Reformpolitikken fra begyndelsen af 1960'erne fik ikke den tiltænkte stabiliserende effekt. Økonomien afmattedes, og reformerne måtte indstilles. Op igennem årtiet voksede der til venstre for det traditionelle venstre en lille, men militant opposition, der nåede et højdepunkt med studenteroprøret i 1968, fulgt af det såkaldte varme efterår, l'autunno caldo, i forbindelse med arbejdsmarkedsforhandlingerne året efter.
DC var ved at miste kontrollen, og med en formodet nyfascistisk bombesprængning i Milano i december 1969, der kostede 17 mennesker livet, indledtes, hvad der blev kaldt en "spændingens strategi", la strategia della tensione, hvis mål var igennem en destabilisering at fremme en lov og orden-politik. I 1970 forsøgtes et statskup; et sådant var allerede blevet forsøgt i 1964. I 1974 sprang en ny bombe i Brescia, og i 1980 gjaldt det Bolognas banegård med 85 dræbte og 200 sårede.
Det blev PCI, der umiddelbart forstod at drage politisk fordel af 1970'ernes lange krise, som yderligere forværredes med de voldsomt stigende oliepriser. Ved lokalvalgene i 1975 fik partiet en række borgmesterposter, fx i Torino og Rom, dvs. uden for de mellemitalienske regioner som Emilia-Romagna (Bologna), hvor kommunisterne havde domineret siden krigen. Det følgende år, i 1976, opnåede PCI sit hidtil bedste parlamentsvalg. Partiet havde forstået at appellere til mellemlagene, efter at lederen, Enrico Berlinguer, havde lanceret sit forslag til et "historisk kompromis" med DC. Blandt de katolske politikere var det først og fremmest Aldo Moro, der var lydhør over for dette udspil.
Den gensidige tilnærmelse førte til, at PCI støttede to DC-regeringer 1976-79 med den drevne Giulio Andreotti som leder. Følgen blev imidlertid, at det udenomsparlamentariske nye venstre fik et større spillerum. Med baggrund i de mange militante smågrupper udviklede der sig en egentlig terrorisme. Den mest vidtrækkende aktion blev gennemført af De Røde Brigader (Brigate Rosse), der i 1978 bortførte og senere dræbte DCs præsident Aldo Moro.
Dermed ændredes forudsætningerne for samarbejdet mellem DC og PCI. Reformerne udeblev, og fagbevægelsen fik ikke svar på den tilbageholdenhedspolitik, som den var slået ind på for at yde sit til nedbringelsen af et stigende omkostnings- og inflationsniveau. PCI måtte se sig fanget i den transformisme, som PSI tidligere var havnet i, men i modsætning til PSI blev PCI i stigende grad isoleret, efter at støtten til Andreottis regering var trukket tilbage.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.