vidne

Hvis et vidne nægter at afgive forklaring i retten eller udebliver fra et retsmøde uden lovligt forfald, kan retten anvende forskellige tvangsmidler, fx pålægge vidnet en bøde eller løbende tvangsbøder, lade vidnet afhente af politiet eller tage vidnet i forvaring.

Det er strafbart for et vidne at afgive en falsk, dvs. bevidst urigtig, forklaring for retten. Straffen er som hovedregel ubetinget fængsel. Også forsøg på at påvirke vidner, fx ved vold eller trusler om vold, og chikane mod vidner, der har afgivet forklaring, straffes normalt med ubetinget frihedsstraf.

I visse tilfælde er det en frivillig sag, om et vidne vil afgive forklaring i retten. En parts nærmeste har således ikke pligt til at afgive forklaring. Det samme gælder i tilfælde, hvor forklaringen må antages at ville udsætte vidnet eller vidnets nærmeste for straf, tab af velfærd eller anden væsentlig skade. Retten kan dog i visse tilfælde alligevel pålægge vidnet at afgive forklaring. Hensynet til journalisters kildebeskyttelse medfører, at disse i betydeligt omfang er undtaget fra vidnepligten.

Personer, der har tavshedspligt, må kun afgive forklaring om forhold, der er omfattet af tavshedspligten, hvis der gives samtykke fra den, som er beskyttet af tavshedspligten. Dette gælder således visse offentligt ansatte samt præster, læger, forsvarere i straffesager, andre advokater mfl. Retten kan i særlige tilfælde pålægge sådanne vidner at afgive forklaring; dog kan vidnepligt ikke pålægges præster og forsvarere.

På landskabslovenes tid spillede vidnebeviset en forholdsvis beskeden rolle sammenlignet med partsed med mededsmænd (se edsbevis) og nævningebeviset (se nævn). I løbet af 1500- og 1600-t. fik vidnebeviset øget betydning på bekostning af de øvrige beviser.

Med Christian 5.s Danske Lov fra år 1683 blev landskabslovenes formelle bevissystem ophævet (se retspleje), og vidnebeviset blev det centrale bevis. Selvom Danske Lovs bevissystem havde til formål at finde sandheden i modsætning til tidligere tiders formelle bevisregler, var der dog ikke tale om en fri bevisbedømmelse, idet der i loven var regler om bevisernes vægt. Til vidnebevis krævedes således mindst to personer, "overensstemmende, og udi een Ting". I 1700-t. og især i det følgende århundrede fandt der bl.a. under indflydelse fra retsvidenskaben en udvikling sted, der førte til en større frihed ved bevisbedømmelsen. Først med Retsplejeloven af 1916 blev grundsætningen om bevisbedømmelsens frihed fuldt ud gennemført i dansk ret.