Languedoc-Roussillon

Klimaet er subtropisk på kystsletten med varme, tørre somre og milde vintre. Nedbøren falder overvejende forår og efterår, men med stor uregelmæssighed og ofte i voldsomme regnskyl, der får vandløbene til at gå over deres bredder. I bjergene er der køligere, og nedbøren er større.

Kystsletten langs Middelhavet er opbygget af mesozoiske, tertiære og kvartære aflejringer af meget forskellig frugtbarhed. Selve kysten er en udligningskyst med sandstrande og lavvandede laguner.

Den østlige del af Pyrenæerne er alpint foldet og består af en høj, krystallinsk del langs den spanske grænse (højeste top Pic Carlit 2921 m) og en nordligere lavere del, Corbières, opbygget af sedimenter.

Den østligste del af Centralmassivet er hercynisk foldet og i Tertiær hævet som en samlet blok. Massivets kant mod kystsletten og Rhônedalen er et eroderet bjergområde, Cevennerne, der i Mont Lozère når 1699 m. NV herfor er Centralmassivet en højslette, hvoraf nogle områder, fx les Causses, består af kalksten. Mellem Centralmassivet og Pyrenæerne forbinder en lavning kystsletten med Det Aquitanske Bassin.

Siden romertiden har kystsletten været tætbefolket og har haft et alsidigt landbrug og talrige byer. Også bjergdalene blev opdyrket. I 1800-t. udnyttedes kulforekomster i Centralmassivet, og der opstod en betydelig stålindustri omkring Alès. Med jernbanernes fremkomst i 1850'erne, der muliggjorde billig transport, blev kystslettens landbrug omlagt til et af verdens største vinområder, der forsynede resten af Frankrig med billig lavkvalitetsvin.

Igennem slutningen af 1800-t. stagnerede folketallet, og de fattige bjergegne affolkedes, fx halveredes befolkningstallet i departementet Lozère i perioden 1850-1990. Efter 1960 forbedredes regionens økonomiske udvikling på trods af, at kulminedriften ophørte.

Vinproduktionen er delvis blevet omlagt, og store vandforsyningsprojekter har muliggjort kunstvandet frugt- og grøntsagsavl. Langt vigtigere har dog været udviklingen i servicesektoren. Med statslig støtte til regionen blev malariaen omkring lagunerne udryddet, og turistfaciliteterne langs kysten udbyggedes i 1970'erne med bl.a. meget store hotelkomplekser som i La Grande-Motte og Cap d'Agde.

Foruden en vækst i turismen har der været en betydelig tilflytning af pensionister, en kraftig vækst i antallet af forskningsinstitutioner og højteknologiske erhverv samt efterhånden også en mere blandet erhvervsstruktur. I Roussillon tales catalansk som i den tilstødende del af Spanien.

Kystsletten er trafikkorridor mellem Italien/Østfrankrig og SV-Frankrig/Spanien. Motorveje og jernbaner forbinder øst og vest samt kystslettens række af mellemstore byer. Montpellier er i kraft af sine universitetsfunktioner og dertil knyttede erhverv samt sine funktioner som tidligere regionshovedstad vokset kraftigst og er med 272.000 indb. (2013) blevet den dominerende by i den østlige del af regionen. Den overgås dog i størrelse af Toulouse, der er regionshovedstad for den sammenlagte region Languedoc-Roussillon-Midi-Pyrénées.

Languedoc-Roussillon er Frankrigs største vinområde med 350.000 ha og mere end ¹/₃ af landets vinproduktion. Her fremstilles især bordvin og landvin, men siden 1970'erne er der sket store fremskridt. Efter at Corbières, Coteaux du Languedoc og Minervois i 1985 fik appellation-status ligesom det lille distrikt Fitou, laver området nu 10% af fransk AOC-vin. I Saint-Chinian og Faugères avles gode rødvine, og omkring Montpellier fremstilles de kraftigt duftende og søde muscatvine fra Frontignan, Lunel, Mireval og Saint-Jean de Minervois.

Vinen fra Roussillon forbindes altid med Languedoc, men er mere præget af spanske traditioner. Selvom Roussillon blev optaget i AOC-klassen i 1977, er de fleste rødvine kun robuste og hæderlige med det lille distrikt Collioure helt nede ved grænsen som den gode undtagelse. Rivesaltes, Maury og Banyuls er ofte gode hedvine, som især laves af druen grenache, mens byen Limoux er centrum for gode mousserende vine. Kvaliteten er stigende i Languedoc-Roussillon; flere og flere seriøse producenter satser nu på kvalitetsdruer og bedre produktionsmetoder, ikke mindst temperaturkontrol i det meget varme klima.

Hele området har et stort potentiale og kaldes ofte for Frankrigs Californien, men produktionen domineres af kooperativer, der har forældet og nedslidt udstyr. 90% af vinene er røde, og den mest udbredte drue er carignan, som dog efterhånden erstattes af de bedre sorter syrah, grenache og mourvèdre.