Friedrich Hölderlin

Hölderlin voksede op i en embedsmandsfamilie i hertugdømmet Württemberg og studerede fra 1788 til 1793 teologi ved det berømte Tübinger Stift. Her fik studenterne, blandt dem hans nære venner G.W.F. Hegel og F.W.J. Schelling, en alsidig uddannelse, foruden i teologi også i filosofi og i den græsk-romerske oldtids digtning og tænkning.

For Hölderlin, der var grebet af Jean-Jacques Rousseaus kritik af samtidens civilisation, stod det antikke Grækenland som et idealsamfund. Troen på, at en ny harmonisk højkultur var umiddelbart forestående, blev en håndgribelig realitet for ham med Den Franske Revolution fra 1789, hvis udvikling både han og vennerne fulgte med største interesse.

Hans tidlige lyrik bærer dog endnu ikke præg heraf. Den er stærkt afhængig af forbillederne Klopstock og Schiller og lovpriser sjælen, venskabet, skønheden og friheden.

Hölderlin ville ikke være præst og blev derfor huslærer forskellige steder. I Jena blev han i 1795 optaget af J.G. Fichtes radikalt idealistiske filosofi, som samtidig satte spørgsmålstegn ved hans egen virkelighedsfjernhed. Det træder tydeligt frem i brevromanen Hyperion oder Der Eremit in Griechenland (1797-1799, da. Hyperion 2010), hvis handling er henlagt til den fejlslagne græske opstand i 1770.

Hölderlin fandt sin egen Diotima, da han som huslærer 1796-1798 hos den rige bankier Gontard i Frankfurt am Main forelskede sig i dennes hustru Susette, hvad der betød en afgørende vending i hans liv og digtning. Efter et sammenstød med ægtemanden søgte Hölderlin i de næste to år tilflugt hos sin ven Sinclair i det nærliggende Bad Homburg.

Herefter fulgte nogle omflakkende år med ophold i Schweiz og i Bordeaux, hos moderen og hos Sinclair. Fra 1807 boede den psykisk syge (formentlig skizofrene) Hölderlin i pleje hos en snedker i Tübingen. Her tilbragte han 36 år til sin død og skrev indimellem nydelige, fordringsløse digte signeret "Scardanelli".

De store hymner og elegier, som opstod mellem 1798 og 1804 og har gjort Hölderlin til en hovedskikkelse i tysk lyrik, er tæt komponeret. De udtrykker en lidenskabelig protest mod en tom og gudløs verden, mod "en karrig tid", som af digteren kræver, at han skal "våge om natten", som det hedder i elegien Brot und Wein (1800, da. 1953), der med udgangspunkt i en aftenidyl i en lille tysk by spænder en vældig bue fra antikkens undergang til forkyndelsen af en fremtidig gud, en forening af Dionysos og Kristus, østens og vestens forløsere.

Den samme forbindelse mellem det konkrete og det universelle findes i hymnen Die Friedensfeier (hvis tekst først opdagedes i 1954). Den er et poetisk svar på freden mellem Frankrig og Østrig i Lunévlle i 1801 og hylder "fredens fyrste", som synes at være Napoleon, Kristus og Dionysos i én person.

For Hölderlin er digteren en seer, som skal stå "med blottet hoved under Guds uvejr" (digtet "Wie wenn am Feiertage") og altså rammes og dræbes af det budskab, han skal give videre til verden, som det også er tilfældet i dramaet Der Tod des Empedokles (1798), hvor helten styrter sig i vulkanan Etna.

For 1900-tallet står Hölderlin som den visionære ener, og han er blevet taget til indtægt for højst forskellige anskuelser, fra nationalisme (Hölderlin som den ærketyske digter) til marxisme (Hölderlin som revolutionær). Hans digtning har haft stor betydning for filosoffen Martin Heidegger og for digtere som Georg Trakl, Rainer Maria Rilke og Gunnar Ekelöf, i Danmark eksempelvis for Ole Wivel og for Thorkild Bjørnvig, der i Brød og vin (1970, 1992) har oversat et udvalg af hans digte.

• G.W.F. Hegel
• F.W.J. Schelling
• Jean-Jacques Rousseau
• hymne
• elegi
• antikken