Trods sine åbenbare evner blev Steven Spielberg aldrig optaget på en af de store filmskoler, men knyttedes tidligt til kredsen omkring George Lucas, som siden blev en af hans nærmeste venner og samarbejdspartnere. Succesen med Amblin førte til ansættelse hos Universal som tv-instruktør, bl.a. af episoder i serierne Night Gallery (1969) og Columbo (1971).
Steven Spielberg debuterede i 1974 som filminstruktør med roadfilmen The Sugarland Express (1974), men havde inden da vakt opmærksomhed med den nervepirrende tv-thriller Duel (1971, Duellen), der blev udsendt i en biografversion i Europa.
Hans store gennembrud kom med horror-thrilleren Jaws (1975, Dødens gab), der med sin historie om en kæmpemæssig hvidhajs hærgen ved en badestrand blev en af epokens mest sete film.
Stor succes opnåede også science fiction-filmen Close Encounters of the Third Kind (1977, Nærkontakt af tredje grad), der ligesom hovedværket E.T. The Extra-Terrestrial (1982, E.T.) kombinerer science fiction-genren med religiøs tematik.
Steven Spielbergs film Lincoln (2012) om USA's 16. præsident Abraham Lincoln opnåede syv nomineringer i forbindelse med uddelingen af Golden Globe Awards 2013. I hovedrollen som Abraham Lincoln ses den britiske skuespiller Daniel Day-Lewis. Han modtog en Oscar i 2013 for rollen i kategorien bedste mandlige hovedrolle.
Ved siden af sine egne film og tv-produktioner har Steven Spielberg været medproducent på en lang række film instrueret af andre, bl.a. Robert Zemeckis' Back to the Future-trilogi (1985, 1989 og 1990, Tilbage til fremtiden, 1-3), samt tegnefilm og tv-produktioner, bl.a. Amazing Stories (1985-1987), ofte med base i sine egne selskaber, først Amblin Entertainment og siden 1994 DreamWorks SKG.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.