Faktaboks

Joni Mitchell

Roberta Joan Anderson

Født
7. november 1943, Fort Macleod, Canada

Joni Mitchell er en canadisk singer-songwriter, guitarist og pianist, der regnes for en af de største og mest nyskabende kunstnere i populærmusikkens historie. Hun slog igennem som folk-sanger i slutningen af 1960’erne og har igennem de efterfølgende fire årtier bevæget sig igennem et utal af forskellige genre- og stilskift.

Joni Mitchell er en af populærmusikkens mest særegne og originale kunstnere. Hun har modtaget flere Grammy Awards, herunder en Grammy Lifetime Achievement Award i 2002. I 1997 blev hun indlemmet i Rock and Roll Hall of Fame. Mitchell spillede sin første og eneste koncert i Danmark d. 14. maj 1983 i Falkonersalen som en del af sin "Refuge World Tour".

Navn og personlige omvæltninger

Joni Mitchell fotograferet i 1968, hvor hun debuterede med albummet, der er kendt både under titlen Joni Mitchell og Song to a Seagull
Joni Mitchell
Af /TOPFOTO/Ritzau Scanpix.

Joni Mitchell blev født Roberta Joan Anderson, men i begyndelsen af sin professionelle karriere begyndte hun at bruge kunstnernavnet Joni Mitchell. Joni var et kælenavn, der kom fra en lettere modifikation af hendes mellemnavn, mens Mitchell stammer fra den amerikanske folkemusiker Chuck Mitchell, som hun var kortvarigt gift med i slutningen af 1960’erne.

Mitchell havde kort forinden, i 1965, født en datter, efter at hun var blevet gravid med sin kæreste fra college. Barnet blev bortadopteret få måneder efter fødslen. Mitchell bearbejdede senere denne oplevelse i sangen "Little Green" fra albummet Blue i 1971.

Joni Mitchells stil

Joni Mitchell har skabt sin egen helt personlige stil, der er en blanding af folk, jazz og rock. Musikken bæres bl.a. frem af hendes rigt fabulerende tekster, der ofte indeholder både selvbiografiske og mere filosofiske emner.

Mitchells sange er desuden kendetegnet ved hendes meget karakteristiske guitarspil, der bl.a. har baggrund i hendes brug af alternative guitarstemninger. Mens en guitar normalt er stemt i E-A-D-G-H-E, udviklede Mitchell et stor antal alternative måder at stemme den på. Baggrunden for guitarstemningerne var dels, at Mitchell, som følge af polio som barn, havde nedsat styrke i hånden og derfor ikke kunne mestre komplekse guitargreb, dels at hun aktivt eksperimenterede med nye klangfarver. De alternative stemninger gjorde det muligt at skabe komplekse harmoniske strukturer med relativt enkle greb.

Folkrock: De første år

Joni Mitchells første album, Songs to a Seagull (1968), blev produceret af musikeren David Crosby. Albummet præsenterede den første smagsprøve på Mitchells karakteristiske sangskrivning og særprægede guitarspil, men sammenlignet med de efterfølgende album var modtagelsen beskeden.

Året efter udkom albummet Clouds (1969), som blev et foreløbigt gennembrud. Albummet indeholder bl.a. en af Mitchells mest kendte sange, "Both Sides Now", som både før og efter er blevet indspillet af andre kunstnere. Men karrieren havde først lige taget fart.

Det efterfølgende album, Ladyes of the Canyon (1970), der bl.a. indeholder sangene "Big Yellow Taxi" og "Woodstock", blev modtaget med endnu større salgstal og anmelderros. Denne meget folkprægede del af hendes karriere kulminerede med albummet Blue (1971). Blue er i dag Mitchells mest streamede album, og det regnes af mange musikanmeldere som et mesterværk i musikhistoren.

Fusion af jazz- og rockmusik

Joni Mitchell i 1996, hvor hun vandt to Grammy Awards for albummet Turbulent Indigo. I 2002 blev hun tildelt en Lifetime Achievement Award.
Joni Mitchell
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

I 1974 indledte hun et samarbejde med jazz-fusionsgruppen L.A. Express, og hun udsendte samme år albummet Court and Spark, der blev banebrydende inden for fusionen af jazz- og rockmusik. Albummet blev Mitchells bedst sælgende, og singlen Help Me fra albummet blev Joni Mitchells på daværende tidspunkt største kommercielle succes. Hendes øgede orientering mod jazzmusikken og senere også mod verdensmusikken fandt sit udtryk på bl.a. Hejira (1976), Don Juans reckless daughter (1977) og Mingus (1979). Det skete i en periode, hvor hun samarbejdede med bl.a. Charles Mingus, Pat Metheny, Wayne Shorter og Jaco Pastorius.

Karrieren efter 1980

Joni Mitchell bevægede sig i 1980’erne mod et mere poporienteret udtryk. Således er udgivelserne Dog Eat Dog (1985) og Chalk Mark in a Rain Storm (1988) karakteriseret ved udpræget brug af synthesizere og rumklangseffekter.

Eksperimenterne med det elektroniske klangunivers fortsatte på Mitchells udgivelser i 1990’erne, men udtrykket blev gradvist mere afdæmpet. Turbulent Indigo (1994) blev det mest kritikerroste album fra denne periode; det indbragte hende senere to Grammy Awards.

Ved årtusindeskiftet ændrede Mitchell igen retning med udgivelsen af albummet Both Sides Now (2000). Albummet indeholder genindspilninger af standards og to af Mitchells egne sange arrangeret for bigband og symfoniorkester, og det indbragte hende to Grammy Awards. På den efterfølgende turné i Nordamerika optrådte Mitchell med forskellige orkestre i hver by. Denne koncertrække skulle vise sig at blive den foreløbigt sidste, idet hun de følgende år trak sig gradvist fra offentligheden. Mitchell udgav sit sidste studiealbum, Shine, i 2007.

Comeback

Joni Mitchell til Grammy-uddelingen i 2024, hvor hun modtog en Grammy for bedste folk-album for livepladen "Joni Mitchell at Newport (live)" fra 2023.
Joni Mitchell i 2024.
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

I 2022 vendte Mitchell tilbage til scenen med sin første fulde koncertoptræden i mere end 20 år. Koncerten fandt sted på Newport Folk Festivalen (USA), hvor Mitchell til stor overraskelse for publikum trådte ind som gæst til den afsluttende koncert. I 2023 og 2024 fulgte flere koncerter, og hun optrådte bl.a. ved Grammy-uddelingen i 2024, hvor hun også modtog prisen for bedste folkalbum med live-udgivelsen Joni Mitchell at Newport.

Joni Mitchells album

Titel År
Song to a Seagull 1968
Clouds 1969
Ladies of the Canyon 1970
Blue 1971
For the Roses 1972
Court and Spark 1974
Miles of Aisles 1974
The Hissing of Summer Lawns 1975
Hejira 1976
Don Juan's Reckless Daughter 1977
Mingus 1979
Shadows and Light 1980
Wild Things Run Fast 1982
Dog Eat Dog 1985
Chalk Mark in a Rainstorm 1988
Night Ride Home 1991
Turbulent Indigo 1994
Taming the Tiger 1998
Both Sides Now 2000
Travelogue 2002
Shine 2007

Dertil kommer en række live- og opsamlingsalbum.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig