Borussia Dortmunds logo.

Borussia Dortmund er en tysk fodboldklub, der blev stiftet i 1909 i Dortmund. Klubben har siden 1974 haft hjemmebane på Signal Iduna Park (tidligere Westfalenstadion), der er Tysklands største stadion med plads til 81.365 tilskuere. Klubben har hjemme i Ruhrdistriktet i det vestlige Tyskland og er kendt som en arbejderklub med en af de største fanbaser i verden.

Faktaboks

Også kendt som

Ballspiel-Verein Borussia 1909 e. V. Dortmund, BVB.

Historie

Borussia Dortmund blev stiftet den 19. december i 1909 af en række unge mænd på beværtningen Zum Wildschütz nær Borzigplatz. Det er derfor på Borzigplatz, at klubbens mange fans fejrer klubbens store triumfer.

Navnet Borussia er det latinske ord for Preußen, og i begyndelsen bar holdet blå og hvidstribede trøjer med rødt skærf. Først nogle år senere fik de deres velkendte sorte og gule farver, som stadig anvendes den dag i dag.

Dortmund har i flere sæsoner haft det største tilskuersnit i Europa. De flyttede ind på Westfalen Stadion i 1974 efter VM-slutrunden i Tyskland, efter at de i mange år havde spillet på Rote Erde, hvor klubbens andethold i dag spiller sine kampe. Siden 2005 har stadion båret navnet Signal Iduna Park, og den ene endetribune, sydtribunen, er Europas største ståtribune med plads til 25.000 tilskuere. Den kaldes også populært for "die Gelbe Wand" (Den Gule Mur).

Borussia Dortmunds resultater

Borussia Dortmund fejrer pokalsejren i 2012.
Borussia Dortmund
Af /Imago Sport/Ritzau Scanpix.

Borussia Dortmund vandt sit første tyske mesterskab i 1956 og har siden gentaget bedriften syv gange, senest i 2012.

Borussia Dortmund har desuden vundet den tyske pokalturnering fem gange, senest i 2021, samt Europa Cuppen for pokalvindere i 1966 og Champions League i 1997.

  • Tysk mester (8): 1956, 1957, 1963, 1995, 1996, 2002, 2011, 2012
  • Tysk pokalvinder (5): 1965, 1989, 2012, 2017, 2021
  • Champions League (1): 1997
  • Europa Cuppen for pokalvindere (1): 1966

De første titler

Wolfgang Paul (f. 1940) med pokalen efter Borussia Dortmunds finalesejr over Liverpool i Europa Cuppen for pokalvindere i 1966.
Borussia Dortmund
Af /TOPFOTO/Ritzau Scanpix.

Klubben har overordnet set haft tre gyldne perioder. I 50’erne og 60’erne var det særligt takket været spillere som Alfred Kelbassa (1925-1988), Alfred Preißler (1921-2003) og Alfred Niepieklo (1927-2014) – også kendt som "die Drei Alfredos" (De tre Alfredoer), at det lykkedes at vinde de første mesterskaber.

Alfred Preißler var en tysk angriber, der i løbet af sin karriere scorede hele 177 mål for Borussia Dortmund, hvilket gør ham til klubbens mest scorende spiller nogensinde. Senere var det Wolfgang Paul (f. 1940), Siegfried Held (f. 1942) og Lothar Emmerich (1941-2003), der var blandt profilerne, da Dortmund i 1966 efter sejr over Liverpool i Europa Cuppen for pokalvindere blev det første tyske hold, der vandt et europæisk trofæ.

De gyldne 90'ere

Michael Zorc (f. 1962) jubler over en scoring for Borussia Dortmund. Foto fra 1997.
Michael Zorc
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Den næste storhedstid kom i begyndelsen af 1990’erne, da Ottmar Hitzfeld (f. 1949) blev ansat som træner. Takket været en økonomisk indsprøjtning fra deres deltagelse i UEFA Cup-finalen i 1993, hvor de tabte over to kampe til Juventus, kunne de investere i truppen, og navnkundige spillere som Matthias Sammer (f. 1967), Andreas Möller (f. 1967), Jürgen Kohler (f. 1965) og Karl-Heinz Riedle (f. 1965) kom til klubben efter ophold i Italien.

I både 1995 og 1996 vandt klubben det tyske mesterskab, og i 1997 kom den ultimative triumf med sejr i Champions League, da de vandt 3-1 over Juventus på det olympiske stadion i München. Tre af Dortmunds spillere i startopstillingen til den kamp spillede for Juventus, da de to hold havde mødtes fem år tidligere i UEFA-Cup-finalen. Anfører for holdet var Michael Zorc (f. 1962), der efterfølgende blev sportsdirektør for klubben helt frem til sin fratrædelse i 2022. Han har den dag i dag stadig kamprekorden for klubben med i alt 572 spillede førsteholdskampe.

Tæt på konkurs

Efter de gyldne år begyndte det langsomt at gå ned ad bakke. Godt nok lykkedes det med dyrtindkøbte spillere som Marcio Amoroso (f. 1974), Jan Koller (f. 1973) og Tomáš Rosický (f. 1980) at blive mestre igen i sæsonen 2001/2002 under ledelse af Matthias Sammer, og de også nåede frem til UEFA Cup-finalen, der dog blev tabt til Feyenoord, men det var en stakket frist.

Da Champions League-kvalifikationen glippede i 2003/2004-sæsonen, blev det starten på store økonomiske problemer for klubben, der var gældsat op over begge ører. I foråret 2005 lykkedes det kun lige akkurat at holde en konkurs fra døren, da klubbens ledelse fik overbevist investorerne om, at de måtte vente med at få deres penge.

Under Hans-Joachim Watzkes (f. 1959) ledelse lykkedes det at få klubben tilbage på rette spor igen. De store profiler blev solgt, tilbageværende spillere gik ned i løn, og rettighederne til stadionnavnet blev ligeledes solgt.

Jürgen Klopps indtog

En tilfreds Jürgen Klopp (f. 1967) på sidelinjen som træner for Borussia Dortmund. Foto fra 2012.
Jürgen Klopp
Af /PA Images/Ritzau Scanpix.

Vendepunktet rent sportsligt kom med ansættelsen af Jürgen Klopp (f. 1967) i 2008. Han kom med en spillestil med fokus på genpres og satsede på unge, talentfulde spillere. Mario Götze (f. 1992), Nuri Şahin (f. 1988), Marco Reus (f. 1989), İlkay Gündoğan (f. 1990), Mats Hummels (f. 1988) og Robert Lewandowski (f. 1988) var blandt profilerne på de hold, der vandt mesterskabet i 2011 og 2012. Det lykkedes også at vinde pokaltitlen i 2012, ligesom holdet kom frem til finalen i Champions League i 2013, hvor de tabte en ren tysk duel på Wembley til Bayern München. Efter syv succesfulde år i klubben forlod Jürgen Klopp Dortmund i sommeren 2015.

Dortmund udmærkede sig i den periode for deres evne til at spotte unge talenter som Ousmane Dembélé, Jadon Sancho (f. 2000), Erling Haaland og Jude Bellingham, der alle blev solgt dyrt.

Siden Jürgen Klopps farvel er det ikke blevet til flere tyske mesterskaber, men det var tæt på i 2023, da Borussia Dotmund på sidste spilledag blot skulle vinde hjemme over Mainz for at sikre sig trofæet. Kampen endte dog 2-2, og dermed vandt Bayern München på en bedre målscore. Året efter kom Dortmund i sin tredje Champions League-finale, men måtte strække våben overfor Real Madrid, der vandt kampen med 2-0.

Danske spillere i Borussia Dortmund

Borussia Dortmund har haft flere danskere i truppen, bl.a. Mark Strudal (f. 1968) i 1989, Flemming Povlsen fra 1990 til 1995, Niclas Jensen (f. 1974) fra 2003 til 2005, Jacob Bruun Larsen fra 2016 til 2020 og Thomas Delaney fra 2018 til 2021.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig