Macbeth (opera)

Titelbladet fra librettoen fra uropførelsen af *Macbeth*, som fandt sted på Teatro della Pergola i Firenze under fasten 1847. Teatret blev protegeret af storhertug Leopold 2. af Toscana (1797-1870) af huset Habsburg-Lothringen, som var en af Italiens mest liberale fyrster. Verdi, som var tilhænger af Risorgimento-bevægelsen, modtog dog noget modvilligt en invitation til hoffet, da han var i Firenze for at lede prøverne på teatret. Men han fandt ud af, at storhertugen, der var en stor beundrer af hans operaer, kunne hele hans livshistorie udenad.

Titelbladet fra librettoen, 1847

Af Francesco Maria Piave/G. Galletti/Thomas Fisher/University of Toronto.

Licens: Materialet er fri af ophavsret

Macbeth er en tragisk italiensk opera i fire akter med musik af Giuseppe Verdi og libretto af Francesco Maria Piave (1810-1876), med tilføjelser af Andrea Maffei (1798-1885). Macbeth, som blev uropført i Firenze i 1847, bygger på William Shakespeares tragedie Macbeth og er sammen med Otello og Falstaff en af Verdis tre operaer, som bygger på Shakespeares skuespil. Sammen med Nabucco og Ernani er den blandt de mest spillede af hans tidlige operaer.

Personer	stemmetype
Duncan, konge af Skotland	stum rolle
Macbeth, kong Duncans general	baryton
Banquo, kong Duncans general	bas
Lady Macbeth, Macbeths hustru	sopran
Lady Macbeths hofdame	mezzosopran
Macduff, en skotsk adelsmand, thane af Fife	tenor
Malcolm, Duncans søn	tenor
Fleance, Banquos søn	stum rolle
Macbeths tjener	bas
En læge	bas
En morder	bas
En herold	bas
Ånder, Banquos genfærd, Hekate, hekse, kongens budbringere, skotske adelige og flygtninge, mordere, engelske soldater, barder, luftånder

Handlingen i Macbeth

Operaen foregår i Skotland mellem 1040 og 1057.

Første akt

Tre grupper af hekse mødes i en skov i et uvejr for at fortælle hinanden om deres ugerninger. De møder Banquo (Banco) og Macbeth, thane af Glamis, som netop har sejret over den norske konge og en hær af skotske oprørere. Heksene forsvinder efter at have forudsagt, at Macbeth vil blive thane af Cawdor og konge af Skotland, og at Banquo vil blive stamfar til skotske konger. I næste øjeblik modtager Macbeth bud om, at kong Duncan (Duncano) har valgt ham som thane af Cawdor efter henrettelsen af den forrige thane. Til Banquos bekymring begynder Macbeth at drømme om også at blive konge af Skotland.

Macbeth fortæller Lady Macbeth om heksenes spådom. Da hun får at vide, at Duncan vil overnatte på deres borg samme nat, overtaler hun sin mand til at myrde ham. Duncan ankommer med sit følge, herunder Malcolm, Banquo og Macduff.

Om natten stikker Macbeth den sovende Duncan ihjel, men han plages øjeblikkelig af skyldfølelse. Lady Macbeth opfordrer ham til at fortrænge de mørke tanker, og hun smører selv kongens sovende vagter ind i blodet for at kaste mistanken på dem. Ægteparret gemmer sig, da Macduff og Banquo banker på borgens port. Da kongens lig er blevet fundet, foregiver de bestyrtelse.

Anden akt

Nogen tid efter er Macbeth blevet kronet som konge, mens Malcolm, som er flygtet til England, har fået skylden for kongemordet. Men Macbeth frygter, at Banquos unge søn Fleance (Fleanzio) vil blive konge, som heksene spåede, og sammen med Lady Macbeth beslutter han at lade et hold mordere dræbe dem begge i borghaven samme aften.

Om aftenen er kongeparret værter for en banket, hvor Banquo og Macduff er indbudte. Mens Lady Macbeth udbreder en skål for gæsterne, får Macbeth at vide af en af morderne, at de har slået Banquo ihjel, da han var på vej til banketten, men at det lykkedes Fleance at undslippe. Da Macbeth vil sætte sig til bords, sidder Banquos blodige genfærd på hans plads. Ingen andre kan se spøgelset, men kongens skrækfyldte adfærd vækker mistanke, og Macduff beslutter i hemmelighed at forlade Skotland.

Scenen i 2. akt (ikke i 1. akt, som det står i billedteksten), hvor den rædselsslagne Macbeth ser Banquos blodige genfærd sidde på hans stol under banketten. Lady Macbeth forsøger at berolige sin mand, mens gæsterne ser forundret til. Verdi ønskede, at genfærdet skulle komme til syne og forsvinde gennem en faldlem i gulvet. Desuden insisterede han på, at kostumerne skulle passe til den historiske periode, dvs. årene hvor Hardeknud var konge af England, og at de ikke måtte bestå af silke eller fløjl. Graveringen blev trykt i 1865 i forbindelse med premieren på den reviderede version af operaen på Théâtre Lyrique i Paris.

Macbeth, 2. akt, 1865

Af Auguste Trichon (1814-1898)/gallica.bnf.fr/Bibliothèque nationale de France.

Licens: Terms of Use

Tredje akt

Under heksesabbatten, som afholdes i en mørk hule, får heksene besøg af Hekate (Ecate), som giver dem ordre til at give Macbeth kraften tilbage, uden at dette må forhindre hans undergang. Macbeth opsøger heksene for at blive underrettet om sin skæbne. De lader ham se en række syner, som opfordrer ham til at tage sig i agt for Macduff, men som samtidig meddeler ham, at han ikke kan skades af nogen mand, som er født af en kvinde, og at han vil forblive uovervindelig, så længe Birnamskoven ikke kommer vandrende imod ham. Han besvimer dog af rædsel ved synet af den lange række af skotske konger, som vil nedstamme fra den myrdede Banquo. Heksene forsvinder, og Lady Macbeth henter sin mand i hulen. Da han har fortalt hende om heksenes spådom, beslutter de at dræbe Macduffs hustru og børn og brænde hans borg ned som straf for, at han har vendt sig fra dem.

Skitse til 3. akts scenebillede fra premieren på Théâtre Lyrique i 1865. Midt på scenen ses kedlen, hvorom heksene danser, og i baggrunden anes Banquos otte kongelige efterkommere, som vandrer over scenen til Macbeths rædsel. Verdi skrev til Salvadore Cammarano (1801-1852), som iscenesatte operaen i Napoli: "I tredje akt skal kongernes ånder (jeg har set det gjort i London) ses bag en åbning i scenen med et tyndt, gråligt slør foran. Kongerne må ikke være dukker, men otte levende mænd af kød og blod. Den platform, de bevæger sig på, skal ligne en lille bakke, så man tydeligt kan se dem stige op og gå ned. Scenen skal være helt mørk, især når kedlen forsvinder, og den skal kun være oplyst dér, hvor kongerne passerer forbi."

Scenebillede til 3. akt

Af Charles-Antoine Cambon (1802-1875)/gallica.bnf.fr/Bibliothèque nationale de France.

Licens: Terms of Use

Fjerde akt

Begyndelsen af Lady Macbeths søvngængerscene i 4. akt. Teksten lyder i oversættelse: "Der er stadig en plet her... Bort, siger jeg, forbandede plet!... Et... to... nu er det tid! Skælver du?... Tør du ikke gå derind?" I et brev til sin franske forlægger fra 1865 beskrev Verdi, hvordan han ønskede scenen fremført, med inspiration fra skuespilleren Adelaide Ristori: "Den, der har set Ristori [som Shakespeares Lady Macbeth], ved, at man kun skal gøre ganske få bevægelser. Faktisk begrænser de sig næsten til én eneste bevægelse: at gnide en blodplet væk, som hun tror at have på hånden. Bevægelserne skal være langsomme, og man må ikke se hendes skridt: fødderne skal glide hen over jorden, som om hun var en statue eller et spøgelse. Øjnene fastlåste, figuren ligbleg: hun er i dødsangst og dør kort efter. Ristori frembragte en dødsrallen her. Man hverken kan eller bør gøre dette i musikken [...]. Her er der en klagen i engelskhornet, som erstatter denne rallen til fuldkommenhed og endda gør den mere poetisk. Man skal synge med den største enkelhed og med en mørk stemme (hun er døende), men stemmen må aldrig blive bugtaleragtig."

La gran scena del sonnambulismo

Af Giuseppe Verdi/gallica.bnf.fr/Bibliothèque nationale de France.

Licens: Terms of Use

Ved grænsen mellem England og Skotland samles de skotske flygtninge, som er undsluppet Macbeths rædselsregime. Blandt dem er Macduff, som sværger at hævne sin myrdede familie. Alle slutter sig til Malcolm, da han vender hjem til Skotland med en hær af engelske soldater for at hævne sin far og erobre hans trone. Han giver alle ordre til at rykke Birnamskovens træer op med rode og bære dem foran sig som camouflage, når de nærmer sig Macbeths borg.

Samme nat ser dronningens livlæge og hendes hofdame Lady Macbeth gå i søvne, mens hun plages af erindringen om mordene på Duncan, Banquo og Macduffs familie.

Næste morgen meddeler hofdamen Macbeth, at dronningen er død. I samme øjeblik fortæller vagtposterne, at Birnamskoven er i bevægelse. Da Macbeth forstår, at det er den angribende engelske hær, gør han klar til at forsvare borgen sammen med sine soldater. Under det efterfølgende slag møder kongen Macduff, der fortæller, at han er kommet til verden ved kejsersnit og således ikke er ”født af en kvinde”. Macbeth forstår, at heksene har narret ham, og Macduff dræber ham. Malcolm hyldes af folket som den nye konge af Skotland.

Tilblivelse og uropførelse

Marianna Barbieri-Nini, som imponerede publikum med sin fremstilling af Lady Macbeth i uropførelsen i 1847, var mere kendt for sit spil og sit udtryk end for sin skønhed eller sin smukke stemme. Da Verdi hørte, at Eugenia Tadolini (1808-1872), som havde sunget i uropførelsen af Verdis *Alzira* i 1845, skulle synge Lady Macbeth i Napoli i 1849, skrev han til Salvadore Cammarano, som instruerede forestillingen: "Tadolini har for store kvaliteter til at spille denne rolle! Det vil måske synes Dem absurd!!... Tadolini har en smuk og god figur, men jeg ønsker Lady Macbeth grim og ond. Tadolini synger perfekt, men jeg ønsker, at Lady [Macbeth] slet ikke synger. Tadolini har en vidunderlig, klar, ren og kraftfuld stemme, men jeg ønsker, at Lady [Macbeth] har en hæs, halvkvalt og mørk stemme. Der er noget engleagtigt over Tadolinis stemme, og jeg ønsker, at der er noget dæmonisk over Lady [Macbeth]s stemme."

Marianna Barbieri-Nini

Af Ukendt.

Licens: Materialet er fri af ophavsret

Verdi fik bestilling på en opera til Teatro della Pergola i Firenze i foråret 1846. Han foreslog selv Shakespeares Macbeth fra 1606 som forlæg og valgte Piave som librettist. Piave havde tidligere skrevet librettoerne til Ernani og I due Foscari (begge fra 1844) og havde også bidraget til Verdis nyeste opera, Attila, som havde premiere i Venedig i marts 1846. Afgørende for Verdis valg af emne var muligheden for at skrive hovedrollerne til barytonen Felice Varesi (1813-1889) og den tyske sopran Sophie Löwe (1815-1866), til hvem han havde skrevet de kvindelige hovedroller i Ernani og Attila. Da Löwe takkede nej til rollen som Lady Macbeth, blev den i stedet sunget af Marianna Barbieri-Nini (1818-1887), som havde sunget hovedrollen i I due Foscari.

Piave skrev librettoen på grundlag af et detaljeret scenarie, som Verdi selv udarbejdede, og som han sendte til librettisten i begyndelsen af september. Ofte var Piaves arbejde begrænset til at versificere komponistens prosareplikker eller forfine hans vers. Da Verdi var utilfreds med dele af Piaves arbejde, bad han digteren og shakespeareoversætteren Andrea Maffei (1798-1885) om at skrive teksten til heksekoret i 3. akt og til Lady Macbeths søvngængerscene. I februar 1847 begyndte prøverne, og uropførelsen, som fandt sted den 14. marts, var en overvældende succes.

I efteråret 1864 begyndte Verdi at revidere partituret med henblik på en opsætning af Macbeth på Théâtre Lyrique (det nuværende Théâtre de la Ville) i Paris. Piave skrev de nye tekster på italiensk, hvorefter hele librettoen blev oversat til fransk. Udover en mængde mindre ændringer reviderede Verdi Macbeths og Banquos duet i 1. akt, og han skrev en ny arie til Lady Macbeth i 2. akt, udvidede balletten og erstattede Macbeths cabaletta med en duet for Macbeth og Lady Macbeth 3. akt og skrev et nyt åbningskor og en ny finale til 4. akt, hvor Macbeths korte dødsscene blev erstattet med en sejrshymne. Verdi, som ikke selv var til stede ved prøverne, viderebragte sine intentioner i breve til sin franske forlægger. Premieren, som fandt sted den 21. april 1865, var ingen succes. Macbeth spilles dog som regel i den reviderede italienske version i dag.

Verdi og Shakespeare

Så sent som i 1875 beskrev Verdi Macbeth som sit fremmeste forsøg på at skabe en fusion af musik og drama, der mindede om Richard Wagners musikdramaer. I modsætning til tidligere operaversioner af Shakespeares dramaer (f.eks. Gioacchino Rossinis Otello fra 1816) er Macbeth da også et oprigtigt og konsekvent forsøg på at overføre Shakespeares dramatiske situationer til operagenren, såvel psykologisk som atmosfærisk, og dermed give tragedien en ny tekstur. Både scenariet og sproget følger Shakespeares tekst nøje, selvom dialogen er blevet stærkt kondenseret og bipersoner som Donalbain, Seyton, portneren, Lady Macduff og Siward er udeladt. Duncan, Fleance og Hekate er blevet til stumme roller, og adelsmændene Ross, Angus, Lennox, Menteith og Caithness er blevet erstattet af koret, ligesom de tre hekse og de tre mordere.

Banquo og Macduff har en arie hver men har ellers relativt lidt at synge. I sine breve insisterede Verdi på, at Macbeth, Lady Macbeth og heksene er de eneste vigtige personer i operaen. Om heksene skrev han til sin franske forlægger i 1865: "Heksene behersker dramaet – alt udspringer fra dem. De er grove og sladrevorne i første akt, ophøjede og profetiske i tredje akt. De er virkelig en karakter – og en karakter af den største betydning."

Verdi opfordrede Varesi og Barbieri-Nini, fremstillerne af hovedrollerne, til at være mere tro mod digteren end mod komponisten. Deres duet i 1. akt, som følger efter mordet på Duncan, samt Lady Macbeths søvngængerscene i 4. akt var operaens centrale øjeblikke. Disse numre skulle ikke synges, men spilles og deklameres sotto voce, med en mørk og sløret stemme over det dæmpede orkester, for således at fylde publikum med skræk. Men også Macbeths og Banquos duet i 1. akt, replikvekslingen mellem Macbeth og Lady Macbeth i 2. akts finale og Macbeths dødsscene i 4. akt (i 1847-versionen) skulle synges sotto voce. På denne måde skabes en atmosfære af natlig uhygge og mareridtsagtig frygt.

Som de fleste af de operaer, Verdi skrev før afslutningen på Risorgimento-perioden i 1870, og navnlig før de italienske revolutioner i 1848-1849, indeholder Macbeth en skjult protest mod politisk undertrykkelse. Dette høres især i det sorgtyngede flygtningekor og den begejstrede sejrshymne i 4. akt.

Macbeth i Danmark

Verdis Macbeth hørtes første gang i Danmark den 11. januar 1854, fremført af et italiensk operakompagni på Hofteatret under ledelse af hofpianist Peter Waldemar Emil Dahl (1823-1872). Operaen blev dårligt modtaget og spillede kun tre gange.

I 1961 blev 1865-versionen sendt som radioopera af Danmarks Radio, oversat til dansk af Sejr Volmer-Sørensen. Macbeth blev sunget af Frans Andersson og Lady Macbeth af Bonna Søndberg.

Macbeth blev første gang spillet på Det Kongelige Teater i 1980 med Björn Asker (f. 1941) som Macbeth og Lone Koppel som Lady Macbeth.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Operaer, komponister og solister

Magnus Tessing Schneider

docent, ph.d., Högskolan för scen och musik, Göteborgs universitet