Aquitansk polyfoni, bestemt del af 1100-t.s flerstemmighed, hvis særkende er det frie, tostemmige, melismatiske organum, dvs. satser med flere eller mange toner i overstemmen til hver tone i understemmen (cantus firmus-melodien). Overstemmens tekstgrundlag er overvejende sekvenser og især troper. Musikken, der er overleveret i flere manuskripter af aquitansk oprindelse, kan transskriberes til moderne nodeskrift så godt som entydigt med hensyn til tonehøjden, mens der er usikkerhed om, hvilke toner i overstemmen der hører til de enkelte toner i cantus firmus. Stilen benævnes også St. Martial-polyfoni på grund af dens nære tilknytning til dette kloster i Limoges, og den er i øvrigt beslægtet med flerstemmigheden fra Santiago de Compostela.