amfetamin

Amfetamin har i begrænset grad en medicinsk anvendelse i dag. Det bruges i visse typer behandling af narkolepsi (sygelig søvntrang) og, noget paradoksalt, tilstanden ADHD, som karakteriseres af hyperaktivitet og øget impulsivitet.

Først og fremmest bruges amfetamin som rusmiddel, og er et af de mest brugte illegale rusmidler i Danmark efter cannabis og kokain. Det har også en vis udbredelse som dopingmiddel i sport. Det kan tages gennem munden, sniffes eller injiceres. Mens behandlingsdoserne er fra 5–20 milligram som enkeltdosis, kan doserne være ti gange eller mere for at opnå en stærk rusvirkning.

Som rusmiddel bruges amfetamin delvist for at modvirke effekterne af dæmpende rusmidler som opioider, alkohol og cannabis, men også som rusmiddel i egen forstand. I sådanne sammenhænge kan amfetamin indtages mange gange i døgnet, flere døgn i træk. Efter nogle dages brug vil de fleste opleve, at de må stoppe brugen (gerne ved hjælp af dæmpende midler), for at undgå konsekvenser, som blandt andet psykose. I abstinensfasen vil man være udmattet og have brug for meget søvn.

Amfetamin har en halveringstid fra nogle få timer til 30 timer eller mere. Halveringstiden bliver længere, jo mere basisk urinen er. De fleste hurtigtests af urin kan afsløre amfetaminbrug.

Risikoen ved engangsbrug af amfetamin er hovedsageligt knyttet til rusvirkningerne, som kritikløshed og nedsat evne til at bedømme risici. Dette kan føre til ulykker. Under rus ses ofte gentagende, formålsløs adfærd. Påvirkning af amfetamin er knyttet til nedsat impulskontrol og øget aggression. Dermed øges risikoen for, at den påvirkede bruger vold. I højere doser, især ved gentagen dosering, er der fare for hjerneblødning, hjertearytmier og hypertermi, hvilket kan have dødelig udgang.

Gentagen brug af amfetamin over længere tid kan føre til udvikling af afhængighed. Denne afhængighed adskiller sig fra afhængighed af sederende midler (især opioider) ved, at man ikke søger en jævn tilførsel for at undgå abstinenser, men snarere føler en trang (craving) til stoffet og et sug efter amfetaminrusen.

Man ser betydelige tandskader efter langvarig brug af amfetamin på grund af nedsat spytsekretion (xerostomi), kæbespasmer og tandgnidninger (bruksisme) ved indtagelse, samt nedsat tandhygiejne.

Gentagen brug kan også føre til langvarige funktionsforstyrrelser og skader i centralnervesystemet, fordi amfetamin skader nerveceller på grund af den øgede forekomst af frie katekolaminer. Amfetaminudløste psykoser er gerne knyttet til højt jævnligt indtag over tid, hvor tilstanden forsvinder, når amfetaminindtaget afsluttes. Der ses en øgning i følsomhed (sensitisering) for amfetaminets virkninger, så der kræves mindre doser brugt over kortere tid for at udløse psykoser.

Mere langvarige psykoser efter amfetaminbrug ses, og grænsedragningen mod skizofreni er diskuteret, men nogen klar årsagssammenhæng er ikke fastslået. Amfetaminudløste psykoser behandles hovedsageligt som andre psykoser.

Der er også fund, der tyder på, at brug af amfetamin kan give øget risiko for Parkinsons sygdom.

Amfetamin blev første gang syntetiseret af den rumænske kemiker Lazăr Edeleanu (1862–1941) i Berlin i 1887 på baggrund af det nyligt isolerede stof efedrin. Først i 1927 gennemførte den amerikanske farmakolog og kemiker Gordon Alles (1901–1963) systematiske undersøgelser af stoffets psykiske effekter. Stoffet blev snart anerkendt for sine centralstimulerende effekter og brugt som slankemiddel, som næsespray på grund af evnen til at få blodkar til at trække sig sammen, og som middel mod træthed. Særligt under 2. Verdenskrig blev stoffet meget brugt, for at soldater skulle holde sig vågne.

Metamfetamin blev syntetiseret i 1920 af den japanske kemiker Akira Ogata (1887–1978), også da fra efedrin. Metamfetamin har været det dominerende stof i Asien og Nordamerika. Det blev brugt under 2. Verdenskrig på samme måde som amfetamin i Europa. Noget litteratur tyder på, at metamfetamin er mere potent end amfetamin, men årsagen til dette er ikke klarlagt.

• rusmidler
• ADHD
• centralnervesystemet