger og afledninger kan adskilles fra stammen som perler på en snor.

Der er dog også markante grammatiske forskelle. For eksempel er nogle af sprogene således af den akkusative sprogtype, som er velkendt fra europæiske sprog, mens andre, især pama-nyungan-sprog, er såkaldt ergative, hvor subjektet i transitive sætninger (sætninger med objekt) er sekundært og står i ergativ kasus, mens objektet er det primære led i nominativ. Disse sprogs aktive sætninger ligner således almindelige passive sætninger, men er det ikke, idet der ofte findes diateser, der svarer til vores passiv.

I nogle australske sprog er substantiver inddelt i grammatiske klasser, der afspejler ordenes kulturelle klassifikation efter køn, besjælethed, spiselighed/ikke-spiselighed m.m. Dansk skelner mellem intetkøn og fælleskøn, men et sprog som yidiny har et omfattende system på ca. 20 klasser, fx 'spiselig plante', 'spiseligt kød', 'beboeligt område' og 'ikke-drikkelig væske'. I sproget dyirbal inddeles substantiverne i fire klasser efter komplekse regler, hvor bl.a. mytologisk viden spiller en stor rolle. Fx er fugle hunkøn, fordi de opfattes som afdøde kvinders ånder, mens månen er hankøn, fordi den er solens mand. En substantivklasse fra dyirbal har givet George Lakoff inspiration til bogtitlen: Kvinder, ild og farlige ting.

• pama-nyungan
• western desert
• Top End
• Torres Strait Islands