En telomer er en DNA-streng, som sidder for hver ende af et kromosom. Telomerer kendes således kun fra eukaryoter, dvs. organismer, hvis celler har cellekerner.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer af græsk telos 'ende, slutning' og meros 'del'.

Der er ingen gener i telomererne, som består af over tusinde ens repeats (gentagelser) af DNA-sekvenser på omkring otte basepar. Repeats fra vidt forskellige organismer ligner hinanden så meget, at de kan erstatte hinanden; en ciliats telomer er således funktionelt, når det splejses ind i gær og vice versa.

Telomerer hindrer nedbrydning af kromosomernes ender samt rekombination (overkrydsning) mellem kromosomer. Længden af telomererne har en vis indflydelse på organismens livslængde. For hver celledeling forsvinder et stykke af den ene DNA-streng, da DNA-polymerase har problemer med at kopiere enden af strengen (se DNA); så længe det er telomer-DNA, som forsvinder, går det godt, men efter et givet antal celledelinger begynder vitale gener at gå tabt. Visse celletyper som kønsceller, celler fra primitive organismer som gær og ciliater samt planteceller, der alle skal gennemgå mange celledelinger, har et enzym, telomerase, som kan gendanne telomerer.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig