Languedoc

I Romerriget var Languedoc en del af provinsen Gallia Narbonensis, men betydning fik regionen først i 400-t. med etableringen af det visigotiske rige med centrum omkring Toulouse.

Efter karolingerne opløstes Languedoc i en lang række mindre grevskaber, der under greven af Toulouses overherredømme havde udbredt selvstyre. Der opstod et rigt handelsliv, og den generelle velstand affødte i 1100-t. en stor kulturel opblomstring. Samtidig vandt de kætterske katharer stor udbredelse i alle befolkningslag. Områdets decentrale struktur og selvstændighedskultur var medvirkende til dette opgør med den katolske kirke, der omkring 1200 lancerede en modoffensiv. En omvendelseskampagne blev fulgt af albigenserkorstoget 1209-29, hvor hele det sydfranske område blev hærget. Korstoget blev efterhånden et åbenlyst forsøg på fra den franske kongemagts side at vinde direkte kontrol over det sydfranske område, og fra 1271 var hele Languedoc under den franske krone; de mange selvstyreordninger blev dog fortsat respekteret.

Under religionskrigene i 1500-t. sluttede et betydeligt mindretal i Languedoc op omkring protestantismen, og den øgede centralisering under Ludvig 13. udfordrede selvstændighedskulturen med flere oprør til følge; det alvorligste blev nedkæmpet i 1632. Tilbagekaldelsen af Nantesediktet i 1685 medførte protestantiske masseudvandringer og partisankrig i Cevennerne.