Kertj set fra akropolis i Pantikapaion. Foto fra 2003.
Kertj set fra Pantikapaions akropolis
Licens: CC BY NC SA 3.0

Pantikapaion er det antikke navn på byen Kertj på østkysten af Krimhalvøen. Pantikapaion blev grundlagt som en koloni af bystaten Milet omkring 600 f.v.t. Herfra eksporterede man fødevarer, hovedsagelig korn og saltet fisk, til Middelhavslandene.

Faktaboks

Etymologi

Navnet er en græsk afledning af skythisk *panti-kapa- 'fiskestrædet'; første led er det samme ord som det iranske låneord i vestgermansk, der har givet engelsk path og tysk Pfad, begge 'sti, vej'.

Også kendt som

Bosporos; latiniseret som Panticapaeum

Hellenistisk tid

Fra 438 til 107 f.v.t. regerede et thrakisk dynasti, spartokiderne, som tyranner over Det Bosporanske Rige, hvis hovedstad var Pantikapaion. Den sidste spartokide blev dræbt i 107 f.v.t. og Mithridates 6. af Pontos overtog kontrollen over riget.

Under de mithridatiske krige var Pantikapaion en kastebold mellem romerne og Mithradates 6., som efter sit endelige nederlag flygtede til Pantikapaion, hvor han døde.

Romersk tid

Mithradates 6.s søn Farnakes blev af romerne anerkendt som konge over det bosporanske rige, men få år senere krydsede han Sortehavet for at genrejse sin fars rige, et oprør som endte med et nederlag ved Zela i 47 f.v.t. Hans efterfølgere regerede som romerske klientkonger, og romerske tropper var stationeret i Pantikapaion. Gennem de første århundreder e.v.t. oplevede Pantikapaion en vis økonomisk vækst takket være byens rolle som centrum for produktion og eksport af fermenteret fiskesovs, garum.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig