ultimogenitur

Der findes eksempler på brugen af ultimogenitur i europæiske bondesamfund, fx de såkaldte Borough-English. Her var modellen, der også fandt anvendelse visse steder på kontinentet, at ældre søskende flyttede bort fra fødegården for at gøre lykken andetsteds, mens den yngste søn blev på gården og overtog den, når forældrene gik på aftægt. De ældre søskende havde mere tid og mulighed for at etablere sig andetsteds, og de fik normalt en form for løsøre i arv, samtidig med at ultimogenitur gjorde det muligt at udskyde overdragelsen af fødegården så længe som mulig. I dansk sammenhæng findes der en kongelig forordning af 1773 om ”selveiergaardes arv” fra Bornholm, der lyder, at ”nåår en selv-eier-gaard falder i arv, da er, efter Bornholm’s gamle vedtægt, den yngste sön nærmest til sæde og adgang” (forordningen blev opløst igen i 1887). Vi finder også eksempler på ultimogenitur uden for Europa.

Selv i bondesamfund er ultimogenitur en sparsom anvendt arveregel. Endnu sjældnere har ultimogenitur været som successionsform inden for arvemonarkier. Men også her er der hele eller delvise eksempler. Noget af det tætteste, vi kommer på en egentlig brug af ultimogenitur som successionsform, er blandt de mongolske nomader, der i 1200-tallet erobrede store dele af Eurasien. Her var modellen, at ældre sønner overtog en del af dyreholdet, når de blev gift og etablerede sig andetsteds, men at kernen i fædrenearven blev forbeholdt den yngste søn, der blev hos forældrene. Efter Djengis Khans død i 1227 blev hans enorme rige delt mellem hans førstehustru, Börtes fire sønner (eller sønnesønner, dersom sønnen Jochi allerede var død i 1225). Den yngste af de fire, Tolui, var arving til det mongolske kerneområde under henvisning til ultimogenitur. Dette var medvirkende til, at Toluis sønner, Mongkhe Khan og Kublai Khan, efter tur blev valgt til storkhan af hele det rige Djenghis Khans og hans sønner og børnebørn havde erobret, på bekostning af deres fætre, der var sønner af Toluis ældre søskende.

Der er én meget stor fordel forbundet med ultimogenitur som arveregel i monarkier. Modellen øger aldersforskellen mellem monarken og kronprinsen, hvilket mindsker risikoen for, at sidstnævnte vil forsøge at kuppe førstnævnte. Der er således mindre risiko for, at kronprinsen bliver utålmodig og forsøger at fremskynde successionen, noget der ellers er et hyppigt forekommende problem i monarkier (se primogenitur).

Men der er også betydelige ulemper ved ultimogenitur som arveregel. For det første er der tale om en ustabil arvefølge, der ændrer sig hver gang monarkens hustru nedkommer med en ny søn. Denne ustabilitet gør det svært for samfundets elite at vide, hvem de skal satse på som kommende monark. For det andet skaber ultimogenitur en gruppe af forsmåede ældre brødre, der efter en periode som kronprins har mistet stillingen til deres yngre bror. For det tredje øger ultimogenitur risikoen for, at kronprinsen er mindreårig, når faderen dør, hvilket skaber minoriteter (mindreårige monarker), der i sig selv er politisk destabiliserende. Disse faktorer øger risikoen for borgerkrig og for kup.

Disse forhold er givetvis med til at forklare, hvorfor ultimogenitur så sjældent er blevet praktiseret som successionsform i arvemonarkier. I stedet har normen været enten at lade den ældste søn eller yngre brøde overtage tronen, eller at dele besiddelserne imellem den afdøde monarks børn.

• Monarki
• Tronfølge
• Primogenitur
• Minoritet – royal