tilbagefaldsfeber

Lusebåren tilbagefaldsfeber forårsaget af bakterien Borrelia recurrentis har ofte ført til epidemier under krige og i fange- og flygtningelejre med dårlige hygiejniske forhold, fx i koncentrationslejre under 2. Verdenskrig. Mennesker er reservoiret for bakterien. Etiopien og Sudan er nogle af de lande, hvor der i de seneste årtier har været mest lusebåren tilbagefaldsfeber, dels i form af begrænsede udbrud og dels i form af omfattende epidemier.

Flåtoverført tilbagefaldsfeber forekommer til enhver tid (endemisk) i Afrika og Sydamerika. Flere Borrelia-arter kan være årsagen, almindeligst Borrelia duttoni. Sygdomsbilledet adskiller sig noget fra det, der ses ved den epidemiske form, normalt med kortere sygdomsperioder og mindre alvorlige symptomer. Tilbagefaldsfeber af denne type er set nogle få gange i Danmark hos personer, der er blevet smittet i Afrika.

Symptomerne er høj feber, og der er ofte også symptomer fra en række organer. Der er ofte feberfri perioder på omtrent en uge mellem sygdomsperioderne (deraf navnet tilbagefaldsfeber). Ubehandlet kan infektionen fortsætte i uger med tiltagende svækkelse af patienten.

Diagnosen sikres ved påvisning ved undersøgelse af blodet (mikroskopi) med fund af typiske bakterier. Alternativt kan blodet undersøges med PCR (genforstærkningsteknik).

Behandlingen består af antibiotika af typen doxycyklin, men for at få kontrol over epidemier er vektorkontrol med aflusning og lusudryddelse lige så vigtig.

Uden behandling dør 10–70 procent af patienterne, og de vigtigste dødsårsager er hjertekomplikationer, hjerneblødning og leversvigt. Gravide har risiko for at abortere fosteret.

Der findes ingen vaccine mod tilbagefaldsfeber.

• feber
• infektionssygdomme
• flåter
• lus