Monika Rubin ved Folketingets åbning den 3. oktober 2023.
Monika Rubin i 2023.
Af /Ritzau/Scanpix.

Monika Rubin er en dansk læge, ph.d. og politiker fra partiet Moderaterne. Hun blev Moderaternes første politiske ordfører og statsrevisor efter partiets gennembrud ved folketingsvalget 2022. Hun er opstillet i Københavns Omegns Storkreds.

Familiebaggrund

Monika Rubin kalder sig multikulturel som datter af en polsk mor og persisk far – med dansk kultur fra en stedfar, der har været religions-, samfunds-, historie- og dansklærer.

I forbindelse med folketingsvalget 2026 har Monika Rubin beskrevet sine følelser om sin baggrund som halvt perser. I forbindelse med ayatollah Ali Khameneis død i begyndelsen af valgkampen udtrykte hun både glæde over begivenheden og ængstelse over dens konsekvenser. Hun udtalte i samme forbindelse, at det fylder hende med ydmyghed selv at kunne bo og stille op til Folketinget i et frit land.

Uddannelse og forskningsbaggrund

Monika Rubin er uddannet cand.med., fra Københavns Universitet, 2015, og arbejdede som læge i Region Hovedstaden fra 2015 til 2018 og underviser i akut behandling ved Copenhagen Academy of Medical Education and Simulation i årene 2017-2022. Hun har en ph.d. i sundhedsvidenskab fra Københavns Universitet i 2023 med en afahndling om pårørendes tilstedeværelse ved akut behandling og genoplivning. Hun var således forskningsassistent og ph.d.-studerende på Herlev Hospital i perioden 2019-2022.

Politisk virksomhed

Monika Rubin var engageret i sundhedspolitik som medlem af bestyrelsen for SundFornuft - tænketanken for sundhedspolitik, inden hun blev valgt til Folketinget. Hun blev fra begyndelsen Moderaternes sundhedsordfører, EU-ordfører, politisk ordfører og statsrevisor; poster, der placerer hende som en af Moderaternes mest synlige og indflydelsesrige figurer. Hendes store sundhedspolitiske engagement gør forebyggelse til hendes mærkesag, og så siger hun åbent, at hun arbejder for at bringe mere erfaring fra virkeligheden ind i dansk politik – særligt i sundhedspolitikken.

Monika Rubin er medstifter af Alliancen for Kvinders Sundhed sammen med tre andre kvindelige folktingsmedlemmer, Anne Sophie Callesen fra Radikale Venstre, Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet og Marianne Lynghøj fra Venstre. Formålet er at samle politikere og aktører for at fremme kvinders sundhed.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig