Fastlandstid

Fastlandstiden er en periode med lavt havniveau omkring Danmark. Den fandt sted for ca. 14.000-8.500 siden.

Det lave havniveau varede fra Ældre Dryas/Allerød-varmetiden, hvor Yoldiahavet i slutningen af sidste istid blev fortrængt, til Litorinahavet (Stenalderhavet) trængte ind gennem de indre farvande til Østersøen i begyndelsen af Atlantisk tid. Det lave havspejl var et produkt af en relativt langsom, verdensomspændende havspejlstigning, som skyldtes de smeltende isskjolde. Stigningen i havniveauet blev dog hurtigt modregnet af en hurtig isostatisk hævning (landhævning) efter gletsjernes afsmeltning over det sydskandinaviske område.

Under Fastlandstiden ændrede klimaet sig fra arktisk til tempereret, da sidste istid sluttede, og samtidig nåede havet det laveste niveau omkring Danmark og Nordsøen. På land blev en krybende arktisk buskhede afløst af en åben skov domineret af birk og fyr. I Præboreal begyndte havet gradvis at stige, og landhævningen begyndte at sakke bagud i forhold til det stigende verdenshav. Fra et lavpunkt mere end 30 meter under nuværende havniveau steg havet med tiltagende styrke. Først blev Doggerbanken i Nordsøen dækket af havet, senere rykkede kysten tilbage i Kattegat. Større og større områder blev havdækket indtil slutningen af Boreal-tid og begyndelsen af Atlantisk tid for ca. 9.000–8.500 år siden, hvor havstigningen var på sit højeste med en stigning på 10 meter gennem de sidste 5.000 år af Fastlandstiden.

Afvanding fra Ancylussøen i Østersølavningen foregik via store flodløb gennem de lave områder mellem Jylland, Fyn og Sjælland. På grund af landhævning forblev Øresund derimod uden større flodløb. De dybe render i Bælthavet blev uddybet, mens store vandløb som Gudenå og Suså skar sig ned i landskabet; også den del der i dag ligger uden for deres udløb i Kattegat og Storebælt. De største floder løb gennem Femerbælt via Lillebælt og Storebælt og mundede ud i de dybe dele af Kattegat, hvor der opstod store deltaer og barrierer. De store floder synes ikke at have været nogen hindring for migration af jægerkulturer og deres byttedyr.

Selv om Nordsøen, Jylland, Øerne og Sydsverige var et sammenhængende landområde, havde havstigningen bidt sig fast. De store flodløb druknedes og afløstes af sunde og bælter. Samtidig blev landarealet indsnævret yderligere, indtil Litorinahavet i Atlantisk tid for omkring 7.000 år siden nåede sit maksimum og omdannede det danske område til noget, der minder om den nuværende fordeling af land og hav.