Selvinkluderingskravet

Udgivet den april 2, 2026 af ricardtriis

Undskyld den lange overskrift. Men det er faktisk noget væsentligt, jeg her har at sige, og så passer det sig med en lang overskrift. Dertil kommer, at det er noget, andre sjældent gør opmærksom på. Så dette krav, selvinkluderingskravet, er noget, som i virkeligheden må rettes til enhver, der vil sige noget om hele tilværelsen, dem selv inklusive, men som ret få er klar over.

Egentlig er det ret indlysende. Det menneskesyn, man når frem til med sine tanker over tilværelsen, må kunne forklare, at et menneske, altså tænkeren selv, virkelig tænker og virkelig er i stand til at give et bud på sandheden om vort liv.

Jeg berørte problemet i min bog om Kaj Munks skuespil ”Fra Tidehvervet”, den, der hedder ”Mennesket, robot eller person”. På side 17-18 citerer jeg en person, som Munk lader angribe den selvsikre videnskab. Han taler om tankens rangle, som videnskabsfolkene bruger om alt muligt. Og så hedder det:

Men de rangler videre, rangler med deres Aarsagsnødvendighed Livet i Ansvarsbevidsthed sønder og rangler med deres Udviklingslære Evighedsbevidstheden bort, de rangler sig selv og os alle i Dødningedans;

Og i en note viser jeg, at dette på udmærket vis svarer til det, som én af disse videnskabsmænd, nemlig professor Oluf Thomsen, i en bog har udtrykt det på denne måde:

Vi føres da uvægerligt til den Konsekvens, at Mennesket med Nødvendighed bliver den, han er, og med Nødvendighed handler, som han gør. Den Forestilling, at Mennesket har en ”fri Vilje”, bliver da blot Udtryk for, at Problemet opstilles fejlagtigt eller uden Hensyn til Erfaringen betragtes religiøst.

At Oluf Thomsen med denne omtale af mennesket mener ”de andre mennesker” og jo på ingen måde sig selv, er ret indlysende. For hvis han taler ”med nødvendighed”, er hans tale jo intet værd. Kun hvis han taler som en person, ansvarlig for det, han siger, er han værd at lytte til. Men det overser Oluf Thomsen.

Én, der ikke overser det, er den person, som Kaj Munk har valgt som hovedperson i sit skuespil, nemlig filosoffen Titus Lucrets (95-55 f.Kr.). Han opererer med de ubøjelige naturlove, som indtil mindste detalje bestemmer de såkaldte ”førstepartiklers” adfærd, noget, Lucrets har arvet fra Demokrits tanker om atomerne. Men Lucrets er nødt til, synes han, at forsyne disse ubøjelige naturlove med en undtagelse, en ”clinamen”, som ordret betyder førstepartiklernes bøjen til side. Og for en sikkerheds skyld føjer Lucrets til: ”hvor og hvornår det sker, kan ingen beregne på forhånd” (side 49).

Jeg har i bogens appendiks 1 forsøgt at give et svar på de problemer, denne dobbelthed rejser. Her vil jeg dog gå frem på en anden måde. Jeg vil prøve at vise, hvordan en sætning i Luthers ”Om den trælbundne vilje” kan siges at danne optakt til min teori om de to sprogspil. Sætningen, jeg tænker på, ser således ud:

Men hvis vi siger, at den frie viljes kraft er den, hvorved mennesket er duelig til at blive grebet af ånden og blive fyldt af ånden, eftersom det er skabt til enten evigt liv eller evig død, så vil vi tale ret. For denne kraft, det vil sige, denne egnethed, eller, som sofisterne kalder det, denne dispositive kvalitet og passive egnethed, den bekender også vi. Hvem véd ikke, at denne kraft ikke er indgivet træer eller dyr? Som man siger: Himlen blev ikke skabt for gæs. (Se her).

Den kraft, han taler om, kan siges at være sprogets kraft. Og denne kraft er delt i to, i et relationssprogspil og et retfærdighedssprogspil. At blive grebet af ånden er at blive ført over i relationssprogspillet. Man kan i den forbindelse udmærket tænke sig menneskets hjerne som en stor computer, blot man erindrer sig, at ligesom en computer afgiver sin naturlovsbestemthed til det program, der måske er indlagt i den, sådan afgiver den menneskelige hjerne sin naturlovsbestemthed til ét af de to programmer, der ligger i den, til relationssprogspillet eller til retfærdighedssprogspillet. Og man kan virkelig med Luther sige, at mennesket har en fri vilje indenfor disse to sprogspil. Blot formår mennesket ikke ved egen kraft at springe over fra retfærdighedssprogspillet til relationssprogspillet. Den kvalitet, mennesket derigennem har, er altså en dispositiv kvalitet eller en passiv egnethed, for nu at bruge Luthers ord.

Skal mennesket springe over fra det ene til det andet sprogspil, sker det ved en dobbelt indgriben. Mennesket gribes af ånden, ja, men menneskets egen forståelse er også nødvendig.

Det kommer tydeligt frem i lignelsen om den fortabte søn, Luk 15,11-32, vel at mærke i den ældste søns reaktion på sin fars modtagelse af den yngste søn. Det er ret tydeligt at se, at han er grebet af retfærdighedssprogspillet, når han ifølge vers 29-30 fremkommer med denne indvending imod sin far:

Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham.

”Retfærdighed!” råber han, ”må jeg bede om retfærdighed!” Det andet sprogspil, relationssprogspillet, ligger ubrugt inde i hovedet på ham, og det er ham umuligt ved egen kraft at kunne springe over fra denne retfærdighedstale til det sprogspil, der ligger i ordet ”broder”. Hans far prøver på det, for han erstatter betegnelsen ”din søn dér”, men betegnelsen ”din bror her”. Men om det lykkes, er uvist, for det fortæller Lukas ikke noget om.

Et andet sted i Det ny Testamente, hvor det faktisk lykkes at springe over til relationssprogspillet, et i 1 Kor 6,1-8, Paulus’ formaning til de to stridshaner i Korinth. Også det har jeg før været inde på. Men hvad det angår, kan man med nogen ret sige, at jeg får uret, når jeg hævder, at vi ikke selv kan springe over til relationssprogspillet. For det er jo nøjagtig det, Paulus gør i vers 7, hvor han opfordrer de to til at finde sig i det, hvis de kommer til at lide uret. Jeg får dog en lille smule ret alligevel, for dels kan man sige, at Paulus jo ikke selv er udsat for uret, og dels kan man forklare hans pludselige overgang fra at formane i retfærdighedssprogspillet til at formane i relationssprogspillet med det ord ”broder”, som han ved en tilfældighed kommer til at bruge som betegnelse for de to stridshaner. Det er det, der fører ham over fra det ene sprogspil til det andet.

Men det forholder sig netop sådan, at han ”kommer til det”. Der er ikke tale om, at han ved hjælp af sin frie vilje overvejer pro et contra og så tager en beslutning, nej, men med ordet ”broder” gives der ham en nøgle til relationssprogspillet, og han kommer uden at tøve til at tænke videre i det sprogspil.

Og vil man her bruge Lucrets’ forklaring angående ordet ”clinamen”: at ”hvor og hvornår det sker, kan ingen beregne på forhånd”, så er man velkommen til det. Blot må man vist føje til, at Det ny Testamente er noget mere nøjagtig angående stedet, hvor en sådan clinamen viser sig.

Og for øvrigt, hvis man vil have begrebet ”tilfældighed” indflettet i en anden af Paulus’ reaktioner, kan man se på 2 Kor 10-13, dette lange, mærkelige afsnit i korintherbrevene, hvor i hvert fald jeg ikke kan se andet, end at Paulus er blevet godt og grundigt jaloux på de apostle, der har besøgt korintherne og tilsyneladende har nogle ret nedladende ord at sige om ham. Jeg har skrevet lidt om det her, men jeg har ikke kunnet anbringe den ”gode” slutning, at Paulus blev overført til relationssprogspillet, for det sker, selv i store apostles tilfælde, kun derved, at de stilles ansigt til ansigt med ”de andre” og umiddelbart besvarer deres indvendinger, og måske/måske ikke lader sig ramme af disse indvendinger.

Men det forekommer mig særdeles opløftende, at Paulus på den måde bliver som én af os, almindelig, modtagelig for ikke blot Guds ånds virken, men også for djævelens snigløb.

Der er dog et andet mere opbyggeligt eksempel på, at Paulus blev et meget almindeligt menneske, men inden vi skal i gang med det, er der et Jesus-ord, som det kan være praktisk at erindre sig. Det er ordet fra Matt 6,22-23, som kan ses med græsk, latinsk og luthersk oversættelse her. Herved kan man se, at det græske ord aplouV er oversat forkert. Jeg har her i en alenlang artikel plæderet for, at ordet skal oversættes med ”helstøbt”. En knap så lang argumentation kan ses her. Det korte af det lange er, at ordet viser, hvordan Jesus så det som et ideal for et menneske, altså også for ham selv, at være helstøbt, dvs. ikke at vende sig hid og did i sine meninger, men have mod til at holde fast ved det, man har forstået som sandheden, uafhængigt af, om den, man taler med, truer med magtanvendelse imod én eller blot er en god ven.

Og det, der nu er det historiske resultat af Jesu gerning, herunder altså af den helstøbthed, han udviste frem mod påsken, hvor han ikke opgav den opfattelse, at mennesket skal adlyde Guds ord forstående, det skal lyde, ikke lystre, er, at der af de kristne martyrer og af den kristne forkyndelse i øvrigt blev dannet en menneskelighed som baggrund for ikke blot de kristne, men for alle mennesker i samfundet.

Det er noget, der sjældent gøres opmærksom på. Men sjovt nok har Henrik Gade Jensen i Information den 31-3 26 sagt noget i den retning. Her hedder det blandt andet:

Begivenhederne i påsken blev startskuddet til en udbredelse og tilbedelse af Jesus som Guds søn. Først i Jerusalem, dernæst rundt i det østlige middelhavsområde, videre både øst og vest, og for 1.200 år siden travede de første missionærer op til vore forfædre i det høje nord.

Jesu budskab bredte sig og blev slebet til, besunget og glorificeret, kanoniseret og dogmatiseret. Men hele tiden genfundet og nyopdaget som en perle, der bliver ved med at funkle trods konstante misbrug og overgreb gennem århundrederne.

Lad mig her sige det på den måde, at Jesus med sit budskab får gjort sine tilhængere til ægte mennesker, til helstøbte mennesker, altså til mennesker, der lader de tilskyndelser, som hormoner, sproget og hjerneindretningen giver os, komme frit frem, under bekæmpelse af al moraltale og alle forsøg på at lægge love og regler ned over vort samliv.

På den måde lægger han grund til al ægte diskussion, herunder den videnskabelige diskussion. Og på den måde bliver den livsanskuelse, der bygger på hans ord, en livsanskuelse, der respekterer selvinkluderingskravet.

Vi tænker ikke over det, men det er disse ægte menneskelige tilskyndelser, der er med til at give vort samliv med andre det ekstra – og ekstra fornøjelige – tilskud, som latter, drilleri, vittigheder kan give det. Og – tro det eller ej – der gives faktisk i Det ny Testamente et vidnesbyrd om netop det. Det drejer sig om Paulus’ brev til Filemon, det mindste og mest oversete brev i Det ny Testamente.

Det er sket det, at en slave ved navn Onesimus er flygtet fra sin herre, Filemon, og er kommet til Paulus, der sad i fængsel på det tidspunkt, formentlig i Efesus. Filemon er formand for menigheden i Kolossæ, som Paulus sender et brev til, brevet til kolossenserne i Det ny Testamente. Samtidig sender han den flygtede slave tilbage til Filemon. Han er nemlig blevet kristen under besøget hos Paulus, og Paulus giver ham derfor et brev med, som han kan overrække Filemon, et brev, der specielt drejer sig om hans skæbne.

Vi må vel tænke os, at Onesimus overfor Filemon beder mange gange om tilgivelse, fordi han flygtede fra ham. Det er jo noget af en forbrydelse, en slave begår, hvis han flygter fra sin herre. Men Paulus prøver i sit brev på ingen måde at undskylde for Onesimus. Tværtimod, kan man næsten sige. For han prøver at få Filemon til at forstå, at når nu Onesimus er blevet kristen, så er de to jo brødre, og den ene bror kan da ikke have den anden som sin slave.

Så ud fra en sådan tankegang – i min sprogbrug: ud fra relationssprogspillet – kunne han godt fortælle ham, hvad han bør gøre. Men dels ville han ved sådan direkte at sige ”bør gøre” benytte sig af det retfærdighedssprogspil, som han ellers lægger afstand til, dels finder han det mere gavnligt for de to’s fremtidige forhold, hvis Filemon selv ”kommer i tanker om”, at han da vist nu, hvor der er tale om to kristne brødre, bør frigive Onesimus.

Men hvordan får han Filemon til at ”komme i tanker om” at Onesimus skal frigives?

Det er det finurlige ved brevet.

I vers 8-9, se her, opstiller han et skel mellem de to sprogspil, dvs. mellem at påpege Filemons pligt og at bede ham om noget. Og han vil altså, siger han, nøjes med at bede ham om noget. Men han varer sig omhyggeligt for at sige, hvad det da er, han vil bede Filemon om.

Men selvfølgelig drejer bønnen sig om Onesimus, som nu får en række positive betegnelser hæftet på sig, se vers 10-12, om monstro Filemon derved kan få den tanke ind i hovedet, at han burde frigives. Onesimus er som et barn for Paulus, og han var ikke før til gavn, men er det nu. Måske der ligger en lille vittighed gemt dèr. For ordene acrhston og eucrhston kan med en lille udtaleændring, hvor man udtaler det æta, der står der, mere som et ‘i’ end som et ‘æ’, komme til at betyde, at Onesimus før var en ikke-kristen, men nu er en god kristen.

Og se så vers 13-14: Snedige Paulus får sagt en masse positivt. Onesimus er i så høj grad Paulus’ hjerte, at han helst havde beholdt ham hos sig. Så ville du, kære Filemon, jo derved komme til at yde mig en tjeneste, nemlig gennem Onesimus. Men – og her er vi ved kernen – det gode, du gør, skal ikke ske af tvang, men af fri vilje. Igen: Vi tænker i menigheden ikke i retfærdighedssprogspil, så det bliver loven, der hersker, vi tænker i relationssprogspil, så det bliver samhørigheden, der bliver det afgørende.

Og i vers 15-16 antyder Paulus, hvad der måske kunne have været Guds mening med Onesimus’ flugt, nemlig, at Filemon nu vil få ham tilbage som mere end en slave, som en kær broder. Kan de siges tydeligere uden at blive sagt? Oven i købet føjer Paulus til, at Onesimus nu er en broder, ikke blot i Herren, altså i menigheden, men også i verden. Selv dèr, hvor man regner med forskel mellem fri og slave, er der ikke nogen forskel mere.

Og så det vidunderlige drilleri i vers 18 og 19. Her prøver Paulus at få pengemanden Filemon til at regne sammen, hvor store udgifter han har haft på grund af Onesimus’ flugt. For den ludfattige Paulus skriver minsandten med egen hånd, som var det et pantebrev, han underskrev, at han vil betale. Og naturligvis vil da ethvert fornuftigt menneske ved et sådant tilbud give sig til at regne udgifter sammen, og naturligvis regner Paulus da også med, at det netop er, hvad Filemon giver sig i kast med. Men han er venlig, den gode Paulus, inden Filemon kommer for godt i gang med det, afbryder han ham i de alvorlige udregninger med en bemærkning, der lader ane, at den slags udregninger giver vi i den kristne menighed os ikke i kast med. Hvis vi gjorde, ville det jo blive dig, kære Filemon, der kom i gæld til mig.

Og ja, dette brev er et ganske vidunderligt eksempel på det, der er Det ny Testamentes hovedintention: at få et menneske til at springe overfra retfærdighedssprogspillet til relationssprogspillet, altså få det til at gøre det, som det ikke kan gøre med sin vilje, men alligevel må gøre med forståelse, hvis det skal blive til noget. Og forståelse, det vil sige forståelse af, hvordan vi mennesker er knyttet sammen af relationssprogspillet, men ved djævelens snu overtalelser bringes fra hinanden af lovsprogspillets konkurrencementalitet.

Er vi selv en del af den tilværelsesforståelse, der her kommer til udtryk?

Ja, det er netop det, vi er. Selvinkluderingskravet er ikke overset eller glemt, det er medindbefattet i Jesu livsforståelse, og i og med, at vi tror på Jesu opstandelse på den måde, at vi deri ser Guds underskrift på Jesu angreb på lovfromheden, ser vi også Guds gerninger i den ånd, der præger vore relationer, i familien, i byen og i vort land. Og – besynderligt nok – præger os alle, både trofaste kirkegængere og dem, der aldrig sætter deres ben i kirken.

Udgivet i Historie, Luther, Ny testamente, Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

Martyrteologi igen

Udgivet den marts 31, 2026 af ricardtriis

Ja, der står ”igen” i overskriften. For jeg har netop søgt i min blog på ordet ”martyrteologi”, og så viste der sig en række ganske interesssant indlæg. Så derfor er det, jeg her vil tage op til diskussion, ganske vist noget, jeg før har været inde på, men dog noget, jeg denne gang vil sige på en lidt anden måde. Men et hovedtræk ved disse indlæg er, at vor moderne teologi er kommet på afveje, blandt andet, fordi man ikke længere gør noget ud af de martyrer, vi havde i gamle dage, og heller ikke af dem, vi har i dag.

Lad mig først tage frem den klumme af Lars Sandbeck, nemlig denne, som jeg sluttede mit forrige indlæg med. Sandbeck får her fremført den tese, at ”Gud ikke vil begynde at fikse problemerne i den faldne verden”. Det er jo rigtigt nok, at Gud ikke begynder at ”fikse” de problemer, som har med tsunamier og vulkanudbrud at gøre. Og jo heller ikke de problemer, som man påstår, vor CO2-udledning giver os – noget, jeg mener er stærkt overdrevet. Men kunne man så ikke vente af den almægtige og kærlige Gud, at han begyndte at ”fikse” de problemer, som vi mennesker påfører os selv? De samfundsidealer, som vi har, fører jo ret ofte til krig mellem stater og religioner, her var der da noget at tage fat på for en ”fiksende” Gud.

Men det lader Sandbeck ikke til at være blevet opmærksom på. Han fastholder med stærke ord sin tro på, at denne verden ligger i det onde, og at den i al fremtid vil blive liggende dèr. At Gud skulle have noget ønske om at gribe ind til fordel for den del af verden, der består af menneskekulturer og menneskeriger, det ville virke forstyrrende på hans hovedintention, som er den, at få os til at sætte alt vort håb til det hinsidige. Dette hinsidige har han nemlig – ganske imod bibelens lære – hævdet vil være bestemt af ”alles frelse”.

Men sjovt nok har han bevaret så meget af den teologi, han vender sig imod, at han taler om vor verden som en ”falden” verden. Dermed antyder han, at nogle af de problemer, vi stilles overfor, skyldes os mennesker. Og mon ikke det kan tænkes, at Gud selv har opdaget det. Måske det oven i købet er derfor, han har sendt sin søn til jord?

Dog, dette ser Sandbeck ikke. Han hævder, at

påsken ikke handler om, at Kristus opstår til endnu et jordisk liv, men til et liv i herlighed hinsides vores verden. Guds frelsesplan drejer sig tydeligvis ikke om at etablere et fredsrige her på jorden, standse bomberne i Ukraine og Iran, kurere de 50 værste sygdomme og forhindre naturkatastrofer i at indtræffe.

Den opdeling, jeg mener er ægte, opdelingen mellem det, at Gud ”fikser” naturkatastroferne, og det, at Han ”fikser” bomberne, som vi mennesker smider i hovedet på hinanden, ser han fuldstændig bort fra.

Det betyder, at han ganske lader hånt om en række bibelord, f.eks. Zakarias’ ord om, at krigsbuer skal tilintetgøres, at der skal udråbes fred til folkene, (Zak 9,10) – en tekst, han ville have hørt i søndags, hvis han var i kirke – ligesom han tilsyneladende også er ligeglad med Jesu ord om at gå ud i alverden og gøre alle folkeslag til hans disciple, (Matt 28,19) – noget, han ville have hørt, hvis der havde været barnedåb i hans kirke.

Så skal man tale bibelsk, må man sige, at Jesu opstandelse ikke er en opstandelse væk fra denne verdens problemer, men en opstandelse, der skal give hans jordeliv guddommelig karaktér i Jesu forsøg på at ”fikse” menneskehedens problemer. Og det, der så at sige får en guddommelig underskrift derved, at han opstår fra de døde, er hans villighed til at holde fast ved den livsforståelse, han har erhvervet sig, på trods af den dødstrussel, der hviler over ham.

Den livsforståelse er ganske mærkelig. For den går ikke ud på noget om, hvordan verden i alle sine detaljer er lagt an på at tjene vort menneskeliv – i så fald ville han stå med det teodicé-problem, som vi andre, bortset fra Lars Sandbeck, har at slås med (Nå ja, Sandbeck tror, at han kan slippe for at beskæftige sig med det ved fuldstændig at tie om det, men det går jo ikke). Nej, Jesu livsforståelse er en menneskeforståelse. Han mener at have observeret, at mennesket står midt i et enten-eller. Enten retter det ind efter det, magtens folk påstår, eller også retter det ind efter det, det selv har forstået, så det modsiger magtens mennesker på trods af den magt, de har.

Og som man måske kan forstå, rettede Jesus sig efter det, han selv havde forstået, og modsagde magtens mennesker på trods af den dødsdom, han vidste, de ville give ham. Kun derved, mente han, kunne han bevare sig selv som et helt menneske.

Men det mærkeligste er måske, at Jesus mente, at den samme bestræbelse på at være et helt menneske også fandtes hos andre mennesker, deriblandt hos hans disciple. Vi ville nok mene, at en sådan bestræbelse da er noget, kun de højst sjældne mennesker er i besiddelse af; måske Jesus selv, men da ikke flere. Men Jesus mener, at der er tilstrækkelig mange af den slags ”helhedsmennesker” til, at hans ideal om Ordet som stærkere end Magten kan vokse sig stort i denne verden.

Og denne tro på det helhedssøgende i ethvert menneske får ham til at komme med en række opfordringer til disciplene, opfordringer om at ”følge ham efter”, dvs., opfordring til ligesom han at holde fast ved det resultat, man er nået frem til, uden angst for, at magtens mænd vil forfølge én.

Men da ”magtens mænd” – hvilket på Jesu tid vil sige jøderne, specielt ”farisæerne og de skriftkloge” – hele tiden tænker i lovbaner, sker der let det, også i vore dages prædikener, at prædikanten i højere grad følger lovtankegangen end følger Jesu formaninger. For også i dag er jo tendensen til at tænke i lovbaner i stedet for i evangeliebaner stor. Jeg har her på bloggen forsøgt at forklare denne vanskelighed ved at antage, at der i vort sprog eksisterer to hinanden modsatrettede sprogspil, det juridiske sprogspil og relationssprogspillet, så altså Jesu bestræbelser går ud på, at få relationssprogspillet til at ”spille med” i menneskers overvejelser, så det ikke kun er spørgsmålet om, hvad der etisk korrekt, man går efter, men i stedet spørgsmålet om, hvad der kan bringe forholdet til den anden i god gænge igen.

Jeg har her i en længere afhandling søgt at vise, hvordan nutidens teologer, repræsenteret ved de ugentlige tekstvejledninger i Præsteforeningens Blad, og Luther er ret uenige om, hvordan bjergprædikenens ord skal forstås. Mens de nutidige teologer vil gøre Jesu formaninger til budstramninger, som tænkes at få folk til af frygt for dommedag at ”henfly til Guds nåde i Jesus Kristus”, er ordene i Luthers opfattelse praksiske gode råd til, hvordan man kan få sit liv her på denne side af dommedag til at lykkes.

Men lad mig her ud fra de mange eksempler, jeg i mine blogs har givet på denne teologiske fejl, nøjes med at udvælge Paulus’ overgang fra retfærdighedssprogspillet til relationssprogspillet i 1 Kor 6,7, hvor han oven på et forsøg på at sætte en lovregel i funktion, ret brat går over til relationssprogspillet og opfordrer de to stridende parter til at komme overens, også selv om det skulle ske, at den ene kommer til at lide uret. Og det er, som henvisningen til Matt 5,39 viser, identisk med at ”vende den anden kind til”. Dette indlæg er ét af de steder, hvor jeg har taget kindsordet under behandling, plus så meget andet.

Men det er altså det, Jesus vil have os til: at vende den anden kind til, ikke for at fremstå mere fuldkomne end den anden, men for at få den anden til, også han, at være lige så ligeglad med, om han får ret, som jeg er; altså få den anden til at opgive alle de tanker i retfærdighedssprogspillet, som han lod sig gribe af.

Og fordi der bag de mange stridigheder, der forefindes i menneskesamfundet, ofte ligger en følelse af forurettelse eller af at være svigtet eller af løftebrud fra den andens side, har denne formaning fra Jesu side altså virkelig potentiale til at skabe fred mellem mennesker. Hvis vi altså forstår det, og når vi har forstået det, vover at gå imod de lovtrælle, der forefindes i vore dage, og stadig sidder alt for meget på magten.

Vel trues vi ikke i vore dage med direkte henrettelse, men dog trues vi af muslimerne med højst negative ting, hvoraf det værste jo er en terrorhandling, hvorved vi mister livet. Og det er stadig uvist, om vor medgørlighed overfor muslimerne skyldes vor angst for en muslimsk voldshandling eller det skyldes, at vi mener det rigtigst at være imødekommende overfor dem for ikke at forhindre integrationen. Og vor kirkes angst for at sige noget negativt om islam er direkte imod de mange ord imod jødedommens lovtrældom, som Jesus kom med.

Og da det nu er begrebet martyr, vi har oppe at vende her, så lad os kalde Jesus den første martyr, og de apostle, der døde efter hans martyrdød, hans efterfølgere, altså efterfølgere, ikke så meget i etisk handling, som i vilje til at vende sig imod lovtrældommen. Gør vi det, bliver vor tids teologi, hvoraf Sandbecks måske er den værste, men ikke den eneste, afsløret som en teologi, der lader hånt om det væsentligste ved Jesu budskab, nemlig hans martyrvillighed.

Det er således højst afslørende, at der for ti år siden kunne laves en kunstudstilling med navnet ”Martyrmuseum”, som satte lighedstegn mellem kristne og muslimske martyrer, skønt der er den åbenlyse forskel mellem dem, at den kristne martyr ofrer sit liv uden at medtage andre ind i døden, hvorimod den muslimske såkaldte martyr er nødt til at medtage så mange vantro ind i døden som muligt, for at den kan være en ægte muslimsk martyrdød, hvilket jo altså vil sige en uægte kristen martyrdød. Jeg blev opmærksom på denne udstilling gennem en artikel af Hugh Fitzgerald, se her, hvor han er ret forarget over, at danskerne bag udstillingen ligestillede to terrorister fra Bruxelles med kristne martyrer. Jeg fandt senere ud af, at jeg faktisk dengang skrev et par artikler derom, nemlig denne og denne.

Men det er jo blot én af de uheldige ting ved denne mangel på opmærksomhed fra vores side om martyrteologien.

En anden uheldig ting ved vor forkerte teologi består i, at vi på den måde overser, at det er den kristne livsforståelse og f.eks. ikke den muslimske, der leder os til at give plads til alle mulige diskussioner, herunder den videnskabelige diskussion, hvorigennem den omfattende videnskab, som vi kender i dag, er blevet til. En tilsvarende diskussion har ikke forekommet indenfor islam, hvilket ifølge Robert R. Reillys bog ”The Closing of the Muslim Mind” kan tilskrives det forhold, at muslimerne omkring år 1000 nåede frem til en teologisk opfattelse, der fratog den menneskelige diskussion al betydning.

Luther blev jo ikke nogen martyr. Men det er ikke forkert at sige, at han på trods af, at han ikke endte sine dage som en martyr, alligevel havde i sig martyrholdningen. Den kom blandt andet til udtryk i hans villighed til at møde frem i Worms, selv om Jan Huss’s skæbne godt hundrede år tidligere, hvor han på et kirkemøde, hvor han havde fået kejserligt frit lejde til at møde op, alligevel blev brændt på bålet som kætter, jo ikke lovede godt for håbet om, at Luther ikke skulle møde samme skæbne.

Men hans skæbne er afhængig af en sand kaotisk blanding af tilfældigheder i disse år. Det var tilfældigt, at Gutenberg nogle år tidligere havde opfundet et trykkesystem, der gjorde bøger helt anderledes billigere, end de havde været før. Det var tilfældigt, at Luther blev den person, som bogtrykkerne ombejlede, fordi folk absolut ville læse, hvad han havde skrevet, og fordi de nu kunne gøre det forholdsvis billige. Det var tilfældigt, at Frederik den Vise, Luthers kurfyrste, sendte ham til forhør i Augsburg i oktober 1518 hos kardinal Cajetan, under betingelse af kejserligt frit lejde. Derved undgik Luther at blive indfanget af Cajetan og ført til Rom, hvilket Cajetan havde ordre til fra paven; og var Luther kommer til Rom og havde lidt martyrdøden dèr, havde han ikke opnået den berømmelse, der ventede på ham i Tyskland. Og det var også et tilfælde, at han ikke efter pavens ønske, da han havde modtaget den pavelige bulle, umiddelbart blev brændt på bålet, men i stedet skulle forhøres af Rigsrådet i Worms. Det store opstandelse, hans bøger havde vakt, var baggrund for, at rigsråderne ville udspørge ham nøjere efter forhørets afslutning. Så først, da han skulle drage af sted tilbage til Wittenberg fik han at vide, at han ville blive ”taget til fange” og anbragt på Wartburg.

Og endelig var det vel også noget af et tilfælde, at hertug Christian, den senere kong Christian den Tredje af Danmark, udsendt som delegeret fra Holsten, blev så grebet af Luthers optræden i Worms, at han fra da af var en trofast lutheraner.

Tilfælde og tilfælde. Ja, det er jo netop det, der er spørgsmålet. For er det ikke her, vi kan se Guds indgriben? Er det ikke denne sammensmeltning af et menneskes mod til at fastholde den opfattelse, han er nået til uden at ængstes for det kætterbål, der venter, og et andet menneskes, altså hertug Christians, betagelse af dette martyrmod, der fører historiens fakkel videre, nu tændt med ytringsfrihedens lys? Det er ikke noget, det ene eller det andet menneske har villet. Det er noget, der bare sker. Men jo altså, i troens perspektiv, noget, der sker ved denne sammensmeltning af Guds vilje og menneskets mod.

Jeg har her gjort rede for Luthers anden omvendelse, den omvendelse, hvor han gik fra at ville knuse pavens magt med vold til i sit første skrift imod pavestolen kun at ville bruge ord. Også den udvikling i Luthers sind bærer tilfældighedens præg, selv om vi naturligvis som de gode kristne, vi er, vil hævde, at Gud havde en finger med i spillet, eller – med Sandbecks ord – at Gud formåede at ”fikse” Luthers indre, så han gjorde det rette, sagt med en vis ironi, for at Gud har noget at sige her før dommedag vil Sandbeck jo ikke finde på at sige.

Og også den udvikling, som fra Luthers mange påpegninger i sine skrifter af, at Guds ord skal overbevise uden vold, fører frem mod den europæiske tanke om ytringsfrihed, kan ses i sin dobbelthed af guddommelig førelse og menneskelig forståelse. Det var selvfølgelig tilfældigt, at Luther i sit skrift til de to fyrstebrødre skrev, at man blot fra øvrighedens side skulle lade ånderne tørne sammen, se her, for det var jo noget, han selv havde syntes i sin uoverensstemmelse med pavestolen var selvfølgeligt. Men ikke desto mindre blev dette ord, og de mange andre af lignende karaktér baggrund for en række senere filosoffers tanker om ytringsfrihed. Så selvfølgeligt er det, at man rask væk kan smide Luther ud af ligningen og tro, at den siger det samme uden ham. Og ikke sandt, af denne oplagte kortsynethed er der ikke en kat, der gør – bortset lige fra undertegnede og nogle få andre.

En sådan martyrteologi har jo ret indlysende noget at sige imod Sandbecks tanker. Men den har også noget at sige angående det ikke helt uvæsentlige spørgsmål, hvad da Gud forventer af os. For hvor den almindelige nutidige teologi alt for ofte standser ved forskellige former for ”gode gerninger”, som man mener, man kan opfylde Guds krav med, dèr vil en martyrteologi være optaget af at vende sig imod enhver lovtrældom, også den i egne række, der vil fremhæve sig ved hjælp af ”gode gerninger”, uanset om det bringer anseelse og forfremmelse eller ej.

Lad mig slutte med at tage det mærkelige ord fra Joh 9,41 frem: Her siger Jesus til de farisæere, der spørger, om de er blinde, at Var I blinde, havde I ikke synd. Men nu siger I: Vi ser; i synd er og bliver I.

I kapitlet har Johannes fortalt om, hvordan Jesus helbreder en mand, der var født blind. Han selv kom til troen, men andre, deriblandt nogle farisæere, der også så det, kom ikke til troen. Og det er til dem, der lyder denne mærkelige nydefinition af begrebet ”synd”, hvoraf det fremgår, at disse farisæere ikke havde synd, hvis de ikke havde set underet. Når de har fået lejlighed gennem underet til at erfare Guds anderledes væremåde, men lader hånt om den og op imod den stiller deres egen lovforståelse, så er de i synd.

Og det er en mærkelig måde at omtale begrebet ”synd” på. Det er altså ikke det at øve onde gerninger, det er det at holde sig til det, man hidtil har betragtet som ”gode gerninger”, uanset, at man har hørt og delvis forstået Jesu anderledes tale.

Og derigennem har vi endnu en opfordring til os kristne om at gøre vore muslimske landsmænd opmærksom på deres mange fejltagelser af menneskelivet, foranlediget af den religion, de har med sig, islam.

Udgivet i Islam, Luther, Ny testamente | Tagget , | Skriv en kommentar

At flytte gudstanken

Udgivet den marts 29, 2026 af ricardtriis

Jeg vil i dette og de følgende indlæg argumentere for, at vi kristne undlader at anvende gudsbegrebet, specielt tanken om Guds almagt, på den ydre verdens begivenheder. Så længe vi gør det, kommer vi uvægerlig i karambolage med videnskabens erfaringer. Stillet overfor de tanker, der i hele kirkens historie er frembragt om verdens indretning, bliver det umuligt at fastholde tanken om en kærlig og omsorgsfuld Gud, som styrer alt til vort bedste.

Gør vi det – og det plejer vi jo at gøre – løber vi ind i det problem, vi indenfor teologien kalder ”teodicé-problemet”, altså spørgsmålet om, hvordan man får påstanden om en almægtig Gud til at rime med påstanden om, at denne almægtige Gud også er en far for os, en far, oven i købet, som gør alt for at tage sig kærligt af sine børn.

Som en sådan kærlig og omsorgsfuld Gud vil jo vi kristne gerne afbilde Gud. Vi synger salmer i læssevis, som priser Guds godhed imod os. Vi læser bibelsteder, som understreger denne tanke. Vi prøver, om ikke andet, at overbevise os selv og vore menigheder om, at Gud er med os også i det onde, der sker os, idet vi jo så undlader at rejse det spørgsmål, hvorfor mon den almægtige Gud sender os dette onde. Og hvis vi endelig tager dette spørgsmål frem, kommer vi alt for let til den ”løsning”, der taler om vores store syndighed, noget, vi ikke rigtig forstår og kun kan acceptere ved at slå vore dagligdags erfaringer fra og gøre os umage med at se fromme og skyldbetyngede ud.

Den første indvending, jeg vil komme med imod denne tanke, stammer fra Søren Kierkegaard. Godt nok er det problem, han slås med, og altså dermed det problem, han anklager Gud for, af en art, som jeg slet ikke kan gå med til. Men anklagen mod Gud finder jeg trods det helt i orden.

Det problem, Kierkegaard slås med, stammer fra hans ret specielle gudsforståelse. Han mener gennem sine tungsindsanfald at kunne regne sig frem til, hvad Gud forlanger af ham. Og da hans tungsindsanfald i slutning af forlovelsesperioden forløb sådan, at han blev overfaldet af den ene ”reflektionsbyge” efter den anden, og da han faktisk fik fred for disse ”byger”, da han havde sendt Regines ring tilbage til hende, altså afbrudt forlovelsen, var han overbevist om, at han havde handlet efter Guds befaling til ham. (Jeg har skrevet en længere afhandling derom, se her).

Men hvorfor befalede Gud ham dog, at han skulle afbryde sin forlovelse med Regine?

Det spørgsmål er baggrund for forfatterskabets begyndelse, ja, vel egentlig for hele forfatterskabet. ”Enten-Eller” indeholder overvejelser desangående, ”Frygt og Bæven” er på overfladen en redegørelse for Guds befaling til Abraham om at ofre Isak, men under overfladen en beskrivelse af Guds befaling til Kierkegaard om at ophæve forlovelsen med Regine, og ”Gjentagelsen”, også dette skrift handler om denne sag.

Fra dette skrift har jeg her hentet en anklage mod Gud, som forfatterpseudonymet priser den gammeltestamentelige forfatter Job for. Den lyder i lidt forkortet udgave sådan her:

Veed Du intet Mere at sige, tør Du intet Mere sige end hvad de beskikkede Trøstere ordknap tilmaale den Enkelte, hvad de beskikkede Trøstere som stive Ceremonimestere foreskrive den Enkelte, at det i Nødens Stund er passende, at sige Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet, hverken mere eller mindre, ligesom man siger prosit til den, der nyser! Nei, Du der i Din Velmagts Dage var den Undertryktes Sværd, og Oldingens Kjæp og den | Nedbøiedes Stav, Du sveg ikke Menneskene, da Alt brast – da blev Du den Lidendes Mund, og den Sønderknustes Raab, og den Ængstedes Skrig, og en Lindring for alle dem, der forstummede Qvaler, et trofast Vidne om al den Nød og Sønderrivelse, der kan boe i et Hjerte, en usvigelig Talsmand, der vovede at klage »i Sjælens Bitterhed« og at stride med Gud. Hvorfor skjuler man dette? Vee den! der opæder Enker og Faderløse, og besviger dem for deres Arv, men vee ogsaa den! der underfundigt vil bedrage den Sørgende for Sorgens midlertidige Trøst, at give sig Luft, og at »trættes med Gud.« Eller er maaskee Gudsfrygten i vor Tid saa stor, at den Sørgende ikke behøver det, hvad der var Skik i hine gamle Dage? Tør man maaskee ikke klage for Gud? Er da Gudsfrygten bleven større eller Frygten og Feigheden? Nuomstunder mener man, at Sorgens egentlige Udtryk, at Lidenskabens fortvivlede Sprog maa overlades til Digtere, der da som Procuratorer ved en Underret tale den Lidendes Sag for den menneskelige Medlidenheds Domstol. Længere vover Ingen sig. Tael derfor Du, uforglemmelige Job! gjentag Alt, hvad Du sagde, Du vældige Talsmand, der møder for den Høiestes Domstol uforfærdet som en brølende Løve! I Din Tale er der Fynd, i Dit Hjerte er der Gudsfrygt, selv naar Du klager, naar Du værner om Din Fortvivlelse mod Dine Venner, der som Røvere staae op at overfalde Dig med deres Taler, selv naar Du, hisset af Dine Venner, søndertræder deres Viisdom, og foragter deres Forsvar for Herren, som var det en udlevet Hoftjener eller en statsklog Regjeringsmands elendige Kløgt. Dig behøver jeg, en Mand, der veed at klage høit, saa det gjenlyder i Himlene, hvor Gud beraadslaaer med Satan om at lægge Planer op mod et Menneske. Klag, Herren frygter ikke, han kan vel forsvare sig; men hvorledes skulde han kunde forsvare sig, naar Ingen vover at klage, som det sømmer sig et Menneske. Tael, opløft Din Røst, tael høit, Gud kan vel tale høiere, han har jo Tordenen – men ogsaa den er et Svar, en Forklaring, paalidelig, trofast, oprindelig, et Svar fra Gud selv, der, hvis den end knuste et Menneske, er herligere end Bysnak og Rygter om Styrelsens Retfærdighed, opfundne af menneskelig Viisdom, udspredte af Kjellinger og Halvmænd.

Hele Gjentagelsen kan ses her. Dette er taget fra side 66.

Jeg mindes en sygehuspræst, der opfordrede de patienter, som han skulle trøste, til som Job her at klage overfor Gud, at fremføre den tanke om uretfærdighed, der piner dem, at komme frem med det uforståelige i gudstanken, når den forbindes med vor viden om naturens ulykker og menneskets legemlige svagheder.

Og jeg må tilslutte mig den klage. For selv om vi teologer i mange hundrede år har haft mulighed for at forbinde tanken om den almægtige Gud med tanken om verden som fremvokset i kraft af naturlove, naturlove, som vi mennesker har kunnet finde frem til og få mening i, så er det ikke lykkedes for os at fastholde tanken om Gud som vor omsorgsfulde far stillet overfor sådanne naturlove.

Det er jo sandt, at to mennesker, der har fundet sammen i ægteskab, og som har levet et langt liv i kærlighed og forståelse, ikke kan andet end takke Gud for det. Men når så den ene af dem rammes af en hjernefejl, der gør, at han bliver jaloux for et godt ord, så hans kone er ved at fortvivle over hans helt anderledes opførsel, når altså et sådant udslag af kendte naturlove vælder ind over manden i et sådant ægteskab, så han bliver en helt anden end den, hans kone har holdt sammen med, kan hun så fremdeles takke Gud for hans omsorg? Må hun ikke i stedet slutte sig til Job, der heller ikke kan få Guds almagt og omsorg til at stemme med det, der sker med ham, og derfor klager til ham, bebrejder ham hans manglende kærlighed?

For én ting er at skulle finde sig i naturens luner, én ting er, at skulle konkludere, at vi selv må prøve at tage højde for disse luner, vor guddommelige far vil ikke fjerne dem for vores skyld. Det kan vi vel holde til og alligevel forblive i vor taknemlighed mod Gud. Noget helt andet er at skulle takke og prise Gud, når han fratager os den, vi efter hans ord har elsket og bundet os til. Så bliver tanken umulig, så kommer Job til os med sin klage og må næsten nødvendigvis få os til at klage også. Og så er det selve tanken om Gud som almægtig, der lider skibbrud.

For kan man forene en tanke om naturloves almagt med en tanke om et personvæsens almagt? Og er det klogt at blive ved med at opfordre til tiltro til en Gud, der næsten er sat fra magten af naturlovenes almagt?

Eller sagt på en anden måde: Kan man forbinde de tanker om dyrelivets udvikling, som Darwin fremsatte med tanker om en personlig guddoms kloge og hensigtsmæssige handlen? Jeg mener: Hos Darwin er der ikke plads til noget overordnet hensyn til denne eller denne dyreart, heller ikke hvis denne dyreart hedder homo sapiens. Er udviklingen af selv denne dyreart er foregået efter tilfældighedernes spil, bundet til diverse naturlove, og ikke efter en guddoms forestilling om, hvad der skal ske og ikke ske, hvad en hjerne skal bruges til og hvad ikke, hvad et sprog vil betyde og hvad det vil forhindre?

Eller kan vi inkludere alt sådant under forestillingen om, at vi er skabt i Guds billede, sådan som første skabelsesberetning fortæller om det? Eller kan vi henregne tanken om Guds hensyntagen under forestillingen om, at vi mennesker, men ikke dyrene, har fået et sprog? Jeg mener, det var ifølge anden skabelsesberetning, mennesket, der gav dyrene navne, ikke dyrene, der gav navn til mennesket. Og netop i anden skabelsesberetning hedder det jo også, at Gud, da han havde skabt dyrene, førte dem hen til Adam for at se, hvad han ville kalde dem. Ikke fordi Gud ikke selv kunne finde på nogle navne til dem, men fordi mennesket i den grad var skabt i Guds billede, at det, som mennesket fandt på, at det og det dyr skulle hedde, det kunne Gud godtage uden problemer.

Og hvis det forholder sig med skabelsen af alle de andre dyr på den ikke-guddommelige måde, forholder det sig så ikke også sådan for menneskets vedkommende? Eller betyder det noget, at mennesket i modsætning til alle de andre dyr har fået et sprog, hvorved det er kommet til at adskille sig fra de andre dyr, dels derved, at vi som de eneste levende væsener, véd af, at vi skal dø, og dels derved, at vi kan gøre kollektive erfaringer, hvor de andre dyr kun gør individuelle erfaringer? Og lidt mere drilsk udtrykt: Er det ikke dette sprog og denne logik, der er bundet til sproget, der får os, men ikke dyrene, til at skabe os et gudsbillede og til absolut at ville forstå altings tilblivelse ud fra en persons fornuftige tanker? Og personen er jo altså Gud.

Og mine teologiske studier har ikke hjulpet mig. For de har afsløret, at man i den kristne teologi altid har skullet jævnføre gudstanken med de begivenheder, gode og dårlige, der rammer os mennesker. Tydeligst kommer det vel til syne i Jobs bog i Det gamle Testamente. Men tanken om Gud som ophavsmand til verden har i oldkirken måttet tage livtag med de græske forestillinger om forskellen mellem den åndelige og den legemlige verden, en forskel som Det gamle Testamente ikke opererer med. Og man kan vel sige, at Augustin fik nogenlunde bugt med teodicé-problemet, for han hævdede, at vore drifter, kønsdriften inklusive, var syndige. Og så får han ganske rigtigt skabt en totalsyndighed hos os mennesker. Men kan vi bruge disse tanker til noget i vore dage, hvor vi jo ikke regner kønsdriften for syndig i sig selv?

Så hellere rådføre sig med Luther. For han føler i sin diskussion med Erasmus, at han er nødt til at operere med ikke blot den prædikede Gud, ham, som bibelen beretter om, men også med den skjulte Gud, en guddom, som man ikke under nogen omstændigheder må beskæftige sig med, og hvis hemmeligheder man ikke må forsøge at gennemskue, se f.eks. her. Det er det, der får ham til i slutningen af ”Om den trælbundne vilje” at hævde, at det først er ved hjælp af herlighedens lys, at vi kommer til at kunne se meningen med det hele, naturens lys og evangeliets lys hjælper os ikke til at få øje på nogen mening og sammenhæng. (Jeg har skrevet lidt om det her).

Når jeg kan godkende Kierkegaards brug af Job til at rette anklager mod Gud, skyldes det, at jeg finder det godt og befriende, at han ikke tyr til den sædvanlige ”løsning” med at gøre sig selv til en stor synder. Det vil også være svært, ja, næsten umuligt i den situation, der fik ham til at bryde med Regine. Der var jo ikke tale om nogen synd fra hans side, tværtimod oplevede han den skønneste overensstemmelse mellem ham og hende. Der var tale om, at han af sin stærkt afvigende gudsforståelse mente at have fået en guddommelige befaling til at bryde forlovelsen. Og Guds kærlighed og omsorg vovede han at sætte under anklage, sin egen fejlagtige gudsforståelse ikke.

Men når jeg frasorterer hans gudsforståelse, bliver vreden og styrken i anklagen tilbage. Og derfor læser jeg ovenstående stykke fra ”Gjentagelsen” med tilslutning, ligesom jeg også lader Jobs anklager synke ind i sindet.

Man kan jo ikke længere spørge Kierkegaard, men så kan man i det mindste spørge mig, og det vil man nok gøre: Hvordan kan du komme med sådanne store anklager mod den Gud, der dog har givet dig livet og hjulpet dig hidtil? Hvordan kan du frakende hele tilværelsen den mening og sammenhæng, som gudstroen dog vil give den? Har du ikke lullet dig ind i noget af en selvmodsigelse på den måde?

Dertil vil jeg svare – og måske på en måde har jeg Kierkegaard med i mit svar – at de, der lider ondt i denne tilværelse, har jeg den dybeste medlidenhed med, og at jeg stiller mig på deres side, hvis de vil anklage Gud. Og at specielt de mennesker, der oplever det forhold til et andet menneske, som de efter Guds befaling har bundet sig til og altså bundet sig til i kærlighed og fortrolighed, ødelagt af en hjerneskade, ikke blot har min medlidenhed, men at jeg også deler uforstand med dem, og derfor som de må afstå fra de sædvanlige fraser om, at ”Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet”, for at Herren gav, er sandt nok og det giver mening, men at Herren tog, det er ikke blot meningsløst, det forekommer at være en hån mod den kærlighed, som Han lod blive til.

For dette med, at verden og vort liv i den er skabt af Gud, er jo ikke blot noget, vi siger for at være fromme mennesker, det er noget, vi lever efter, i hvert fald langt de fleste mennesker i den vestlige verden. At livet er godt, går vi ud fra som en selvfølge. At det er godt at finde sammen to og to og få børn sammen, er måske ikke noget, vi direkte siger, men det er påstande, vi handler efter, det er det grundlag, vi lever på. Og når så Gud med sine handlinger synes at gøre nar af os, når så tingene udvikler sig, så Han handler direkte imod dette grundlag, så står Job der med sine anklagende ord, så hjælper Kierkegaard os til at få luft for vor klage, og så må der klages, bebrejdes, rettes hårde ord mod den Gud, der handler sådan.

Så nej, teodicé-problemet forsvinder ikke. Det har stået der fra bibelens dage og står der fremdeles som noget, der får os til at protestere.

Lad mig til sidst fremdrage en klumme af Lars Sandbeck, som jeg kan vende mig imod på en måde, der måske kan forklare noget og oven i købet kaste lys over det næste, jeg vil sige i et kommende indlæg.

Sandbecks klumme kan ses her. Pas på med at læse den, for den er direkte ukristelig. Han skriver blandt andet:

Fra og med “The Big Bang” for 14,5 milliarder år siden har verden været permanent hjemsøgt af kaos, vold, endeløse ødelæggelser og en dødelighedsrate på 100 procent. Ved nærmere og realistisk eftersyn er vores tilværelses grundvilkår dybt tragiske, omend vi også lejlighedsvist og midt i alle tragedierne kan opleve forbigående momenter af harmoni, kærlighed, godhed og skønhed.

Der er god grund til, at kristendommen ikke er en skabelsesreligion, men en forløsningsreligion, og at påsken ikke handler om, at Kristus opstår til endnu et jordisk liv, men til et liv i herlighed hinsides vores verden. Guds frelsesplan drejer sig tydeligvis ikke om at etablere et fredsrige her på jorden, standse bomberne i Ukraine og Iran, kurere de 50 værste sygdomme og forhindre naturkatastrofer i at indtræffe. Der er forskel på optimisme og håb. Som regel er der naiviteten til forskel.

Det er dog et utrolig mørkt syn, han har på denne tilværelse. Hvad vi oplever af harmoni, er kun forbigående momenter. Men frygt ikke, siger han så, for det hele bliver retvendt i den tilværelse, der kommer. Og Jesus ville ikke forblive i denne tilværelse, nej, han ville videre til den herlighed, der venter os alle.

Sandbeck fortsætter:

Det kristne håb er et håb, der rækker ud over dødens og tidens lidelsesfyldte og voldsramte verden. Det er et håb, der baserer sig på den bundrealistiske indsigt, at verden – sådan som vi umiddelbart kender og erfarer den – grundlæggende ikke står til at redde. Måske fordrer det kristne håb ligefrem, at vi gør op med den positive skabelsesteologis forestilling om, at det univers, vi kan erfare, er identisk med Guds gode skaberværk.

Sandbeck går derefter de to skabelsesberetninger igennem og mener vist, at kun den første regner denne tilværelse for god, hvilket viser, at han glemmer, at den redaktor, der har anbragt de to skabelsesberetninger i skøn sammenhæng, dog vel må mene, at de begge afbilde Guds skabning som god.

Og så hedder det til slut:

Påskens håbefulde budskab lyder ikke, at Gud fra nu af vil begynde at fikse problemerne i den faldne verden, men derimod at Gud i og med Jesu død og opstandelse viser os, at han har skabt en vej tilbage til den oprindelige og evigt paradisiske virkelighed, vi alle hører hjemme i. Kristus bringer os alle tilbage til lysets hjem, og påsken er ikke forbi, indtil den sidste fortabte synder er fundet og bragt sikkert i mål.

Kaos og krig, død og ødelæggelse er kommet for at blive i det vrangvendte skaberværk. Og derfor består kirkens opgave heller ikke i at forsøge at redde verden, men i at lindre verden og afhjælpe nød. Vi bliver desværre næppe arbejdsløse foreløbig. På faldne vilkår kan kirken højest bidrage til – i gudstjeneste, sjælesorg og diakoni – at bringe glimtvise øjeblikke af gudsrigets virkelighed ind i menneskers liv og give dem fred.

Sandt er det, at der er nok at klage over i den nuværende tilværelse, og at vi, hvis vi godtager Gud som ophavsmand til disse problemer, må gøre som Kierkegaard og Job: Klage over det. Og sandt er det også, at vi nok får nok at lave med at bringe glimtvise øjeblikke af gudsrigets virkelighed ind i menneskers liv. Men det er minsandten ikke sandt, at Gud ikke vil ”fikse problemerne i den faldne verden”. Det var netop det, han sendte Jesus for. Og det er netop det, Jesus med sin død vil bidrage til.

Og tilbage står spørgsmålet, om mon ikke dette, at vi tænkes at efterfølge Jesus ind i martyrdøden, kan give os den forståelse og den trøst i vort syn på tilværelsens manglende ssammenhæng, vi lider under.

Det vil et kommende indlæg måske vise.

Udgivet i Etik, Luther, Ny testamente | Tagget , | Skriv en kommentar

Et løfte er et løfte

Udgivet den marts 28, 2026 af ricardtriis

Kasper Støvring har sammen med Frederik Christensen skrevet en bog, der hedder: ”Tragisk realisme: Krig og fred i den multipolære verden”. Støvring har selv ”anmeldt” den på document.dk, se her, og den er også blevet anmeldt i Kristeligt Dagblad af Mikkel Vedby Rasmussen, se her. Derudover har Anna Libak anmeldt den i Weekendavisen, se her. Denne sidste anmeldelse er Støvring dog ikke særlig tilfreds med, så han har fået lov til at komme med et svar til Libak på document.dk, se her.

Hvis man skal koge Støvrings synspunkter ned til det mindst mulige, kan man sige, at han mener, at Vestens fejl er, at man har nøjedes med at handle efter reglerne og har overset, at det også er væsentligt at handle klogt. Og det sørgelige er nu, siger han, at verden ikke mere er en regelbaseret verden, den har forvandlet sig til en magtbaseret verden. Blot har vi i Vesten ikke opdaget denne forandring endnu og derfor ikke taget hensyn til den i vore handlinger.

Man kan vistnok sige, at dette er der da på sin vis noget om. Men der er alligevel en væsentlig ting at føje til. Og denne ting har med Putin at gøre.

Det kan være sandt nok, at for Putin drejer det sig ikke om at handle efter reglerne, for ham drejer det sig om noget andet. Men hvad andet?

Ja, jeg har tidligere været inde på en teori, som jeg mener holder stik, den nemlig, at Putin anser os i Vesten for at være dekadente. Og at være dekadent betyder at være uvillig til at bruge magt. Man vil for alt i verden ikke i krig. Man viger tilbage fra enhver modsætning til andre, der kan ende i krigslignende forhold.

Det, der så er problemet for et menneske som Putin, er, hvad han skal gøre, når det viser sig, at vi vesterlændinge alligevel ikke er, som han har påstået.

At han anser os for dekadente, viste sig, som jeg ser på det, første gang, da han lod de to agenter, der havde forsøgt at slå Skripal ihjel i Salesbury, optræde i fjernsynet på en meget letgennemskuelig måde. Dermed ville han sige til os vesterlændinge: ”Ja, ja, selvfølgelig er det mig, der står bag det, men I kan ikke bevise det”.

Det samme skulle vi have at vide, da han indtog Krim med forklædte russiske soldater, ”små grønne mænd”, som han kaldte dem. ”Selvfølgelig er det mig, der står bag, men I kan ikke bevise det”. Dog kom der et årstid senere den krølle på den historie, at Putin indrømmede, at det faktisk var ham, der stod bag erobringen af Krim. Han har åbenbart gerne villet fortælle sine russiske undersåtter, hvor smart han er.

Men både, da han besatte to områder i Georgien, og da han erobrede Krim-halvøen, gjorde han det på baggrund af sin formodning om, at vi vesterlændinge var dekadente. Og vi gav ham jo ret, for vi reagerede kun med ord, ikke med handling.

Så der var sådan set ikke noget at sige til, at han den 24-2 2022 gik ind i Ukraine med sin hær. For når vi i Vesten havde ladet ham gøre disse to ting og dertil understøtte et oprør i det østlige Ukraine, uden at vi greb ind, ville vi nok også lade ham indtage Ukraine uden at foretage os noget.

Og det ville vi måske også have gjort. For det er bemærkelsesværdigt, at amerikanerne tilbød Zelenskyj et fly ud af Ukraine, da russerne angreb. Man regnede ikke med, at ukrainerne kunne gøre modstand – eller måske man ligefrem mente, at de ikke ville gøre modstand mod de russiske styrker. Men dèr forregnede vi vesterlændinge os. For modstand, det gjorde ukrainerne. Og det i den grad, at russerne måtte trække angrebsstyrkerne mod Kyiv tilbage.

Og Putin forregnede sig også. Det er kommet frem her for nylig, at de russiske angrebsstyrker mod Kyiv havde paradeuniformer med i deres tros. Man regnede altså med, at man inden længe kunne holde sejrsparade i Kyiv: ”hurra, Ukraine genindlemmet i det store russiske rige”! Men sådan gik det som bekendt ikke.

Og så var Putin nødt til at blive ved. For indrømme et nederlag er ikke noget, der ligger til ham. Og hvis man vil, kan man da godt tage hatten af for den russiske ihærdighed, ikke blot på slagmarken, men også i våbenindustrien. For det må vist siges at være noget af en indsats at få forvandlet den korrupte krigsmaskine fra 2022 til den langt farligere hær, der nu holder stillingen i Ukraine, endda efter sigende går frem, omend det sker ret langsomt.

Det er min forklaring på disse begivenheder. Og den har da det tilfælles med Kasper Støvrings, at den betragter Putin som en person, der er ligeglad med internationale aftaler og tænker om verden som en magtbaseret verden. Men det mener vi vist alligevel ikke på samme måde.

For Støvring vil mene, at der for Putin var god grund til at gå ind i Ukraine. Vi i Vesten kom med vore NATO-udvidelser østpå tættere og tættere på den russiske grænse, og vi gjorde det oven i købet på trods af, at vi havde lovet, at NATO ikke skulle udvides østpå, ”ikke en tomme”, som vi sagde. Ifølge Støvring. Han skriver i sit svar til Libak:

Libak har to anker, og ingen af dem er korrekte. Hun mener, vi viderekolporterer russisk propaganda, når vi skriver, at der blev givet et løfte fra vestlig side i begyndelsen af 1990erne om ikke at udvide NATO mod øst. Og for det andet kritiserer hun vores synspunkt, at der var mulighed for en fredsaftale allerede i marts/april 2022.

Ingen af delene passer altså, ifølge Libak.

Men dér tager Libak fejl. Lad os se på kilderne.

Og så gennemgår han alle de forsikringer overfor Gorbatjov, der blev fremsat fra vestlig side, både mundtligt og skriftligt, om at NATO ikke ville udvide østpå. Men det er, som om han ikke har læst Libaks indvendinger ordentligt. I hvert fald overser han – villet eller ubevidst – at det, Libak indvender imod dette med løftet om ”ikke en tomme”, er, at dette løfte blev aflagt, mens Warszawa-pagten endnu var aktiv, og Sovjetunionen endnu var intakt. Hun citerer Gorbatjov for at sige, at spørgsmålet om en eventuel NATO-udvidelse ikke blev taget op i ”ikke en tomme”-mødet. Derefter siger Gorbatjov:

Derimod blev et andet spørgsmål taget op og drøftet: at sikre, at NATOs militære struktur ikke rykkede frem, og at der ikke blev udstationeret yderligere alliancestyrker på det daværende DDR’s territorium efter den tyske genforening. Det var i den sammenhæng, at Baker (James Baker, USA’s daværende udernrigsminister, red,) udtalelse, som du henviser til, blev fremsat.

Det er sandt, at denne bemærkning om, at NATO ikke ville udvide en tomme østpå, er blevet brugt i russisk propaganda. Og det er det, der får hende til at sige, at Støvring gentager den russiske propaganda. Og så længe han ikke imødegår Libaks beviser på en mere overbevisende måde, er det for mit vedkommende hende, jeg skænker tiltro, og ikke ham.

Det betyder ikke, at det var særlig klogt, det, NATO foretog sig frem til invasionen i Ukraine. At afgive løfter til Georgien og Ukraine om NATO-medlemsskab i en ikke nærmere bestemt fremtid uden at sætte magt bag ordene, er ikke at tage hensyn til Putins teori om Vestens dekadence. Men hvis man kan bebrejde de vestlige ledere, at de ikke har sat sig grundigere ind i Putins tankegang, så kan man bestemt langt stærkere bebrejde Støvring for det samme. Og det er ikke svært at få baggrunden for Putins tanker at vide. Den kan ses af de taler, han har holdt, f.eks. en tale få dage før invasionen, som jeg har omtalt her med kildehenvisninger.

Når jeg fremkommer med tanken om Putin som én, der regner med, at han kun vil blive mødt med sporadisk modstand i Ukraine, skyldes det, at jeg har læst f.eks. dette afsnit i hans tale den 21-2 22:

Jeg vil gerne understrege: Ukraine er ikke et naboland for os. Det er en umistelig del af vores historie, kultur og åndelige rum. Ukrainerne er vores kammerater, for os de mest dyrbare – ikke bare kolleger, venner og mennesker, som engang har tjent sammen, men også slægtninge, mennesker knyttet sammen af blod og familiebånd.

Det kan jo være sandt nok, for de to folkeslag er knyttet tæt sammen. Men det giver ham da ikke ret til at invadere Ukraine. Det kan derimod give ham en teori om, at hans soldater vil blive modtaget af nogle af ukrainerne med blomster og jubelråb. Hvad de jo bestemt ikke blev. Han kunne i sin tale nok så meget fremhæve slægtskabet mellem de to folk, når han ”glemmer” den hungersnød, ukrainerne oplevede under Stalin, og den tilsidesættelse, de hele tiden har følt fra Moskvas side, så er det et stykke virkelighed, han overser. Og det svier til ham efter invasionen, ja, svier til ham den dag i dag, hvor han er nødt til at bruge store summer på militæret, penge som den almindelige russer så ikke får del i.

Det kan da være rigtigt nok, at vor verden er baseret på magt. Måske den endda er det nuomstunder i højere grad, end den var det tidligere. Men det betyder ikke, at ord og løfter ikke mere betyder noget. Det betyder ikke, at en hvilken som helst diktator bare kan gøre, hvad der lyster ham, uden at det får konsekvenser for ham. Det vil det altid få, og det har det altid villet få. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er, at vi har fået to spillere med ukendt og ualmindelig baggrundsforståelse ind i billedet, Putin og ajatollaherne.

Og hvad Putin angår, er det da rigtigt nok, at vi vesterlændinge på det punkt har noget at lære. Men vi skal ikke lære det samme, som ukrainerne tilsyneladende allerede har lært: at han ikke er til at stole på. Når han kan angribe Ukraine på trods af, at Rusland i 1994 lovede ikke at angribe Ukraine mod, at landet afleverede sine atomvåben, så har han gjort sig selv utroværdig, og det er til at forstå, at ukrainerne kræver særlige sikkerhedsforanstaltninger ved en eventuel våbenhvile.

Lad mig slutte med at henvise til dette indlæg, hvor jeg retter den anklage mod Putin, at han overfor Macron og andre kort før invasionen ind i Ukraine hævdede, at alle de soldater, der stod ved grænsen til Ukraine blot var deltagere i en almindelig militærøvelse. Få dage efter fortalte invasionen, at denne påstand var en løgn, han havde fremsat overfor Macron.

Men Putin ser ikke, at han derigennem har ødelagt sin troværdighed. Og troværdighed, det må man altså have i international politik. Der skal laves aftaler, og aftaler betyder en vis grad af indbyrdes tillid, men ødelægger man den tillid, andre kan have til én ved på den måde direkte at lyve for dem, så er det altså ganske meget, der går tabt, herunder ikke mindst tilliden til den, der har løjet.

Det er det, der ligger bag den ændring i de internationale forhold, som Støvring har observeret.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Muslimer i forhør?

Udgivet den marts 23, 2026 af ricardtriis

Jeg har sat et spørgsmålstegn efter ”forhør” i denne overskrift. For det, jeg vil prøve at sige en lille smule om, er, hvorvidt de muslimer, der ønsker statsborgerskab her i landet, og som derfor efter blandt andet Dansk Folkepartis opfattelse skal udspørges, så vi sikrer os, at de ”vil Danmark”, skal igennem en udspørgen, der mest af alt minder om et forhør.

Det kan jo næsten kun opfattes på den måde. For ikke sandt, det er muslimer, vi taler om. Vi har opdaget, hvordan de har sluttet sig sammen i særlige ghettoer, og hvordan de i disse ghettoer søger at gennemføre ikke dansk lov, men muslimsk lov. Ja, vi har endda opdaget, at ganske mange muslimer, der i kraft af deres statsborgerskab bliver ansat i det offentlige, på ingen måde opfører sig som danskere, men undergraver den tillid til det offentlige, som vi danske danskere har. Og blandt andet derfor er det jo, at en del partier går ind for, at vi må stramme betingelserne for at opnå dansk statsborgerskab.

Man kan læse om en bog, der er kommet frem i denne tid, den hedder ”Berøringsangst – Vidnesbyrd om et islamsk normpres som fagfolk møder hver dag”. Og i den står der mange afslørende ting. Blandt andet står det omtalt, som har dannet overskrift på en artikel, som fortæller om bogen, nemlig artiklen her, hvor overskriften er: ”Tavshedspligt eksisterer ikke, siger arabisk tolk”. Her gengives et interview fra bogen med en person, der går under navnet Salma, og som har oplevet, hvordan hun som muslim bliver holdt øje med af alle de andre muslimer, heraf også af de muslimer, der er ansat i sundhedsvæsenet. Og det bliver hun, selv om der indenfor sundhedsvæsenet, som vi forstår det i Danmark, hersker tavshedspligt. Selv om man véd noget om en bestemt patient, må man ikke anvende denne viden i offentligheden. Men det ser altså mange muslimer stort på. For i den muslimske kultur går man og holder øje med hinanden: Spiser den eller den elev i skolen mad med iblandt svinekød? Er denne patient på sygehuset, fordi hun skal have foretaget en abort? Osv, osv.

Og blandt andet derfor vil i hvert fald Dansk Folkeparti, men muligvis også andre partier, have gennemført en statsborgertildeling, der skal foregå langt mere gennemgribende, end det sker for øjeblikket. Og i denne stramning skal altså indgå en undersøgelse af vedkommendes holdning til de danske traditioner, herunder jo altså traditionen med tavshedspligt.

Og det, jeg vil prøve at sige i den anledning, er, at selv om en sådan undersøgelse næsten nødvendigvis både af os danskere og af de undersøgte muslimer vil blive opfattet som et forhør, så vil de være glædeligt og også gavnligt for sagen, om det i stedet blev til noget, der i højere grad kom til at ligne en samtale. For der er måske ikke særlig klogt at føre netop muslimer ind i en forhørssituation. Muslimer har jo af deres koran fået lov til at lyve, hvis det kan gavne islams sag. Og måske er alt det, man i et sådant forhør får påvist, kun, om denne muslim er dygtig til at lyve, altså dygtig til at lade, som om han eller hun da selvfølgelig går helt og aldeles ind for de danske værdier og traditioner, selv om han eller hun i virkeligheden arbejder for en muslimsk overtagelse af Danmark.

Men hvad kan vi sætte i stedet for en sådan forhørslignende undersøgelse?

Jeg vil foreslå, at vi prøver at forklare statsborgerskabsaspiranten noget om, hvad vores kultur går ind for og holder for gode vaner i modsætning til, hvad islamisk kultur går ind for og regner for noget godt.

Men bare at stille det sådan op, viser noget af vanskeligheden for os. For har vi nogensinde gjort os klart, hvad der er kernepunktet i vores kultur? Hvad vor kultur egentlig siger os, består – gætter jeg på – for de flestes vedkommende mere i løse mavefornemmelser og mere eller mindre flagrende begreber end i faste og let begribelige sandheder.

Én af forskellene på de to kulturer kom frem, da nogen foreslog, at man burde gøre det ulovligt at indoperere en kunstig mødom i muslimske kvinder, der stod overfor at skulle giftes, se her. Det kom der ligefrem en Deadline-diskussion ud af. Og dèr kom man til at stå overfor lidt af det samme problem, som man vil stå overfor ved de tænkte statsborgerskabssamtaler. Interessant var det, at det, jeg betragtede som den bedste løsning, var et forslag fra en muslim. Hun mente, at det var fuldt tilstrækkeligt at forklare muslimerne, ud fra de videnskabelige kendsgerninger, der foreligger, at de tager fejl, når de mener, at man altid på tilstedeværelsen af en blodplet på lagnet efter det første samleje mellem brud og brudgom kan se, om bruden har været uskyldig inden brylluppet – noget, muslimerne lægger stor vægt på. Det var unødvendigt, mente hun, at indføre nogle lovbestemmelser desangående, det var klogere at nøjes med at forklare muslimerne sagen.

Det var lige vand på min mølle. For også jeg betragter muslimer som mennesker med en normal menneskeforstand. Godt nok er de så i ganske mange situationer blevet vildført af tanker, som de mener kan understøtte deres lovforståelse af tilværelsen, men i spørgsmålet om den røde plet på lagnet er det faktisk muligt at afmytologisere disse tanker. Sara Omar fortæller om en lignende afmytologisering i sin bog ”Dødevaskeren”, se her.

Naturligvis hænger de to forskellige opfattelse af denne sag sammen med den ret forskellige opfattelse af, hvordan ægtefolk finder sammen. Muslimerne er i så høj grad bundet op på deres lovforståelse af tilværelsen, at de finder det mest etisk korrekt at holde de to køn ude fra hinanden, når de nærmer sig den produktive alder. Godt nok finder der så ikke nogen forelskelse sted, men det er de ligeglade med. For hos dem er det normalt, at det er forældrene, der på deres børns vegne bestemmer, hvem de skal giftes med, noget, vi vesterlændinge har svært ved at forstå. For forelskelse, det er noget, vi lægger vægt på.

Men hvis vi nu prøver at leve os ind i den muslimske tankegang, selv om den i vore øjne er alt for moralsk styret, kan vi så ikke godt forstå deres forargelse over vore unges tilsyneladende alt for promiskuøse opførsel. At man gladelig går i seng med hvem som helst, det er ikke lige deres kop te. Og jo for øvrigt heller ikke min.

Men hvad så?

Ja, så er det, at jeg vil pege på hormonet oxytocin. Dette hormon, hvis hovedopgave synes at være den at binde mor og barn sammen, udskilles hos mennesket også under samleje. Og de betyder – teologisk udtrykt – at Gud har skabt os som pardannende primater, og at det derfor er Hans mening, at forelskelsen skal have noget at sige hos os mennesker. Og betyder det ikke, at den muslimske kønsadskillelse er imod Hans vilje?

Det betyder ikke, at den vestlige alt for frie omgang mellem kønnene er det bedste. Men det betyder, at vi – og det gælder både os vesterlændinge og vore muslimske landsmænd – må prøve at finde en måde, hvorpå forelskelsen kan komme til at gøre sig gældende, uden at det fører til den rene promiskuitet.

Hvis der i den muslimske kultur var lige adgang for mand og kvinde til at søge skilsmisse, ville man måske på skilsmissetallene kunne se, hvilken kultur der var bedst. Men da det næsten er umuligt for en muslimsk kvinde at få bevilget skilsmisse og dertil umuligt for hende at få råderet over sine børn, hvis endelig skilsmissen bliver bevilget, vil et sådant tal ikke være oplysende.

Og for øvrigt – hvis det er forelskelsen, der bestemmer ægteskabet, vil det nødvendigvis medføre en stærk indbyrdes tillid mellem parterne. Det er i det muslimske samfund ikke nogen selvfølge. Dels er det kulturtræk med på kunstig måde at få skabt en rød plet på lagnet jo tydeligvis et forsøg på at narre brudgommen, og dels erindrer jeg en sag fra Frankrig, hvor en nygift mand absolut ville skilles, fordi hans brud på bryllupsnatten havde indrømmet, at han ikke var den første til at have samleje med hende, hvilket han altså blev så fortørnet over, at han ville afbryde forholdet. For forelskelse, nej, det var der ikke tale om; og indbyrdes tillid derfor heller ikke. Se om tildragelsen her.

Det lyder måske lidt pralende, og det er da heller ikke noget, vi vesterlændinge kan prale af, men alligevel! Vi har i vore samfund et ideal om, at man skal tale sandt, at man skal være et helt menneske i enhver sammenhæng, at man skal kunne stole på hinanden og derfor skal stræbe efter at holde sig til sandheden. Og muslimerne vil måske nok overfor os give det udseende af, at de har det samme ideal. Men når det viser sig, at dette med tavshedspligt er noget, de nok lover at overholde, men i praksis ikke tager det så tungt med, er så ikke den tilladelse, koranen giver den fromme muslim til at lyve, hvis det kan bedre islams forhold, en samfundsødelæggende tilladelse?

Og bør vi så ikke i vore samtaler med den statsborgerskabssøgende muslim prøve at få ham til at forstå det ødelæggende for samfundet, hvis han giver det udseende af, at han da bestemt vil være helt og fuldt med i det danske samfund, men i virkeligheden mener, at hans kultur er bedre, herunder altså den del af kulturen, der giver ham lov til at lyve?

Hvilket minder mig om en situation, som ISIS fremkaldte i Irak dengang, de endnu eksisterede. Man havde modtaget en række muslimer fra vore forskellige lande – muslimer, som gerne ville deltage i ISIS’s kamp for den rene islam – og én af dem bad man om at være chauffør på en lastbil, der skulle køre ind i Bagdad. Blot fik han ikke at vide, at der var tale om en selvmordslastbil. Men da lastbilen på et tidspunkt af en anden end denne chauffør blev sprængt i luften, skete der det forunderlige, at chaufføren slap fra det med livet i behold. Men er der noget at sige til, at han fra da af vendte sig kraftigt imod ISIS og alt dets væren? For er man blevet taget ved næsen på den måde, oven i købet i en sag, der vedrører ens eget liv, så kan man ikke nære tillid til en sådan ledelse en anden gang, den kan så være så muslimsk, den være vil. Se om begivenheden her.

Og dette bringer mig tilbage til mine spørgsmål til den far, jeg omtalte i min bog ”Kristne prædikener imod islam”. For da jeg skrev bogen, var der noget, jeg ikke var klar over. Det var først senere, at jeg kom til at se en video, hvor man så Osama bin Laden le ganske hjerteligt over, at nogle af flykaprerne den 11-9 2001 ikke var klar over, at der var tale om en selvmordsaktion. Man havde altså taget dem med, fordi de var trofaste muslimer, ikke fordi de havde accepteret at ville ofre livet ved aktionen.

Det betyder, at de spørgsmål, man må stille til en sådan far, bliver noget mere prekære for ham. For når den uvidende flykaprer – og det kan jo være hans søn – bliver klar over, at han er blevet narret af sine medmuslimer, vil han så stadig være på deres hold, eller vil han – som den føromtalte muslim – føle sig i den grad svigtet af sine medmuslimer, at han hjælper passagererne i det fjerde fly med at fjerne den muslim, der havde taget roret i maskinen?

Vi véd det ikke. Men hvis vi tænker os til begivenhederne, inden flyet styrtede ned, og hvis vi når frem til, at denne fars søn i den grad følte sig svigtet af sine kammerater, at han brød med al muslimsk selvmordstradition og hjalp passagererne med at få fjernet den styrende muslim, vil hans far så som god muslim være ked af, at hans søn havde svigtet den muslimske opgave, han var sat på, eller vil han være stolt over, at han udviste den rette menneskelighed?

Vi får selvfølgelig ikke at vide, hvad denne far tænker, for han er et tankeeksperiment af mig, men vi kan vel godt fremføre spørgsmålet for vore statsborgerskabssøgende muslimer og altså spørge dem, hvad de tænker.

Og er det helt forkert at gætte på, at langt de fleste muslimer i en sådan situation, hvor den ene muslim har narret den anden til at gå med til en selvmordsaktion, som han ikke fortæller er en selvmordsaktion, vil sige, at sådan må da en muslim ikke handle overfor en anden muslim, og at det derfor vil være fuldt ud tænkeligt, at den fars søn, jeg filosoferer over, bliver i den grad vred på disse snydepelse blandt hans muslimske kammerater, at han hjælper passagererne, der vil gribe kontrollen over flyet og have det til at lande på normal vis?

Eller skal vi virkelig forestille os, at ganske mange muslimer vil finde det helt i orden, hvis der bliver løjet for dem af andre muslimer i en sådan situation, altså anse det for muslimsk tilladeligt?

Jeg véd det virkelig ikke. Men problemer af denne art vil man utvivlsomt mange gange stå overfor, hvis man skal indføre en længerevarende samtale med en ansøger som betingelse for at tildele statsborgerskab. Hvilket naturligvis ikke skal fratage os håbet om at kunne få i det mindste nogle af dem til at forstå, at vor forståelse af samfundets love og tankegange ikke er helt tosset.

Vi behøver naturligvis ikke fortælle dem, at dette med ikke at lyve overfor hinanden svarer ganske udmærket til Jesu formaning om at gøre mod andre, hvad man ønsker, de skal gøre mod én selv, den såkaldte ”gyldne regel”, Matt 7,12. For det, Jesus dèr holder sig til, er noget almenmenneskeligt, hvilket viser sig ved, at den gyldne regel også findes i andre kulturer, f.eks. i kinesisk kultur.

Udgivet i Historie, Islam, Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

Religionshistorie

Udgivet den marts 21, 2026 af ricardtriis

At drive religionshistorie må da være let nok. Man skal bare finde en række fællestræk ved de forhåndenværende religioner, dem blander man sammen på en helst ret hensynsfuld måde, og ikke sandt, så har man et grundlag at drive historie på, og da det er religioner, man undersøger og har fundet fællestræk ved, bliver det religionshistorie, der kommer ud af det. Keine Hexerei, nur Behändigkeit!

Ak ja, gid det var så let!

Lad os begynde med Nine-Eleven, terrorattentatet mod tvillingtårnene i New York m.m. den 11. september 2001. Det påvirkede mange af os ganske betragteligt. Jeg blev så påvirket af det, at jeg skrev en bog om det og udgav den på mit eget forlag. Den hedder ”Kristne prædikener imod islam”. Jeg sendte den naturligvis ind til diverse aviser, men kun fra Kristeligt Dagblad hørte jeg noget. Det var anmelderen, Bente Clausen, der ringede til mig og mente, at jeg måtte have gjort noget forkert. For man kan da som god kristen præst ikke holde prædikener, der direkte vender sig imod islam, den går ikke. Dog leverede hun trods sin modstand alligevel en nogenlunde normal anmeldelse af bogen, se her.

Ifølge denne anmeldelse skulle jeg mene, at jeg ikke fordømmer islam som sådan. Det kan jeg nu ikke se, at jeg har skrevet. Og jeg kan ikke huske, om hun i sin telefonsamtale med mig fik mig til at sige noget i den retning. I hvert fald er jeg sidenhen kommet frem til den næsten diametralt modsatte opfattelse: det er islam, jeg fordømmer, det er muslimerne, jeg har ondt af, fordi de har ladet sig forføre af denne falske religion.

Forøvrigt har jeg ved samme eftersøgning fundet en artikel af Kristeligt Dagblads mellemøstkorrespodent, Allan Sørensen, se her. Allan Sørensen har læst det dokument, som nogle af flykaprerne har efterladt. Deri fortæller de om deres forberedelser, om de korancitater og de fortællinger om Muhammed, der får dem til at udøve terror mod os vesterlændinge. Men han synes alligevel, at han er nødt til at citere en islamkender, Bernard Lewis. For han mener, at den korantolkning, som Osama bin Laden og hans terrorister har, ”er et grotesk vrængbillede af islams natur og endda også af jihad-doktrinen, der omfatter hellig krig”.

Og det er da udmærket at høre en vestlig islam-ekspert fortælle os, at terroristerne ikke har den ægte islam bag sig i deres handlinger, men det ville nu være mere interessant at høre en muslim udtale sig om det samme – og vel at mærke begrunde det. Sandt er det, at der omkring 800-900 e. Kr. i de muslimske lande dannedes en opfattelse af, at koranens voldsord skulle forstås i deres historiske sammenhæng, så de ikke uden videre var gældende for de nulevende muslimer. Men sandt er det sandelig også, at denne opfattelse blev totalt udraderet af Al-Ashar omkring år 1000, og at hans opfattelse siden har været den gældende indenfor islam.

Og glemt er det vel heller ikke, at der var ikke så få muslimer her i landet, der jublende fejrede terrorangrebet i vore gader med glædesdemonstrationer.

Men én ting har Bente Clausen ret i i hendes anmeldelse. Hun citerer til sidst fra telefonsamtalen mig for at sige:

Jeg har derfor ikke taget stilling til den efterfølgende krig i Afghanistan. Jeg kunne godt have tænkt mig, at amerikanerne – i stedet for det massive angreb – havde udråbt passagererne på det fjerde fly som deres helte, og så have stoppet der.

Det er, så vidt jeg i dag kan se, ikke noget, jeg har skrevet i bogen. Men det er korrekt nok, at jeg dengang tænkte sådan. Og sådan tænker jeg såmænd også i dag.

Men hovedsagen i min bog kommer nok tydeligst frem i den del af den, hvor jeg i den første prædiken spørger en tænkt far til én af kaprerne på det fjerde fly – det fly, hvor passagererne gjorde oprør mod kaprerne, så det styrtede ned i stedet for at ramme en bygning med mange amerikanere i – om han kan holde til at gennmtænke tanken fra Salme 2. Her siger jo Gud, at han ler af de menneskers anstrengelser, der vil handle imod hans hensigter. Og i det, der skete i det fjerde fly, gav Gud god grund til at le. Mit spørgsmål til faderen lyder:

Nej, når Gud ler, når han, som salme 2 siger det, håner og spotter dem, der gør oprør mod ham (og det vil i denne sammenhæng sige jer), så skyldes det, at han finder det utrolig latterligt, at nogle mennesker vil gøre sig selv til martyrer. Det er da det rene galimatias. Og for yderligere at understrege det latterlige i dette forehavende, gør han det, at han i den selvsamme handling, hvorigennem disse galninge (deriblandt altså din søn) udfører deres galmandsværk, lader nogle af de af jer forhadte og foragtede amerikanere vokse op til martyrstadiet. Hvad I har kæmpet igennem år for at opnå: sjælsstyrke overfor døden, det lader han dem opnå med legende lethed i løbet af en tyve minutters tid. På den selvsamme dag, hvor I lader jeres selvmordsangreb rulle af stabelen, udvælger han af en håndfuld tilfældige amerikanere nogle få, og dem lader han gribe martyrkronen, ja, man kan næsten sige, at han lader dem snappe martyrkronen fra din søn og hans medsammensvorne.

Og ja, fordi det er det, der er sket den 11-9 2001, er der grund til at finde alt det, amerikanerne foretog sig i Afghanistan overflødigt, dumt, imod den handling, Gud lod passagererne i det fjerde fly foretage sig.

Man kan se min bog på nettet her. Men denne udgave er desværre en udgave, hvor alle de danske særbogstaver er erstattet af dette tegn: �. Og indrømmet, det gør den noget besværlig at læse.

Religionshistorie, det var det, dette skulle handle om.

Og spørgsmålet er jo også: Når man betænker de meget forskellige udlægninger af de voldelige ord i koranen, kan man så finde nogen som helst fællesnævner for islam og kristendom? Ja, er så ikke dette forsøg på at få en religionshistorisk grundforståelse stablet på benene dømt til at mislykkes? Når muslimerne ikke selv kan blive enige om, hvordan disse voldsopfordringer skal forstås, hvordan skal man så fra vestlig side kunne finde et fælles grundlag for denne religion?

Man kan muligvis sige, at det fælles – og altså det, der kunne være et religionshistorisk grundlag – er det forhold, at begge religioner har et grundskrift, som de regner for Guds ord.

Men det grundlag er højst tvivlsomt. For de to helligskrifter er vidt forskellige. Bibelen har 12 små profeter og fire store. Og de bruger alle formlen: ”Så siger Herren”. Koranen har kun én profet, Muhammed, og derfor regnes koranens ord af mange muslimer for at være direkte identiske med Guds ord. Dertil kommer, at Jesus jo vover at sige i bjergprædikenen: ”I har hørt, at der er sagt…. men jeg siger jer”, hvilket svarer godt til den røst, der lyder fra himlen, da han og tre disciple er gået op på et bjerg: ”Det er min udvalgte søn, hør ham!” (Luk 9,35) hvilket vil sige, at vi har Guds ord igennem Jesus eller mere nøjagtigt: Igennem den forståelse af livet, som Jesus er nået frem til i sit menneskeliv.

For ret lang tid siden blev jeg opmærksom på, at Spinoza har opdaget den samme forskel, se her. Han skelner i sin teologisk-politiske traktat mellem profetord, der umiddelbart skal adlydes, og apostelord, der lægges frem for menigheden til forståelse.

Så dette, at både kristendom og islam har en hellig bog, er ikke noget, der samler de to religioner, men i stedet noget, der adskiller dem.

Det betyder ikke, at man ikke indenfor kristendommen – og ikke mindst: indenfor den kristne kirkes historie – kan finde opfattelser af bibelen, der minder om den muslimske opfattelse af koranen. Man kan sågar finde en periode i Spaniens historie, der minder om perioder i islams historie derved, at den spanske konge brugte magt for at få de resterende muslimer i Spanien til at blive kristne, fra 1492-1630, et meget prekært kapitel i kirkens historie, som i vore dage alle kristne kirker har taget afstand fra. Så hvis man vil bruge de to religioners lederes magtanvendelse som tegn på noget, der ligner, så kan man godt gøre det i store dele af historien. Men det må dog spille en rolle, om man fra ledernes side i vore dage har taget afstand fra denne magtanvendelse eller ej. Og hvad islam angår, er der vel enkelte imamer, der tager afstand fra voldsanvendelse i islams navn, men langt de fleste forholder sig tavse, eller kommer med floromvundne udsagn, så man ikke rigtig véd, om de mener det alvorligt.

Men det er da også svært – hvad min prædiken til flykaprerens far vidner om – at gå ind for en religion, som man i det daglige er kommet til at synes har gode træk ved sig, og så at skulle tage afstand fra, at der øves vold i denne religions navn, når dog koranen indeholder mange voldsopfordringer – en shiitisk imam i Indien, Rizvi, blev anklaget, fordi han mente, at disse voldsord ikke var ægte ord fra Allah selv, men tilføjet senere, og han mente, at det drejede sig om hele 29 voldsord. Men sjovt nok, i Indien er samme Rizvi blevet truet med døden, hvis han ikke fragår sin opfattelse af voldsordene som tilføjede ord. Så dèr tør man godt være ved, at islam bygger på vold.

Og det er muligvis den vanskelighed hos muslimerne hos os, der har ført til, at ledende muslimer er kommet til at elske ordet ”islamofobi”. Det betyder egentlig en sygelig tilstand, hvor man er bange for islam på samme måde som én, der lider af angorafobi, er bange for åbne arealer. Men i vore dage bruges ordet, både af vestlige Gutmenschen og af muslimer, til at afskrække fra enhver nøjere undersøgelse af islams voldspotentiale. Så snart en vestlig forsker tenderer mod noget i den retning, får han betegnelsen ”islamofob” slynget imod sig, og når han dertil møder modstand af også mere bogstavelig art, er der ikke noget at sige til, at han afstår fra at sige noget om de muslimske koranord, der opfordrer til vold.

En svensker, Jonas Andersson, har her afsløret faren ved dette ord, hvilket altså er en fare, når det bruges af både vestlige muslimer og vestlige religionshistorikere. Han skriver bl.a.:

Begrebet ”islamofobi” er ikke en neutral beskrivelse af virkeligheden. Det er et politisk ord. Det er opfundet som et politisk værktøj. Dets funtion er ikke i første omgang at beskytte mennesker mod had, men at beskytte en politisk ideologi fra undersøgelse.

Senere skriver han:

Den vestlige offentlighed præges samtidig af en dyb uvilje mod at gøre sig klart, at destruktive ideologier faktisk eksisterer. Konflikter reduceres til socioøkonomiske faktorer, historiske uretfærdigheder eller kulturelle misforståelser. Men historien viser, at visse ideer har en iboende tendens til vold, magt og underkastelse. De påstår om sig selv, at de er absolutte og betragter kritik som illegitim.

Islamismen er en sådan ideologi. Den er ikke blot en religiøs tro, den er et politisk projekt, som i mange udlægninger af den gør krav på statsmagten, loven og de sociale liv. I store dele af verden har dette projekt udviklet sig til teokratier med repression og undertrykkelse. I andre dele tager det form af social kontrol, parallelle normsystemer og ideologisk mobilisering – og krav på underkastelse.

Det betyder, at den vestlige religionshistoriker må vælge mellem at beskrive islam som en voldsreligion og dermed risikere forfølgelse, og at beskrive islam som en fredelig og voldsforsagende religion og dermed få fred for sin egen persons vedkommende.

Men er han, i fald han vælger det sidste, en ægte historicus? Er han ikke nødt til som objektiv historiker at hævde, at det ikke var ajatollah Khoumeini, der havde ret i sin opfattelse af Salman Rushdie bog ”De sataniske vers”, men Rushdie, som havde de muslimske kilder med sig? Og betyder det ikke, at han ikke blot må hævde, at Khoumeini går imod sin egen religions kilder, men også, at han – selvmodsigende – påstår en fredsideologi hos sin religion, som han med sin opfordring til drab på Rushdie i samme omgang fornægter?

Hvis man som jeg i min bog prøver at leve sig lidt ind i, hvordan det må være at skulle leve med en sådan selvmodsigelse i sin religion, kan man måske bedre forstå muslimernes påstand om ”islamofobi” hos os, der vil afsløre deres selvmodsigelse. Og lad mig bare indrømme, at jeg i sin tid, altså i 2001, havde det håb om vore muslimske landsmænd, at de ved det nødvendige samliv med os almindelige danskere, med tiden ville nå frem til at opgive deres religion. Men det håb har jeg opgivet, i hvert fald kan jeg ikke have et sådant håb, så længe kirken ikke vover at gå islam efter i sømmene og kritisere den for de voldsord, der jo faktisk står i koranen.

Og hvis man som ”god” kristen vil forsvare sig med, at man da må behandle vore fremmede godt og derfor ikke på den måde må argumentere imod deres religion, må man i første omgang henvise til Jesus selv, som jo da bestemt ikke afholdt sig fra at kritisere sin samtids jøder, fordi de var blevet trælle under loven, men i næste omgang gøre sig klart, at denne mangel på kritik fra vores side får muslimerne til, efterhånden som de bliver flere, at stille flere og flere krav: Så vil de have kønnene adskilt i vore svømmehaller, så vil de have lov at bære hijab på vore sygehuse, så vil de have os til at finde de naturligt, at de ikke giver hånd til personer af det modsatte køn, osv.

Og var man nu en god religionshistoriker, så måtte man gøre sig klart, at denne situation her i landet, hvor vi behandler vore muslimske landsmænd overordentlig godt med store udgifter til følge, svarer ganske fortrinligt til den opfattelse, muslimer ud fra koranens ord får af sig selv: at de i Guds øjne er bedre end os ikke-muslimer, og det derfor er helt naturligt, at vi på alle måder servicerer dem.

Men det siger en ”god” religionshistorier naturligvis ikke.

Jeg har dog på min blog fundet eksempler på religionshistorikere, der er gode på den gode måde, f.eks. Thomas Hoffmann og Ruud Koopmans. Læs f.eks. dette indlæg, som handler om, hvordan Thomas Hoffmann i et skrift fra et amerikansk universitet blev anklaget for at fremsætte påstande om islam, som blev ugyldiggjort som ”ikke-muslimsk islam”, et begreb, opfundet af en dansker, Jesper Petersen. Med dette begreb mener man fra muslimsk side – og fra imødekommende akademisk side – at kunne ugyldiggøre alle påstande imod islam, blot de fremføres af en ikke-muslim. Og dermed er al religionshistorie på forhånd tilintetgjort. Og Jesper Petersen skulle måske overveje, om ikke hans egne påstande om islam derved også er blevet ugyldiggjort.

Anklagen, som det amerikanske universitet retter mod Thomas Hoffmann, er ganske absurd. Man kan se hans forsvar i Weekendavisen her. Han angriber på ingen måde islam, han fortæller blot, hvad der faktisk står i koranen. Men fordi det går imod en muslims ønske om, hvad der burde stå i koranen, er det ham, og ikke muslimen, der bliver anklaget.

Men alt dette for at vise, at det er udmærket at have nogle renfærdige opfattelser af, hvad religionshistorie kan udrette, men at man altså må være klar over, at den sædvanlige religionshistorie kan foretage sine undersøgelser frit og uden fare, når det er kristendom, det drejer sig om, men ikke, når det er islam, der er forskningsområdet.

Udgivet i Historie, Samfundsforhold | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Overskud af mening

Udgivet den marts 20, 2026 af ricardtriis

Så har vi igen haft møde i vort lille forum, dèr, hvor vi diskuterer Lars Albinus’ bog ”Livsvæsen”. Og ak, jeg har igen fået alle de mærkelige påstande, Albinus kommer med, til at snurre rundt i hjernen på mig. Så for at få lidt rede på tingene, vil jeg nu forsøge at give mit bud på, hvad overskriftens ord vil sige.

Overskriften er taget som en oversættelse af titlen på en bog på engelsk, som Albinus har udgivet efter Livsvæsen. Den hedder ”Surplus of Meaning”. Og jeg har fået den opfattelse ved at læse Livsvæsen, at Albinus mener, at der i vor omtale af forholdet mellem menneske og dyr altid skjuler sig et overskud af mening, en forudsætning, som man som regel ikke gør sig klar. Og det er denne skjulte forudsætning, han som religionshistoriker vil afsløre.

Forudsætningen er jo altså skjult, men mere skjult er den ikke, end at Albinus gennem en række påvisninger af historiske kendsgerninger mener at kunne bringe den frem i lyset. Disse kendsgerninger har med fortidsmenneskers opfattelse af forholdet menneske/dyr at gøre, viser sig i Middelalderens mange dyrefabler, og dukker ikke mindst op hos Frans af Assisi, fordi han – som Albinus tolker ham – i sit ønske om at være ét med naturen ser det guddommelige i dets forbindelse med naturen, dvs. med dyrene.

Disse forudsætninger er ganske rigtigt kendsgerninger, når det drejer sig om fortidsmenneskene, men de er fejlopfattelser, når Albinus tager Frans under luppen. Og det er ikke mindst det, min anklage imod ham går på. Han mener, at det i hans religionshistoriske undersøgelse af historien må være en forudsætning, at mennesket får øje på det guddommelige ved at forholde sig til dyret. Det guddommelige ligger som en uudtalt forudsætning i dyret. Så når mennesket får det rette forhold til dyret, får det også det rette forhold til det guddommelige.

Problemet er, at han, når man møder historiens personer med den forudfattede mening, kommer til at lægge noget ind i deres overbevisning, som ikke er der. Det er tanken om dette ”overskud af mening”, der efter hans opfattelse giver ham lov til det. Blot går han altså fejl af Frans. Og ikke nok med det, når det er ud fra dette kriterium, han udvælger de personer, han vil omtale, så er det ikke hele historiens vidnesbyrd, han får med, så er der altså temmelig meget, han overser, også noget, der gør hans tese forkert.

Det kan jo være sandt nok, at vi alle møder verden med delvis uudtalte forudsætninger. Jeg har her omtalt Niels Bohrs indvendinger imod de mennesker, der vil lægge alt ind under en videnskabelig kausalitet. Det kan man godt gøre, siger Bohr, men så kan det menneske, der handler sådan, kun betragtes som et væsen, der står udenfor denne verden. Og jeg har flere steder, blandt andet her, omtalt den muslimske filosof, Al-Ashari, som hævdede, at menneskenes ord i den grad var bestemt af Guds almagtsvilje, at de kun var at regne som ord af én, der taler i søvne. At han er nødt til at undtage sig selv og sine tilhængere fra den regel, overser han. Og jeg har her omtalt og citerer Immanuel Kant for at prøve at indfange hans tese om modsætningen mellem den logiske illusion, der nogenlunde let lader sig ophæve, og den transcendentale illusion, som aldrig vil kunne ophæves.

Hvad der er på færde, vil jeg mene, kommer frem i Habermas’ tale om ”det herredømmefri rum”, som viser sig ved enhver menneskelig talehandlen. Når vi siger noget til andet menneske, har vi en række forudsætninger, siger Habermas. Først den videnskabelige forudsætning, at den påstand om omgivelserne, som ligger i mit udsagn, er i overensstemmelse med almindelige videnskab. Dernæst den sociale forudsætning, at jeg i min henvendelse til den anden er i overensstemmelse med de almindelige regler for social opførsel. Men for det tredje også den forudsætning, at jeg med mit ord er ægte i min henvendelse; jeg er ikke ude på at nedgøre den anden. Og netop det sidste er, hvad der får Habermas til at tale om en sådan henvendelse som en kommunikativ henvendelse. Den er ikke manipulerende, men netop kommunikativ, se evt. her. At den er kommunikativ, betyder i denne sammenhæng altså, at den skaber tro hos den anden. Men udtrykker man sig på den måde, må man gøre sig klart, at det ikke er mine ord eller mine gebærder eller mine betoninger, der skaber tro, det må vi som altid overlade til Guds ånd, omend vi i vor almindelige omgang med hinanden godt kan indrømme, at Guds ånd ikke på nogen måde er karrig med sine udgydelser.

Men hvad enten man udtrykker sig, så man taler om Guds ånds indflydelse i vor kommunikation, eller man nøjes med at sige som Habermas, at vi i vor kommunikation har et herredømmefrit rum, så bærer altså selve den kendsgerning, at vi udtaler os, deltager i en debat, eller udsender en bog om ét eller andet emne, den forudsætning med sig, at vi regner den anden, modtageren af vor tale, for et menneske, der kan forstå.

Jeg har allerede omtalt Al-Ashari som et eksempel på en filosof, der ikke er opmærksom på denne forudsætning. Lad mig derfor nævne den romerske filosof Lucrets (95-55 f.Kr.) som eksempel på en filosof, som tager hensyn til denne forudsætning, omend den jo altså er skjult. I sit store digt ”Om Verdens Natur” lader han naturens kræfter slå sig løs på den måde, at han tænker, at alting styres af noget, han kalder ”førstepartikler”. Og deres lovmæssige agéren er det, der får vinde til at blæse og får dyr til at angribe og i det hele taget styrer alting. Dog ikke mennesket selv. For for menneskets vedkommende føler han sig nødsaget til at gøre en undtagelse. De førstepartikler, der bestemmer menneskers gøren og laden, er med ubestemmelige mellemrum udsat for en ”clinamen”, en afvigelse. Ellers, siger han, kunne man jo ikke sige, at menneskets har en fri vilje. Alt dette er noget, jeg har redegjort for i min bog om Kaj Munks skuespil om Lucrets, det, der hedder ”Fra Tidehvervet”. Men jeg har givet en lidt kortere gennemgang af det her.

Men alt dette, fra Niels Bohr til Lucrets, skal prøve at fremdrage en skjult forudsætning for al videnskabelig diskussion, den forudsætning, nemlig, at mennesket tror sig indsat i et ”herredømmefrit rum”, hvor det ikke er underlagt de ellers altomfattende naturlove, men er underlagt sin egen forståelse af sig selv og sin samtalepartner som frie væsener, der selv tager stilling og selv bedømmer verden og sig selv deri.

Blot er jo altså denne forudsætning for al videnskab en skjult forudsætning. Faktisk er det ret få videnskabsmænd, der er opmærksomme på den.

Det er Lars Albinus f.eks. ikke.

Når han regner med, at alle religiøse mennesker i deres religiøse udsagn og handlinger er underlagt en for dem selv uerkendt sammensmeltning af guddom, dyr og menneske, så er det en påstand, som måske ikke er særlig uforståelig indenfor religionshistorien. Men selv om jeg så ville gå med til den vide anvendelse af denne tese, som han gennemfører i sin bog – hvad jeg nu ikke vil – så vil der stadig være et stort hul tilbage i hans verdensanskuelse, det hul, nemlig, som ikke på nogen måde tager hensyn til den skjulte forudsætning, som alle menneskelige tanker har, også de tanker, han gør sig om religionens sammenhæng med menneske/dyr sammenhængen.

Og derfor må man sige, at han slipper for let om ved det, når han ud fra disse tanker om vore tankers ”overskud af mening” nøjes med at tage de tænkere op til undersøgelse, som han så nogenlunde kan hente skyts fra til underbygning af sin dyr-menneske-guddom-tese. Ganske vist ville han, hvis han f.eks. fremdrog Lucrets, ikke få ham til at bekræfte denne tese, men han ville hos ham måske blive klar over, at alle forsøg på at tænke verden som styret af ubønhørlige naturlove må give en forklaring på, hvordan mennesket kan være undtaget denne ubønhørlighed. For er det ikke det, bliver selve det, at han skriver bøger og argumenterer imod andre forskere, nedgjort til naturlovsbestemte ligegyldigheder.

Men mere end det!

Jeg vil i det følgende prøve at vise, at han ville opnår en langt større samhørighed med det, han kalder Naturen, ved at drage Luther ind i billede i stedet for Frans af Assisi.

For det har fra første gang, jeg læste Livsvæsen, været mig en stor undren, at Albinus tager det som en indlysende selvfølgelighed, at Frans skulle leve et liv som munk. Jeg mener: Han vil vise os, at Frans falder udenfor kirkens rammer, at Frans vil leve i overensstemmelse med Naturen, at han undlader alt det, som Albinus finder ‘umenneskeligt’ overfor dyrene, og så minsandten, om han ikke holder Frans borte fra det, der vel allermest viser os, at vi er i familie med dyrene og nedstammer fra disse væsener: nemlig vort familieliv med undfangelse og fødsel, opforstring og død, alt sammen noget, vi har fælles med dyrene.

Det er da sandt nok, at Frans vil leve i cølibat. Men det er ikke sandt, at dette er en gudsbefaling til os mennesker, selv om det er en tankegang, der findes indenfor katolicismen. Og det er da slet ikke sandt, at man kommer nærmere Naturen ved at leve, afskåret fra kønsdriften. Godt nok ser det ud, som om Albinus selv er klar over det lidt betænkelige ved dette forsøg på frigørelse fra dette dyriske træk ved mennesket. Han skriver på side 449:

Det var det, den hellige Frans syntes at have blik for i den forstand, at han og hans ordensbrødre frasagde sig samfundets og kirkens regler for at genopdage den frie, gudskabte naturs egen tilstand. Men spændet mellem en himmelsk gud og en jordisk krop havde trods alt vokset sig for stort. Nok så han i dyrets væsen andet og mere end den blotte allegori, men samtidig kunne han ikke forsone sig med det ’dyriske’ i sig selv.

Der er nu for det første det at indvende imod denne beskrivelse, at Frans ikke ville ”genopdage den frie, gudskabte naturs egen tilstand”. Frans mente, at hans rette kald var at blive tigger. Og det blev han, med pavens større eller mindre godkendelse. Så det var ikke forkert, at hans orden blev kaldt ”tiggermunke”. Og gør man sig det klart, må man spørge, hvordan tiggermunkene skulle genopdage den frie, gudskabte natur, når de boede i de dyrt anlagte klostre, der blev opført til dem, og når disse klostre ikke blev bygget i den øde skov, men i det myldrende liv i byerne.

Det er denne fejlagtige tilgang til Frans’ livs- og gudsforståelse, der gør, at jeg vil anbefale Albinus at forholde sig til Luther i stedet for til Frans. Dèr får han helt anderledes ”smæk for skillingen”, hvad angår det naturlige liv, altså det liv, der har dyrets selvfølgelighed som overordnet tema.

Begge d’herrer, både Frans og Luther, har Augustin som forbillede. Og begge går som Augustin ind for, at vore tre drifter, kønsdriften, driften efter legemlige behageligheder og driften efter social anerkendelse, er syndige. Begge, også Luther, har det med sig fra Augustin, at kønsdriften er udtryk for synden, også når den udøves indenfor ægteskabets rammer.

Det sidste skal med. For det er noget af det, der gør Luther indviklet. Han nåede i sit reformatoriske gennembrud – vist nok engang mellem 1512 og 1514 – frem til en endnu stærkere tro på Guds tilgivelsesord end Augustin. Hvor kønsdriftens syndighed for Augustin måtte holdes i ave ved at leve i cølibat, dèr gik Luther det skridt videre, at han hævdede, at man ikke derved kunne blive fri for synden, man måtte, hævdede han, i ét og alt stole på Guds tilgivelse. Og da dette at få børn og føre slægten videre, er en gavnlig gerning, kan munke og præster ikke uden skade friholde sig selv fra denne gerning. Og skal man have børn, skal der jo som bekendt samleje til. Dette må man så udføre i tillid til Guds tilgivelse.

Disse tanker er tanker, som vi moderne mennesker på ingen måde kan godkende. Men besynderligt nok er det Luthers skyld, at vi ikke kan godkende det. For han gjorde op med både munkevæsenet og præstecølibatet. Og ikke mindst det sidste har bevirket, at fremtidens præster kom til at opleve det samme, som Luther oplevede, da han blev gift. Det skete i 1525, og i 1531 skrev han en ganske fortrinlig bryllupsprædiken, hvori han redegør for familielivets goder, herunder også det gode, der hedder det ægteskabelige samlivs goder. Han skriver om brunsten, som er hans betegnelser for orgasmen, at

Derfor kan Gud også godt lide den brunst, han har indgivet brudgommen og bruden. Han har tænkt: Jeg må give narren en kappe på, så de kommer sammen. For hvis det ikke forholdt sig sådan, så ville man aldrig kunne bringe folk sammen i det ægteskabelige liv. (Se her).

Men sjovt nok er dette positive syn på ægteskabet ikke noget, der først er kommet til, da han blev gift. I 1520 skriver han således i ”Om de gode gerninger”, hvor han vil påvise, at de gode gerninger begynder med troen

For det sjette: Det vil vi kunne se af et tydeligt eksempel fra det jordiske liv: Når en mand eller en kvinde venter kærlighed og forståelse fra den anden, og tror fast på det, hvem lærer dem da, hvordan han skal anstille sig, hvad han skal gøre, undlade at gøre, sige, tie stille med og tænke? Alt det er det alene tilliden, der lærer ham, og det mere end nødvendigt; for der er for ham ingen forskel mellem gerningerne; han gør den store, den lange og de mange ligeså gerne som de små, de korte og de få; og ydermere gør han dem med et glad, fredfyldt og trygt hjerte, og han er i det hele taget et frit menneske. (Se her).

Vi teologer er vist nok vant til at forestille os, at den tro, der er forudsætningen for de gode gerninger, er vor tro på Gud. Men her viser Luther os, at den tro, der gør gerningerne gode, er den indbyrdes tro og tillid, der hersker i familien. Og egentlig er det forkert at sige, at denne tro ”gør gerningerne gode”, snarere forholder det sig sådan, at gerningerne, når de gøres i familiens sammenhæng, bliver selvfølgelige, naturlige, ja, ‘dyriske’, det sidste sagt for at drille Albinus lidt. For det er netop denne selvfølgelighed, han efterlyser hos mennesker og finder hos dyrene. Men værsgo’, her har vi den, frisk fra fad, i en luthersk anretning!

Men det er såmænd ikke blot Albinus’ opfattelse, der skal retledes af disse betragtninger, det er også ganske mange teologers opfattelse, der trænger til en kærlig hånd fra Luthers side.

Luther holdt i 1531 en prædikenrække over Jesus-ordene i bjergprædikenen. Jeg lagde disse prædikener ud på min hjemmeside, martinluther.dk, og uploadede desforuden en kommentar til dem. I den var jeg fræk nok til at sammenligne Luthers prædikener med de prædikenvejledninger,der fandtes i Præsteforeningens Blad. Og derved opdagede jeg det ret besynderlige, at hvor nutidens prædikanter opfatter Jesu formaninger som ”syndespejl”, altså mener, at Jesus strammer budene til det helt uoverholdelige for derigennem at få os til at henfly til ordet om syndernes forladelse, dèr er denne opfattelse fuldstændig fraværende hos Luther.

Vi kan tage formaningen om ikke at se på en andens hustru med begær, Matt 5,28 som eksempel, se her. Det er oplagt for en moderne prædikant at bruge det som syndespejl, for ikke sandt, vi mandfolk kan vel ikke se på en veldrejet kvindekrop uden at begære hende. Og vupti, så er det klart, at du øjeblikkelig må bede om syndernes forladelse.

Men det er slet ikke dèr, Luther vil hen. Han føjer lige så stille to ord til Jesu formaning, og får den derved til at sige det, Jesus måske i virkeligheden vil have sagt. Ikke blot omtaler han synden ved at se med begær på en kvinder, nej, han føjer til: ”eller driver spøg med hende” (Se #3). Og derved får han pointeret, at synden, det uheldige ved dette begærende syn, er den invitation, der kan ligge i det.

Og Luther går i denne prædiken ud fra, at hans wittenbergere faktisk er i stand til at leve efter formaningen:

For selv om jeg ser på alle kvinder i verden, så finder jeg ingen, som jeg kan rose mig af, sådan som jeg med glad samvittighed kan sige om min kone: Hende har Gud selv skænket mig og lagt i mine arme, og jeg véd, at han og alle hans engle har hjerteligt velbehag i, at jeg holder mig til hende med kærlighed og troskab. Hvorfor skulle jeg da foragte en sådan kostelig, guddommelig gave og knytte mig til en anden, hvor jeg ikke finder en sådan skat og et sådant smykke? (#22)

Ja, han kan bruge et gammelt ordsprog til at klargøre, hvad det drejer sig om:

Således også i dette tilfælde; det er ikke muligt at undgå, at djævelen skyder ind i hjertet med onde tanker og lyst. Men pas på, at du ikke lader en sådan pil blive siddende og vokse fast, men straks river den ud og kaster den bort og handler, sådan som i tidligere tider en gammel kirkefader lærte, da han sagde: Jeg kan ikke forhindre, at fuglene flyver over mit hoved, men jeg kan forhindrer, at de bygger rede i mit hår eller bider min næse af. (#28)

Og ikke sandt, der er jo egentlig så dejlig letforståeligt, så folkeligt, så ligefremt, så uteologisk. Og det er det, fordi vi dèr hører om den naturtilstand, som vi alle gerne vil leve i, og som også Albinus efterlyser, når han stiller ”det nøgne liv” frem som det liv, vi gerne skulle leve på trods af, at vi ikke er dyr, men mennesker, og derfor har en række forhold, der gør dette enkle, ligefremme, nøgne liv vanskeligt eller umuligt for os at komme i nærheden af.

Det véd naturligvis Luther også. Men han har læst og forstået Jesu lignelse i verdensdommen, Matt 25,31-46, og opdaget det mærkelige ved den, at de frikendte spørger menneskesønnen, hvornår de har gjort disse gode gerninger imod ham. Og ikke sandt, mærkeligt er det da bestemt, for vi går jo og bilder os ind, at dommedag må være dagen, hvor vi bliver dømt for alt det, vi har gjort forkert, vi går frem efter vor moralske overbevisning, og lytter med, når Jesus fortæller, hvordan de frikendte har giver ham at spise og at drikke, har taget imod ham som en fremmed og har givet ham tøj på, har besøgt ham som syg eller som fængslet. Og vi frygter måske i fromme timer, at vi nok ikke har gjort nok, og derfor finder vi én eller anden syg, som vi kan besøge. Så har vi dog gjort noget. Men alt det slår Jesus en streg over. Det er ikke det, det kommer an på. Det kommer derimod an på, af sig selv at leve i den grad med i de relationer, vi står i, at vi uden at tænke over det hjælper og trøster og besøger.

Det skriver Luther i ”Om den trælbundne vilje”, se her, hvor der står:

For helvede og Guds dom forbliver over de ugudelige som en nødvendig følge, selv om de ikke efterstræber og ikke overvejer den slags løn for deres synder, ja kraftigt afviser den, og som Peter siger, forbander den (2 Pet 2,12). Ligeledes forbliver riget over de fromme, skønt de hverken selv har søgt det eller tænkt over det, som det, der er beredt dem af deres fader, ikke blot før de selv var til, men også før verdens grundlæggelse. (Matt 25,34). Ja, hvis de også gjorde gode gerninger for at opnå riget, så ville de ikke opnå det, og snarere forblive blandt de ugudelige, som har et ondt og et lønsøgende øje og som søger deres eget, også i Gud. Men Guds børn gør det gode med en uegennyttig vilje, søger ikke nogen belønning, men alene Guds ære og vilje, parate til at gøre det gode, også hvis der hverken fandtes noget rige eller noget helvede, hvilket dog er umuligt.

Dette kan siges noget kortere med et Paulus-citat, nemlig det fra 1 Kor 10,23, hvor det hedder: ”Alt er tilladt, men ikke alt bygger op”. Med dette ”alt er tilladt” gøres alle lovgerninger ligegyldige, det er i stedet relationerne og deres liv og levedygtighed, det drejer sig om. Og vel kan vi tænke som Habermas, at vi blot kan lade ”det herredømmefri rum” afgøre sagen, men helt uden vor handlemåde og reaktion og overvejelser er det dog ikke.

Men netop, når Paulus vil fjerne loven som gældende regel, fjerner han dermed jo det hos mennesket, der forhindrer os i at opnå det fællesskab, som flokdyrene har del i. Vi mennesker har sproget som noget for os specielt, men sproget er det jo, der gør os til lovslaver eller – med Luthers ord – giver os et lønsøgende øje. Vi ledes, kan man sige, af Paulus og Jesus tilbage til det ”nøgne liv”, livet uden loven, livet i ren og skær oprindelighed, eller skal vi ligefrem sige: ren og skær, dyrisk oprindelighed?

Det lyder som et lille drilleri imod Albinus, og det er ikke helt forkert. Men på den anden side synes jeg at have opdaget, at det, han egentlig sigter imod i sin bog, er noget af det, jeg har har afbildet, blot ikke med Frans som den store helgen, men med Luther som rådgiver.

Udgivet i Historie, Luther, Ny testamente | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Koranafbrænding

Udgivet den marts 14, 2026 af ricardtriis

Ak ja, vi, der troede, at overskriftens problem for længst var afgået ved en stille død, må vist alligevel tro om igen.

Men naturligvis er der ingen af vore dagblade, der omtaler den epokegørende hændelse.

Den har også fundet sted i England, og ikke sandt, derovre er de jo lidt tossede, så det undrer nok ikke vore medier, hvis de altså i det hele taget opdager, at noget særligt er sket.

Der er sket det derovre, at en person, Hamit Coskun, som har afbrændt en koran udenfor den tyrkiske ambassade, og som i første omgang blev dømt af de engelske domstole, er blevet frikendt ved højesteret. Det er Hugh Fitzgerald, der fortæller om det på jihadwatch, se her.

Den første retsinstans dømte manden, fordi han havde begået en vanhelligende handling, hvortil han var drevet af et dybt had til islam og muslimer, og, sagde man, derved provokerede muslimer til at begå en voldshandling.

Men den dom blev altså modsagt af en øvre domstol. Her sagde dommer Joel Nathan Bennathan, at der ikke i den engelske lovgivning findes nogen forbrydelse, der består i blasfemi.

Men, føjer så Fitzgerald til, der findes en sådan lov indenfor islam, og det var en sådan lov, den første instans søgte at benytte. Men det ville Bennathan ikke finde sig i, siger Fitzgerald og fortsætter:

Ifølge ham indebærer ytringsfrihed ”retten til at udtrykke synspunkter som provokerer, chokérer og forstyrrer”, også selvom handlingen er at brænde en koran, ”hvilket er en handling, som mange muslimer findes umådelig ødelæggende og krigerisk”, slog Bennathan fast og gav derved sejren til den tidligere muslim, nu ateisk, hvis mors familie blev dræbt i det armenske folkedrab.

Og når den lavere ret hævdede, at det i denne sag hele vejen igennem var Cuskuns ord, valg af sted og afbrænding af en koran, som gjorde det til en uroskabende opførsel, og at han demonstrerede fjendtlighed mod en religiøs gruppe på demonstrationstidspunktet, siger dommer Bennathan, at alt det er fuldstændig rigtigt, det var præcist det, han gjorde. Han bragte et synspunkt frem imod islam; han valgte at gøre det, så det kunne få maksimal effekt, udenfor den tyrkiske ambassade. Ja, han gjorde virkelig det, at han demonstrerede fjendtlighed overfor en religiøs gruppe – overfor muslimer, hvis forfædre han vidste var ansvarlige for mordet på hans armenske mor og for mordet på 1,2 millioner armenere mellem 1915 og 1920. Hvorfor skulle han straffes for at give udtryk for det synspunkt?

Og så tilføjer Fitzgerald:

Denne sag vil gå ind i historiebøgerne som et stort skridt frem imod dette, at det intellektuelle område, som er blevet indrømmet ”Allahs sønner”, bliver tilbageerobret. Det vil være et tegn på, at vi i Vesten ikke straffer noget, som en religiøs gruppe, herunder også islam, finder offensivt.

Og til sidst opfordrer Fitzgerald dem, der vil demonstrere imod islam til at bruge forskellige ret grove midler. Man kan vise en plakat med den 54-årige Muhammed, der gifter sig med den 9-årige Aisha, man kan vise et par koranord, f.eks. Sura 3:110: ”Muslimer er det bedste folk”, eller Sura 98:6: ”Ikke-muslimer er de ækleste af skabningen”. Eller man kan tage nogle ord af Muhammed fra et par haditter: ”Jeg har vundet herredømmet gennem terror” og ”Krig er at bruge løgn”.

Jeg ville nu nok mene, at det ville være mere gavnligt, hvis man indlod sig i diskussion med muslimer og i denne diskussion ikke holdt sig tilbage fra at bruge disse koran-steder. Også, hvis man må indrømme, at det i denne sag nok lige så meget drejer sig om at overbevise vore kristne menighedsmedlemmer om islams umenneskeligheder, må man, mener jeg, foretrække de mindre krasbørstige midler. Men sagen er den samme.

Det minder mig om, at jeg for nogle år siden refererede lidt fra en diskussion, der havde fundet sted mellem en muslim og en folkekirkepræst, se her. Og i begyndelsen kunne jeg jo kun synes, at det da var udmærket. Men så blev jeg opmærksom på, at præsten havde indrømmet, at koranen var Guds eget ord, at altså koranen skulle undtages fra den kritik, som både bibelen og de muslimske haditter skulle udsættes for. Og det er galt. Vi kan virkelig ikke mene, at der finder en ægte diskussion sted, når koranen således på forhånd fritages for kritik, og vi altså – som om vi var muslimer – skulle gå med til dens guddommelighed.

Men udover at vise, hvorfor et fornuftigt menneske ikke kan gå med til, at koranen er Guds ord – det skyldes en bevislig forkert påstand, som man kan forestille sig, at Muhammed er skyld i, men ikke forestille sig, at Gud er skyld i – går jeg også både i dette indlæg og i mange af mine andre indlæg ud fra, at muslimer har fornuft ligesom vi andre. Også de kan lægge to og to sammen.

Og så véd jeg godt, at de ved at godtage koranen som Guds ord på en måde gør vold på deres fornuft, måske med den ‘fromme’ undskyldning, at de derved lægger des større vægt på deres lydighed mod Gud. Men det er for mig at se ikke et tegn på, at de er ultrafromme mennesker, men et tegn på, at de bliver undertrykt af det muslimske samfund. De er ikke frie mennesker, de er mennesker, der lever en pseudotilværelse, hvor alting skal indpasses under sharia.

Og ved at være imod islam og fremkomme offentligt med min modstand prøver jeg at hjælpe de ‘fromme’ muslimer til at blive hele mennesker. Det bør enhver kristen forsøge på, specielt jo de teologer, der er uddannet til netop at gøre som Jesus: angribe lovtrældommen, hvor den end findes.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , | Skriv en kommentar

Ondskabsfuld tanke?

Udgivet den marts 12, 2026 af ricardtriis

Jeg har meget svært ved at forestille mig, at mine læsere vil formode, at det er mig selv, denne ærværdige og yderst fromme blogejer, der har fået en ondskabsfuld tanke. Og jeg vil derfor begynde med at bekende, at overskriftens mulige ondskabsfuldhed faktisk går på mig selv.

Er det ikke frygteligt?

Men inden man forlader denne artikel, vil jeg skynde mig at tilføje, at min ondskabsfuldhed muligvis ender som en morsomhed, måske endda en slags satire. Og en satire er, som man nok véd, nok af og til ondskabsfuld, men dog også af og til lidt afslørende overfor den, der drives satire med.

Sagen er, kort fortalt, den, at jeg fik en tanke, og at jeg senere opdagede, at denne tanke måske var ondskabsfuld, men derefter erkendte, at jeg i min satire var påvirket af en artikel på klimarealisme.dk, og ikke sandt – så er det hele måske ikke så slemt endda.

Denne artikel, som kan ses her, handler om Cuba, og den problematik, der skal analyseres, fremgår af overskriften, der lyder: ”Cuba, først med netto nul?” Og læser man den igennem, viser det sig, at der tale om en artikel, der bringer en højst relevant tankegang frem, men som ved nærmere eftersyn måske ikke er helt alvorlig ment, måske endda er noget sarkastisk. Den er skrevet af Francis Menton, og i artiklen prøver han at glæde sig på diverse klimafans vegne over, at der nu endelig er et land, der er kommet på rette kurs, når det drejer sig om at undgå den store klimakatastrofe, som disse fans jo venter om kort tid. Det land er Cuba. Og Menton citerer New York Times for at sige, at ”Med en smule hjælp fra USA har østaten Cuba næsten helt stoppet med brugen af fossile brændstoffer. Endeligt har vi det første land i Verden, der når klimabevægelsens Hellige Gral og Nirvana – ”netto-nul”!”

Men, fortsætter han, det mærkelige er, at avisen slet ikke er glad på klimaets vegne. ”Artiklen fortæller, at Trumps regering hjælper Cuba med at opnå ”netto-nul” ved at forhindre olietankskibe i at lægge til kaj. På én eller anden måde bliver det beskrevet som en dårlig ting. Det har tvunget Cuba ”i knæ”.”

”I knæ”, hvordan kan avisen dog sige det, når det netop er det store og for alle særdeles stærkt eftertragtede mål, der er nået? Ja, det er jo unægtelig lidt mærkeligt. Og Menton fortæller så, hvordan han i Bidens tid læste, hvordan positivt New York Times dengang så på Bidens forordninger, der skulle tvinge USA til at stole, ikke på fossil energi, men på vind og sol, der jo – som alle vidste – var meget billigere. Og minsandten fortæller så avisen om store vanskeligheder på Cuba:

I Cuba kæmper folk med hyppige strømsvigt, mangel på benzin og gas til madlavning og mindre og mindre dieselolie til at drive landets vandpumper. Affaldet hober sig op, fødevarepriserne farer til himmels, skoler aflyser timer, og hospitalerne udskyder operationer.

Og så spørger Menton: Kan de da ikke bare skrue op for de vindmøller, som også de har? Hvad er det, jeg ikke har forstået?

Nuvel, jeg véd selvfølgelig godt, at der ikke er noget, Menton ikke har forstået. Derimod synes der at være noget, som New York Times – og andre klimafans – ikke har forstået, nemlig den uhyre vanskelige og yderst dyre omstilling, det vil kræve at gå over fra fossil energi til sol og vind. Og det, Menton gør opmærksom på, er altså, at det, der sker på Cuba, er et vidnesbyrd om, hvordan de fossile brændstoffer hidtil har hjulpet os på utrolig mange områder, og hvordan man, før man iværksætter disse store omvæltninger, burde være 100% sikker på, at alt dette med CO2 som den store synder er korrekt videnskab, hvad man aldeles ikke er blevet hidtil.

Det var min inspiration. Nu til min ondskabsfulde tanke.

Den opstod, da jeg læste en artikel i Berlingske, nemlig denne, skrevet af avisens klimamedarbejder, Lars Henrik Aagaard. I første omgang lagde jeg ikke mærke til, at det var ham, der havde skrevet artiklen. Det, jeg hæftede mig ved, var et kort over Mellemøsten, hvor alle de på et bestemt tidspunkt i luften værende fly var aftegnet. Man kunne se, at der var tale om virkelig en stor mængde fly, men man kunne også se, at i et stort område med centrum i Irak-Iran var alle fly fuldstændig bortbarberet. Ikke ét eneste fly kunne anes dèr.

Og så var det, at jeg tænkte: Gad vidst, om Berlingske vil gøre det samme som Francis Menton, glæde sig over de fly, der ikke flyver over Mellemøsten, glæde sig over al den CO2, der ikke udstødes i luften over dette store areal!

Og ville Berlingske ikke glæde sig over det, så måtte da i det mindste jeg glæde mig over det. For her går vi og spinker og sparer på al vor CO2-udledning, køber el-biler ‘en masse’ for at nedbringe udledningerne, ændrer opvarmning fra olie til el-varme, fyrer i vore kraftværker med træflis i stedet for kul eller olie, og så véd vi alle sammen, at noget af det, der udsender mest CO2, er vore flyvemaskiner. Og vi fornemmer nok også, hvorfor der ikke fra politisk hold gribes ind overfor denne misêre: Det har med det at gøre, at flyrejser er noget, de rige i vort samfund foretager, og overfor os almindelige og halvfattige mennesker kan man godt sætte visse bomme op, men overfor de rige, nej, dèr vover man ikke at gøre noget.

Så jeg fik ind i mig den samme fornemmelse ved at se dette kort, som Francis Menton fik ved at læse, at Cuba var uden olieforsyning: Nu går det den rigtige vej, altså den rigtige vej ifølge diverse klimafanses opfattelse.

Og så gav jeg mig til at læse, hvad Lars Henrik Aagaard skriver. Og så bliver jeg næsten lige så skuffet, som Menton blev, da han læste alt det andet, New York Times skriver. For der var ikke ét ord fra Aagaard, der kunne understøtte min glæde ved den mindskede CO2-udledning. Og tro det eller ej – han kunne være klimafan i Berlingske alt det, det skulle være – han vovede ikke at fortæller noget som helst om flyenes store udledninger. Det, at disse udledninger burde formindskes eller måske helt ophøre, hvis vi skulle nå vore klimamål, var ham fuldstændig fremmed.

Jeg fik endda den tanke, at han havde fået forbud mod at omtale sine klimaønsker af Berlingskes chefredaktør og var blevet sat til noget at skrive om noget helt andet, end han var vant til. For der var ikke et ord i denne artikel om de skadelige udslip fra alle de mange fly, der kunne ses på kortet. Den forargelse, jeg havde forestillet mig, ville komme til udtryk, forblev borte, ikke et ord om det i denne artikel, skrevet af en tilhænger af alle de klimatiltag, som vi her i landet har fundet på. Og det er jo ganske mange.

Men alle disse tanker og al denne undren over den manglende klimaforargelse hos Aagaard – den, som jeg havde ventet fra ham – fik måske en forklaring hen imod slutningen af hans artikel. For dèr kommer han med denne bemærkning:

De forlængede flyruter mellem Europa og Asien har siden starten på Ukraine-krigen forøget både flyvetiden, brændstofforbruget og klimaaftrykket betydeligt.

Estimater lyder på et ekstra klimaaftryk frem til i fjor på mindst 14 millioner ton CO₂ samlet set, svarende til over en tredjedel af Danmarks årlige nationale udledninger.

Det vil sige, at han lægger mærke til noget helt andet ved dette kort, end jeg gjorde. Hvor jeg så på det store felt i midten, der var støvsuget for flyvemaskiner, ser han på de omveje, som de mange fly må foretage.

Og så véd jeg såmænd ikke, om det gør så meget, at jeg ikke får noget brændstof til min forargelse over den måde, vi bruger fly på. Den forargelse er jo heller ikke ægte. Jeg er ikke klimafan og betragter både vore bilers og vore togs og vore flys forbrug af fossil brændstof som en naturlig og ganske ufarlig ting. Og det vil jeg nok blive ved med at gøre, indtil nogen tager sig for at bevise for mig, at CO2 virkelig er en for klimaet farlig ting. Men det bevis kommer jeg nok til at vente længe på.

Men okay, jeg kan godt se, at det nok er lidt for lidt opfindsomt bare at tage Francis Mentons formulering om Cuba, at Cuba nu med USA’ s hjælp endelig har opnået det, vi andre stræber efter: Netto nul, føre den over på det flytomme område over Irak og Iran og sige: Nu har Iran vist vejen med USA’s hjælp, så landet nu har nået det mål, vi alle bør tilstræbe: ingen af de fossil-slugende fly over landet!

Men det var altså ret fristende at gøre opmærksom på sammenhængen.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Kan AI hjælpe os?

Udgivet den marts 11, 2026 af ricardtriis

Nå ja, jeg skulle måske snarere skrive: Kan AI, altså kunstig intelligens, hjælpe mig? For det, jeg gamle mand er blevet skubbet i gang med, er at finde ud af, om AI mon kan få vort samfund til i højere grad at bearbejde tingene ordentligt, før vi drager vore bombastiske konklusioner. Det gælder klimaet, det gælder indvandringen, det gælder vor reaktion på coronaen, og det gælder også mine mere personlige interesser, hvoraf jeg i dette indlæg specielt vil spørge, om mon AI ved en grundig undersøgelse af Søren Kierkegaards værker kan nå til det samme resultat, som jeg er nået til, nemlig, at Kierkegaard mente at have fået en ordre fra Gud om, at han skulle skilles fra sin forlovede, Regine Olsen.

Jeg har tidligere, nemlig her, beskæftiget mig med AI’s indflydelse på vor tænkning. Her gjorde jeg opmærksom på alle de forhold i vor verden, som ikke har fået en ordentlig forklaring – nogenlunde det samme som ovenfor nævnt – og prøver at indskrænke mine tanker om, hvad AI vil føre til i længden.

Nu er jeg så blevet oplyst om noget nyt. Det er min nevø, Søren Riis, professer i London, som fortæller, at han og andre kloge folk er ophørt med at nøjes med at sætte robotterne til at være deskriptive, for, har de opdaget, i så fald får man dem til at blive mere og mere indskrænkede i blandt andet ordforrådet, nej, nu vil man sætte dem til at opføre sig normativt og så se, hvad der sker. Måske de så vil destillere nyttig viden, måske de så vil gå ind i konkurrence med os normale mennesker om at finde nye vinkler at se det hele ud fra.

Vi må se, hvad de finder ud af.

Men allerede nu vil jeg prøve at tænke mig frem til, om sådanne robotter kan finde på de samme indvendinger mod den alment accepterede Kierkegaard-forskning, som jeg har fundet frem til.

Helt tilbage i 1986 skrev jeg et indlæg i Føniks om Kierkegaards afvigelse fra normalen. Jeg havde været med i en studiegruppe, hvor vi beskæftigede os med Kierkegaard, og det bekom mig vel, for jeg var i besiddelse af hans samlede værker – arvet fra min far – og jeg havde købt hans efterladte noter, et værk af lige så stort omfang. Men mine studier førte mig altså frem til, at Kierkegaard havde en fra min ret afvigende gudsforståelse. Han mente, at han via den måde, hans tungsindsanfald forløb på, kunne gætte sig frem til, hvad Gud ville have ham til at gøre. Det var en tankegang, han havde udviklet før sin forlovelse med Regine Olsen, og da hans tungsindsanfald efter cirka ét års forlovelse forløb på en måde, som han ud fra denne tankegang måtte tolke som en gudsbefaling til ham om at bryde sin forlovelse med Regine, brød han faktisk forlovelsen.

Og det har sat sit præg på ham resten af hans levetid, udover – naturligvis – at det ikke mindst var det, der gjorde ham til forfatter.

Jeg har skrevet om det ved flere lejligheder. Det føromtalte indlæg fra Føniks kan ses her. Og her har jeg skrevet en lidt længere afhandling om sagen. Men det, som det nu kan være relevant at overveje, er altså ikke, om ChatGPT, hvis man lader den gennemlæse disse artikler, vil give mig ret – det vil den formentlig, hvis den som jeg formoder, er indstillet på en måde, så den er venlig overfor de undersøgte personer – men om den ved at læse Kierkegaards værker og de teologiske resultater, man var nået frem til på Kierkegaards tid, både de danske almene teologers opfattelser og de opfattelser, som Kierkegaard kan have fået med sig fra Brødremenigheden – en menighed, som hans far var en del optaget af – kan finde frem til den ret specielle måde, hvorpå Kierkegaard mente at få sine befalinger fra Gud, og så derudfra prøve at korrigere de mange teologers opfattelse af Kierkegaards tankeverden, som ikke er opmærksom på denne specialitet.

Hvad det mon er for en specialitet?

Det drejer sig om det, jeg vil kalde en skjult understrøm under pietismen, en understrøm, som vist går tilbage til Zinzendorf, brødremenighedens ophavsmand. Han mente ikke, at han selv var god nok til at finde ud af, hvad Gud ville have ham til, derfor trak han lod om, hvad han skulle gøre, eller altså – i hans sprogbrug – hvad Gud sagde til ham netop denne dag. Det blev almen brug i Brødremenigheden igennem lang tid, men omsider opgav man det. Dog bevaredes tanken om, at Gud ikke blot havde givet os budene som retningslinjer for, hvad vi skulle gøre, men desforuden på daglig basis gav os visse antydninger, som vi selv skulle tolke. Kierkegaards tydeligste forklaring på dette forhold kan ses her. Her hedder det, at Gud i reflexion – og det er det udviklingstrin, Kierkegaard og vi andre befinder os på – ikke ligeud kan sige os, hvad vi skal gøre, han må nøjes med at pirre til os, om vi dog ikke ud fra disse dagligdags foreteelser kan vove at adlyde ham. For voves må der, når der både skal voves, når det særlige forhold til Gud skal påstås, og når det, dette forhold kræver gjort, også skal udfindes fra de dagligdags erfaringer.

Kaj Munk havde forstået, hvad de lå i denne skjulte understrøm. Han kunne i 1931 skrive til sin gode ven, Niels Nøjgaard, at han havde fået den indgivelse, at han skulle være præst i Berlin. Med ordet ”indgivelse” lader han ane, at den tanke, han dèr havde fået, var en tanke, Gud havde lagt ind i hans sind. Men det siger han ikke direkte, han lader det være skjult i ordet ”indgivelse”. Det forstod Nøjgaard dog ikke, og det kom der lidt sjovt ud af.

Kierkegaards tilgang til sådanne gudsbefalinger er en lidt anden. Han har lagt mærke til, at han, når en beslutning skal tages, kan svulme op i modsatrettede tungsindsanfald. Snart er han sikker på det ene valg, dagen efter er det det modsatte valg, han anser for rigtigt. Han svulmer op i tungsindig reflektions vattersot, som han skriver, se her. En psykiater kender udmærket den slags tungsindsanfald, og han lægger mærke til, at Kierkegaard selv i en bestemt situation formår at træffe den rigtige beslutning. Han var kommet i tvivl om, hvorvidt en artikel skulle udgives eller ej, og i dagbogen kan man følge hans overvejelser pro et contra, men omsider beslutter han sig for at afbryde alle overvejelserne og aflevere artiklen til udgiveren. Psykiateren er fuld af beundring, fordi Kierkegaard gjorde det eneste mulige, når tungsindsanfaldene skulle bringes til ophør. Han skriver i 1935 og er tilsyneladende ikke klar over eksistensen af en pietistisk understrøm bag Kierkegaards tanker. Derfor lægger han ikke mærke til de få ord ”som jeg skulle” i Kierkegaards noter, da han havde afleveret manuskriptet. Og bevares, det er der mange andre, der heller ikke gør, ikke mindst de mange teologer, der beskæftiger sig med Kierkegaards gudsforståelse. Men netop med disse ord afsløres det, at Kierkegaard bruger sine tungsindsanfald til at finde ud af, hvad Gud vil med ham.

Og det er altså ikke en ligegyldig detalje ved hans teologi. Den ændrer gudsforståelsen til noget for os nutidsmennesker helt uantageligt, i hvert fald for mig uantageligt.

Men vil en ChatGPT kunne opdage dette, altså både eksistensen af den pietistiske understrøm og Kierkegaards særlige brug af disse tanker?

Det er ikke til at vide. Men hvis den i forvejen er blevet fodret med alle mulige Kierkegaards-forskeres forestillinger og udlægninger, så vil den formentlig ikke opdage det. For så er den blot deskriptiv. Men hvis den nu ikke bliver fodret med nutidsteologers tanker, men kun med datidens teologi, vil den så kunne se, hvad Kierkegaard mener med de få ord ”som jeg skulle”? Eller vil den ud fra andre steder i Kierkegaard-værkerne kunne få mistanke om, at Kierkegaard var tilhænger af denne understrøm?

Det er ikke til at vide. Men det var da værd at undersøge.

En noget andet og måske mere fyldestgørende undersøgelse kunne bestå i at lade robotten få samtlige kommentarer og bøger og afhandlinger om Kierkegaard serveret, men altså ikke for at lave en samlet deskription af, hvad Kierkegaard mener, og hvad Kierkegaard-forskere mener, men for at komme med nye input til Kierkegaard-videnskaben, måske det input, jeg har forsøgt at bibringe forskningen, måske noget andet.

Det kunne være spændende at se.

Og det er, som jeg ser det, ikke helt umuligt at forestille sig, at denne ChatGPT, når den får en normativ opgave, så den går mere kritisk til værks, f.eks. ikke godtager alle forskernes citater, herunder de afbrydelser af citaterne, som de foretager, ofte af pladshensyn, men også af og til for ikke at få Kierkegaard til at sige noget af dem uønsket, kan komme frem til, om ikke ligefrem mine resultater, så i hvert fald resultater, der er anderledes end de normale forskeres resultater.

Lad mig komme med et eksempel, som jeg har givet teksten til her. Da Kierkegaard udgav ”Indøvelse i Christendom” i 1851, skrev han et forord, der lod ane, at han var en god tidehvervsmand. For han skrev, at et menneske, når han havde erkendt sine synder, og modtaget nåden, ikke skulle foretage sig yderligere. Så skal han blot leve sit liv, glad ved sin hustru, og opdrage sine børn sig selv til glæde. Og ikke sandt, det er lige vand på den tidehverske mølle – og forresten også vand på den mølle, der drev mig i store dele af min prædikenvirksomhed.

Men hvad ligger der så i det, han fortsætter med: ”Om der fordres videre af ham, vil Gud vel lade ham forstaae, og vil i saa Fald ogsaa hjælpe ham videre”? Så er det jo pludselig ikke mere særlig tidehvervsk. Så kan vi ikke mere berolige os med, at den er god nok, vi skal bare leve et ganske almindeligt liv uden store spekulationer. For her får vi jo i hvert fald som normale teologer, en ret stor spekulation at spekulere over: Hvordan mon Gud vil lade mig forstå, at der kræves mere af mig?

Ja, det spørgsmål lader de fleste Kierkegaard-fans ligge, man aner det ikke, man betragter det måske som en del af de kierkegaardske snurrepiberier, som man godt véd, at han er genstand for. Men hans teologi? Nej, dette har ikke noget med teologi at gøre. Vi kan roligt nøjes med de første ord i denne epilog.

Men kan vi det? Og vil en ChatGPT, der er orienteret mod det kritiske og ”dresseret” til at netop gå i rette med os, der mener at være på rette vej, gøre opmærksom på den højst ualmindelige tilføjelse, han dèr kom med?

Jeg har, som man kan se af fortsættelsen, ikke holdt mig tilbage med min kritik. Og jeg finder den jo altså i høj grad relevant. Men vil en robot af den supermoderne slags, der bliver indstillet til netop at stille kritiske spørgsmål, spørgsmål, der kan føre os videre, i dette tilfælde i de teologiske vanskeligheder ved at forstå Kierkegaard, i andre tilfælde videre i forståelsen af klimaforandringerne, vil den kunne hjælpe os? Vil den holde os i ørerne, så vi ikke undlader væsentlige spørgsmål, eller går forkert i vore konklusioner?

Ja, igen: Det er ikke til at vide. Men der er jo sådan set nok at tage fat på. Kierkegaard-skrifterne er sådan set kun en lille ting at tage fat på. Og det er forresten på ingen måde en nedgørelse af Kierkegaard. Jeg for min del er da kommet til den konklusion, at ”Frygt og Bæven” er et ganske fantastisk skrift. Og det mener jeg på baggrund af min tolkning af skriftet som en beskrivelse af, hvad det gør ved et menneske at få en ordre fra Gud om at gennemføre noget imod det menneskes egen vilje. Som Abraham fik ordre om at ofre Isak, sådan fik Kierkegaard ordre om at ofre Regine. Det står der ikke et ord om i skriftet. Men det er den betydning, der ligger nedenunder skriftet. Og det fantastiske ved det er, at Kierkegaard bibeholder den letløbende skrivestil, også dèr, hvor det handler om ting, der for ham har den mørkeste og mest uforståelige klang i sig.

Og så er det vel naturligt at henvise til dette indlæg her på bloggen: Regines ligeværd. Her vover jeg at antage, at Regine forstod Kierkegaard i langt højere grad, end han ville være ved. Og jeg bygger det på de breve fra Kierkegaard til Regine, som han skrev i forlovelsestiden, hvoraf ét af dem er forsynet med et vers, skrevet med Regines skrift. Hvis det er sandt, at hun forstod ham, også forstod hans påstand om at have fået befaling af Gud, blot vendte hun sig imod det: sådan handler Gud ikke, har hun nok ment, så kommer der noget krampagtigt ind over hele hans gudsforståelse.

Men om ChatGPT ville konkludere på lignende måde, må vist siges at være usikkert. For dette at blive forelsket, dette at miste sin elskede, dette at høre et nej, som man ikke kan trænge ind bag ved, det kender en robot nok ikke til.

Og dog har den jo sproget. Dog kan selv en robot høre alle ordene, genkende de følelsesord, som den hører dér og lade dem genlyde andre steder. Så måske alligevel, måske alligevel den vil forstå noget, eller altså: måske alligevel den vil kunne give os en dybere forståelse af forholdet mellem Regine og Søren.

Vi får se! Hvis altså en dag nogen giver en ChatGPT ordre af den slags, jeg her har antydet.

Nu kan man selvfølgelige sige, at dette dog er et noget intetsigende problem at tage op for AI. Sandt nok! Lad os derfor prøve at tænke os til en anden problemstilling, hvor AI kommer på prøve! Jeg har her skrevet et indlæg om en rapport, som Læger uden Grænser i 2018 har skrevet om situationen på øen Nauru, hvor Australien holder de mennesker indespærrede, som prøvede at komme til Australien med en menneskesmuglerbåd over Sundahavet.

Som man ser, er overskriften ”Skjult tovtrækkeri”, og det skyldes, at der efter min opfattelse dengang foregik et skjult tovtrækkeri mellem de flygtninge, der var på Nauru, og den australske regering. Flygtningene ønskede at få verdens medier til at være så forargede over deres situation, at dette fik australierne til at lade dem komme ind i landet. Men australierne var bange for, at lod man disse mennesker komme ind, så ville den historie gentage sig, som man havde afbrudt nogle år tidligere, historien med falske skibbrudne, der blev reddet og kom til Australien.

Og Læger uden Grænser var ét af de medier, der gav udtryk for forargelse over Australiens holdning. Og det må de efter min opfattelse gerne gøre. Men de må ikke i deres rapport undlade at tage hensyn til visse åbenbare kendsgerninger, og de må ikke udtrykke sig på en måde, der ligner direkte løgn, når man gør sig disse kendsgerninger klar.

Når man f.eks. kan skrive, at ”de har boet på øen i fem år, og der er ingen udsigter til, at det vil ændre sig”, så lader man den kendsgerning være uomtalt, at de, hvad dag det skulle være, kan efterkomme Australiens tilbud om at komme til Cambodia, et land, som Australien har en aftale med. Det betyder, at det er flygtningenes egen skyld, hvis de ikke ser nogen udsigter til forandring. Men forståeligt nok: hvis Læger uden Grænser fortæller os denne sandhed, mister deres forargelse al begrundelse. Derfor tier de stille med den, selv om de måske i virkeligheden godt kender den.

Og det, der nu er problemet i forhold til brugen af kunstig intelligens, er, om en AI, der skal være normativ, altså skal gå efter det sande, vil kunne afsløre fortielsen i denne rapport. At den hidtil brugte AI, der kun skulle være deskriptiv, ikke vil fortælle os om denne skjulte sandhed, det er forståeligt nok. Men mon ikke det er meningen med en normativ AI, at den skal opdage sådanne ”huller” i den gengivne problemstilling, så vi læsere bliver i stand til at tage stilling på baggrund af sandheden og ikke på baggrund af det, man vil bilde os ind. Det vil sige: Hvis man give en normativ AI den opgave at læse rapporten, vil den så helt af sig selv finde frem til modsætningen mellem Australiens regering og flygtningene på Nauru og altså også blive klar over den tildækning af kendsgerningerne, som rapporten foretager?

Det er ikke til at vide, men da denne tildækning dengang i 2018 var almindelig blandt verdens medier, ville det have gavnet sandheden ganske meget, om en normativ AI ville have afsløret den.

En anden tildækning af kendsgerninger kan findes i det, vi nu efterfølgende kalder ”flygtningekrisen”. Det var den tsunami af flygtninge, der fra september 2015 drog op ad Balkans landeveje for at nå frem til Tyskland og Sverige. Man husker det jo nok. Men man husker måske ikke, at vore medier nærmest betragtede denne flygtningekrise som en naturkatastrofe, sammenligneligt med et uventet vulkanudbrud.

Jeg er, som man nok véd, ikke nogen særlig smart journalist. Men jeg undrede mig da over, hvad årsagen kunne være til de mange flygtninges ankomst. Og jeg undrede mig faktisk så meget over det, at jeg fandt frem til årsagen, godt nok i kraft af en tilfældighed. Tilfældigt kom jeg til at læse en artikel i Information, hvori en énhedsliste-politiker roste Grækenland, fordi landet ikke mere skubbede flygtningebådene tilbage. Og derefter var det forholdsvis nemt for mig at få belæg for, at partiet Syriza ved valgte i januar 2015 havde haft det programpunkt, at den græske flåde skulle ophøre med at skubbe bådene tilbage, se her. Og da det var Syriza, der vandt, blev det enden på denne praksis. Og vupti, så var flygtningekrisen forklaret.

Men det var der ingen andre, der gjorde opmærksom på. Skyldtes det, at alle disse andre var dårligt journalister? Det tror jeg ikke. Men jeg har en slem mistanke om, at de, der ligesom jeg kom så langt, at de fandt frem til årsagen, straks kunne indse, at det måtte de tie stille med. For kom det frem, hvad årsagen var, ville folk jo straks sige: ”Skubbede vi dem tilbage? Lad os gøre det igen!” Så min mistanke går altså på, at ganske mange politikere og lige så mange journalister godt var blevet klar over, hvad årsagen til flygtningekrisen var, men samtidig var klar over, at dette at offentliggøre årsagen kunne blive en farlig sag. Dels ville man som sagt foreslå, at man genoptog tilbageskubningspraksissen, og dels ville man derved få mistanke om, at Bruxelles nok må have vidst, at en sådan tilbageskubning var Grækenlands praksis, dengang den fandt sted. Og ingen af de to ting ville man have frem i lyset.

Det vil sige, at spørgsmålet, som vil rejse sig ved den normative AI’s gennemgang af denne sag, ikke er, hvad den sande årsag til krisen var. Det er det enkle spørgsmål, og det er ikke utænkeligt, at den normative AI ville kunne finde ud af det. Nej, spørgsmålet er, om AI ville opdage årsagen til, at politikere og journalister tav, når de havde fundet frem til årsagen. Og naturligvis derefter, om AI ville vove at fortælle offentligt om, hvilken begrundelse de mente at have fundet bag denne tavshed.

Derimod kan man nok ikke tænke sig, at AI ville tie stille med det, den havde fundet frem til, hvis den altså havde fundet ud af begrundelsen for tavsheden. Det ville være imod dens opgave som sandhedssøgende AI.

Så alt i alt kan man se, hvor indviklet vort samfund er, og hvilke indviklede materier en eventuel normativ AI skal i gang med at udrede. Noget af en opgave!

Udgivet i Etik, Samfundsforhold | Tagget , , | Skriv en kommentar