Ingeborg Bachmann var en østrigsk forfatter; hun regnes for en af de betydeligste lyrikere og prosaister i det 20. århundredes tysksprogede litteratur.
Hun er desuden en af de tidligste feministiske forfattere med stor betydning for senere feministisk litteratur, ikke mindst Elfriede Jelinek.
Ingeborg Bachmann var født og opvokset i Klagenfurt, Kärnten, i et grænseområde mellem Østrig, Slovenien og Italien. Områdets transkulturelle islæt og historie har sat sit præg på Bachmanns værk. Forfatterskabet knytter an til forfattere og problemstillinger i den østrigske litteratur fra første halvdel af 1900-tallet, filosofisk gennem Wittgensteins refleksioner over sprog, litterært gennem referencer til Robert Musil, Joseph Roth og Jean Améry.
At vokse op under nationalsocialismen var en traumatisk erfaring for Bachmann, hvis far var medlem af det østrigske NSDAP fra 1932-1945. Bachmanns værk kredser om umuligheden af at overvinde dette traume, individuelt såvel som kollektivt. Både i hendes lyrik, essayistik og prosa reflekteres over fascismens væsen, som ifølge Bachmann ikke er ophørt med krigens afslutning.
Af stor betydning for Elfriede Jelinek er Bachmanns tese, at fascismen er en indgroet del af det partriarkalske samfund, ”fascismen er det første i forholdet mellem en mand og en kvinde”, som hun har udtalt i et interview.
Ingeborg Bachmann vakte med sit lysende talent og skarpe intellekt allerede opsigt i samtiden. De mange fornemme priser, hun modtog i sin levetid, kulminerede efter hendes død i stiftelsen af en pris til minde om hende. Ingeborg-Bachmann-prisen er siden 1977 blevet uddelt hvert år i Klagenfurt og er blandt de fineste litteraturpriser i den tysksprogede verden.
Hendes status som litterært ikon er formet af hendes rolle som tidlig feminist og anerkendt forfatter, men også hendes kosmopolitiske liv, stilsikre fremtoning og selviscenesættelse har bidraget til denne status. Ingeborg Bachmann huskes som en engageret feministisk intellektuel og en lidende kvinde i stormfulde forhold til lige så berømte mandlige forfattere, fx Max Frisch.
Dertil kommer Bachmanns død som kun 47-årig i en tragisk brandulykke i Rom; hun havde uforvarende anstiftet branden ved at falde i søvn med en tændt cigaret. Den indirekte dødsårsag var dog et voldsomt alkohol- og pillemisbrug.
I årene 1945-1950 studerede Bachmann filosofi, psykologi, germanistik og jura; emnet for den afsluttende doktorafhandling var den kritiske reception af Martin Heidegger. Som radioredaktør i Wien i 1951-1953 skrev Bachmann sine første hørespil, senere fulgte det prisbelønnede Der gute Gott von Manhattan (1959).
I årene 1954-1955 skrev hun også flere operalibrettoer i samarbejde med komponisten Hans Werner Henze. Hendes egentlige gennembrud fik hun med sin første digtsamling Die gestundete Zeit (Tid på henstand) fra 1953.
Bachmanns lyrik gjorde hende i 1950’erne feteret blandt litterære kritikere, men interessen kølnedes, da hun i slutningen af årtiet begyndte at tvivle på det lyriske sprog og i stigende grad vendte sig mod prosaen. Hun vedblev dog med at skrive lyrik, men disse tekster blev først udgivet posthumt.
Medens den eksperimenterende og feministiske prosa fra 1960 og frem til hendes død i 1973 ikke nød samme bevågenhed og popularitet i en bredere offentlighed som lyrikken, er det netop Bachmanns fiktionsprosa, der sammen med hendes essayistik og poetikforelæsninger, der har haft den største virkning i eftertiden.
Et udvalg af hendes af hendes essays og digte er udkommet spredt i forskellige sammenhænge på dansk
Allerede ved sin første optræden ved den tyske digtersammenslutning Gruppe 47’s møde i 1952 vakte Bachmann opsigt med sin særegne lyriske stemme. Efter gennembruddet med Die gestundete Zeit fulgte digtsamlingen Anrufung des Großen Bären (1956, Anråbelse af Store Bjørn); som titlen på denne samling antyder udvides 1950'ernes særlige form for naturfromhed her til kosmiske dimensioner.
Naturen er ikke et tilflugtssted, i Bachmanns billedverden med dens elementer af magisk realisme og surrealisme er den beskadigede natur billede på de menneskelige ødelæggelser.
Jegets eksistentialistiske og sprogfilosofiske refleksioner er altid indlejret i historien, den reflekterer også traumatiske erfaringer samt offer- og skyldstematikken i lyset af 2. Verdenskrigs barbari. Med deres patos og et billedsprog, der knytter an til den høje stil fra Hölderlin og ekspressionismen, giver Bachmanns digte en særlig vægt til disse spørgsmål.
Tydelig er også dialogen med Paul Celan, som hun i perioden 1948-1961 var dybt forbundet med i et kompliceret forhold mellem kærlighed og venskab – deres brevveksling blev udgivet i 2009 under titlen Herzzeit (dansk: Hjertetid: en brevveksling 2025).
I samlingen Das dreißigste Jahr (1961, dansk: Det tredivte år, 2023; heraf Blandt mordere og dårer, 1963) udgav Bachmann syv fortællinger, som knytter individets eksistentielle krise med en kritik af den herskende ordens strukturer, også i forholdet mellem kønnene. Som allerede i lyrikken og senere i romanværket er de dog også forbundet med forsøg på at forestille sig en anden, utopisk orden.
Den feministiske kritik af disse strukturers ødelæggende virkning på kvinder i flere af disse fortællinger genfinder man i den sene samling Simultan (1972, dansk: Simultan 2010, herfra „Drei Wege zum See“, dansk: Tre veje til søen 1985). I en eksperimenterende form reflekteres denne ødelæggelse stadig med et historisk dybdeblik på disse strukturer.
I 1962 påbegyndte Bachmann sin store romancyklus under arbejdstitlen ”Todesarten” (måder at dø på), hvoraf kun romanen Malina (1971, dansk: Malina 2021) blev fuldendt, mens romanfragmenterne Das Buch Franza (1976, dansk: Franzas bog, 2022)og Requiem für Fanny Goldmann (1979) udkom posthumt.
I Malina er roman-jeg’et, en kvindelig forfatter, spændt ud mellem den altopslugende og uopfyldte længsel efter naboen Ivan og samlivet med Malina, en slags mandlig, rationel udspaltning af hende selv, der repræsenterer omverdenens normer.
Som romanen skrider frem, bliver det stadig mere umuligt at eksistere i denne spaltning mellem kærlighedslængsel og selvopholdelsesdrift. Jegets forsøg på at nå frem til en heling af splittelsen mellem det mandlige og det kvindelige i sin personlighed munder ud i, at hun forsvinder ind i en mur, der står som sindbilledet på en urokkelig patriarkalsk orden, der gør hende tavs. Romanens sidste ord er ”Es war mord” (det var mord).
Undervejs i romanen har jeg’et forsøgt at stabilisere sin identitet ved at erindre sig, hvor hun kommer fra. I en uhyggelig, drømmeagtig sekvens erindrer hun sig en tredje mand, som dels betegnes som far, dels som morder. Med allusioner til den nationalsocialistiske fortid kobles her autoritære undertrykkelses- og voldsmekanismer i den private og den samfundsmæssige sfære sammen på en måde, der peger frem mod konklusionen, at det kvindelige jeg ikke har nogen mulighed for at eksistere i en verden af mandlig repression.
I de to ufuldendte dele af ”Todesarten”-projektet, Das Buch Franza og Requiem für Fanny Goldmann, gennemspilles denne offertematik på lignende måde.
På dansk foreligger endvidere Bachmanns dagbøger fra befrielsen i 1945 (2015, dansk: Krigsdagborg: med breve fra Jack Hamesh til Ingeborg Bachmann, 2022), om hendes forhold til den jødisk-britiske soldat Jack Hamesh, hvis forældre blev myrdet af nazisterne.
I den efterfølgende korrespondance mellem dem efter hans udvandring til Palæstina forsøger Bachmann at give ham troen på menneskene igen.
Angrebene fortsætter i en række lande i Mellemøsten, efter USA og Israel den 28. februar angreb Iran. Det israelske militær bomber mål i Irans hovedstad, Teheran, og det sydlige Libanon, hvorfra den iransk-støttede militante bevægelse Hizbollah har sendt missiler mod Israel.
Danmark går til valg til Folketinget den 24. marts 2026. Få overblik over politikerne, prøv quizzen, se valg gennem historien og meget mere i vores store valgtema.
Det israelske militær rykker frem i grænseområdet i det sydlige Libanon, hvor de ønsker at nedkæmpe den militante bevægelse Hizbollah. Hizbollah, der er finansielt støttet af Iran, sendte missiler mod Israel, efter landet begyndte et angreb på Iran den 28. februar.
Kommentarer (1)
skrev Dag Ole Heede
Den danske oversættelse af Malina bør nævnes, ligesom denne væsentlige roman, en af de vigtigste i tysksproget efterkrigslitteratur, bør præsenteres mere udførligt med fokus på erindring, køn, generationer og arven fra nazismen.
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.