Ole Bornedal

Ole Bornedal kom til Danmarks Radio i 1981, hvor han arbejdede med eksperimenterende radiodramatik. I 1986 vandt han Prix Italia for radiomontagen Knust kværn og kvæstet om motorcykler og dødsfascination. Året efter kom han til tv-underholdningsafdelingen, hvor han blandt andet var tekstforfatter på talkshows som Under uret (1985-87) og vært for Livet er da en go' idé (1989), ligesom han som redaktør og forfatter stod i spidsen for tv-satiren Den gode, den onde og den virk'li sjove (1990-91).

I 1993 debuterede han som dramatiker og instruktør med Den dag lykken... på Dr. Dantes Aveny. Samme år kom den psykologiske tv-gyser Masturbator, inspireret af Dennis Potter. Bornedal blev udnævnt til fiktionschef i DR-Drama, men opsagde efter kort tid stillingen for at hellige sig en instruktørkarriere.

I 1994 fik Ole Bornedal med gyseren Nattevagten (Robert) efter eget manuskript et gennembrud som filminstruktør. Hermed banede han vejen for en mere amerikansk-orienteret holdning til genrefilm i dansk film som repræsenteret af instruktører som Nicolas Winding Refn og Susanne Bier.

For DR instruerede Ole Bornedal den surrealistiske roadmovie-miniserie Charlot og Charlotte (1996), om to kvinders rejse gennem Danmark, og thrilleren Dybt vand (1999). Indimellem medproducerede han i USA Guillermo del Toros gyser Mimic (1997) og lavede en remake af sin debutfilm, Nightwatch (1998), dog uden succes. Herefter fulgte det stort anlagte, engelsksprogede historiske melodrama I am Dina (2002, Jeg er Dina), baseret på Herbjörg Wassmos roman Dinas bog (1989, da. 1990).

Et gennemgående tema i Ole Bornedals produktion er de ukontrollerbare drifter; det gælder også i hans teaterarbejde. Det sås i hans Macbeth-opsætning på Gladsaxe Teater (1998) og livsstilskomedien Gud bevare Danmark (1999), som han både skrev og instruerede til Østre Gasværk.

I 2001 overtog Bornedal sammen med Jon Stephensen ledelsen af Aveny Teatret, som nu fik navnet Aveny-T, hvor han året efter opsatte en moderniseret udgave af Ludvig Holbergs Jeppe på Bjerget. Ole Bornedal forlod Aveny i 2004 i protest mod teateranmeldernes angivelige negativitet. Også ved senere lejligheder har han ikke været bleg for at gå i rette med kritikere af sit arbejde med henvisning til janteloven.

I 2007 vendte Ole Bornedal tilbage som filminstruktør med børnegyseren Vikaren med Paprika Steen som skolevikar fra det ydre rum og meta-thrilleren Kærlighed på film. Siden kom voksengyserne Fri os fra det onde (2009), en blodig thriller henlagt til Nordjylland, og The Possession (2012) i Hollywood om en dæmon i jødisk overtro. Desuden skrev og instruerede han DR's hidtil dyreste dramaserie 1864 (2014; filmversion 2016) om de slesvigske krige.

Efter komedien Dræberne fra Nibe (2017) og John Mogensen-biopic'en Så længe jeg lever (2018) fulgte Skyggen i mit øje (2021) om bombardementet af den franske skole under Anden Verdenskrig, inden Bornedal vendte tilbage til udgangspunktet med fortsættelsen Nattevagten – dæmoner går i arv (2023).

• dansk film
• dansk teater
• film i USA
• Hollywood